Indløsning af udenlandsk check. Returnering.
| Sagsnummer: | 548 /1992 |
| Dato: | 28-05-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Check - udenlandsk check
|
| Ledetekst: | Indløsning af udenlandsk check. Returnering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 18. juni 1992 anmodede klageren indklagedes Frederikssundsvej afdeling om at indløse en til hans 17-årige søn udstedt check på 700 DM trukket på et tysk pengeinstitut. Klagerens søn havde modtaget checken af en privatperson i forbindelse med et færdselsuheld.
Modværdien af checkbeløbet, 2.666,96 kr., blev indsat på en udlægskonto. Klageren modtog kvittering herfor, på hvilken var anført: "De vil modtage besked om ca. 14 dage, om checken er OK." Checken blev herefter sendt til honorering i Tyskland.
Klageren har oplyst, at han den 3. juli 1992 forespurgte afdelingen om nyt i sagen; afdelingen anbefalede klageren at vente yderligere otte dage. Den 10. juli 1992 fik klageren oplyst, at beløbet kunne hæves. Klageren hævede herefter beløbet den 13. juli 1992 og forespurgte i den forbindelse den ekspederende medarbejder, om han kunne regne med, at sagen nu var sluttet, hvilket medarbejderen bekræftede, "da der er gået så lang tid".
Indklagede har bestridt, at den ekspederende medarbejder ved beløbets udbetaling bekræftede, at sagen kunne betragtes som afsluttet. Det blev tværtimod oplyst, at indklagede endnu ikke havde modtaget nogen reaktion, og at det derfor ikke var sikkert, at checken ville blive honoreret.
Den 17. juli 1992 modtog afdelingen oplysning om, at checken var afvist. Klageren blev orienteret herom den 3. august 1992.
Den 19. september 1992 tilbagebetalte klageren under protest beløbet til afdelingen.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 2.666,96 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hvis indklagede efter at have modtaget checken retur straks havde orienteret klageren herom, havde han haft mulighed for gennem politiet at få efterlyst den bil, som var indblandet i færdselsuheldet. På uheldstidspunktet havde klageren fået oplyst, at anmeldelse måtte indgives inden fem uger fra skadestidspunktet, og klageren havde oplyst indklagede herom i forbindelse med checkens indlevering. Indklagede undlod straks at orientere klageren om checkens returnering, hvorved klagerens mulighed for at gå videre med sagen blev forhindret.
Indklagede har anført, at klageren ved checkens indløsning og ved checkbeløbets udbetaling tog forbehold for honorering af checken, og klageren er under hele forløbet orienteret om, at det var klageren, der bar risikoen under hensyn til, om checken ville blive honoreret. Det er ikke godtgjort, at klageren mulighed for at gennemføre kravet overfor checkudstederen er blevet forringet som følge af indklagedes forsinkede meddelelse om den manglende dækning. En efterlysning af den omhandlede bil ville ikke i sig selv have forøget muligheden for at opnå dækning for checkbeløbet.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved indløsningen af checken den 18. juni 1992 tog indklagede udtrykkeligt forbehold om checkens honorering i Tyskland, og Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med frigivelsen af checkbeløbet har frafaldet dette forbehold. Ankenævnet finder det heller ikke godtgjort, at klagerens muligheder for at forfølge kravet mod checkudstederen er blevet forringet som følge af, at indklagede først ca. 14 dage efter at have modtaget oplysning om, at checken var afvist, videregav denne oplysning til klageren.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.