Klage vedrørende omprioritering af landbrugsejendom afvist.
| Sagsnummer: | 754/1994 |
| Dato: | 21-09-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Nedergaard, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Klage vedrørende omprioritering af landbrugsejendom afvist. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 23. juni 1995 afviste Ankenævnets sekretariat en af klageren indgiven klage mod indklagede vedrørende indklagedes ekspedition af en omprioriteringssag. Afvisningen skete med henvisning til, at det af sagen fremgik, at klageren var gårdejer, og at klagen vedrørte omprioritering af klagerens landbrugsejendom. Som følge heraf fandt sekretariatet, at klagen faldt klagen udenfor Ankenævnets kompetence.
Klageren har indbragt sekretariatets afvisning for Ankenævnet med påstand om, at klagen realitetsbehandles.
Klageren har anført, at hans landbrug hører under gruppen fritidslandbrug, hvorfor klagen vedrører et privat kundeforhold.
Af sagens oplysninger fremgår, at klagerens ejendom ved udgangen af 1993 var belånt med 4 lån til Nykredit med en samlet kursværdi på ca. 892.000 kr., ligesom der i 1993 blev betalt ydelser på ca. 110.000 kr. på disse lån. Klageren har endvidere oplyst, at ejendommen er på 28-29 ha. Ejendomsværdien er omkring 1.550.000 kr. Ejendommen drives med kornavl, idet dog 7-8 ha er braklagt.
Klageren er p.t. på understøttelse; har tidligere arbejdet på fabrik som specialarbejder.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagen angår indklagedes medvirken ved en omprioritering af klagerens landbrugsejendom. Ankenævnet finder, at klagen vedrører et erhvervsmæssigt kundeforhold bl.a. henset til det om lånene til Nykredit oplyste, ejendommens størrelse og ejendomsværdien. Den omstændighed, at landbruget hører under gruppen fritidslandbrug, kan ikke føre til andet resultat. Ankenævnet finder derfor, at klagen falder udenfor nævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3. Det tiltrædes herefter, at sekretariatet har afvist klagen.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.