Manglende underretning om bortkomst.
| Sagsnummer: | 143/1990 |
| Dato: | 05-11-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Manglende underretning om bortkomst. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Tirsdag den 27. februar 1990 henvendte klageren sig i indklagedes Lyngby afdeling med henblik på at hæve 1.800 kr. ved hjælp af sit dankort. Klageren kunne ikke finde dankortet, men kassereren udbetalte det ønskede beløb, efter at klageren havde forevist legitimation.
Torsdag den 1. marts 1990 konstaterede indklagedes Virum afdeling, der er kontoførende afdeling, at den til kortet hørende konto var overtrukket med 15.245,93 kr. Afdelingen kontaktede herefter klageren, som var uforstående overfor overtrækket, hvorfor afdelingen spærrede dankortet kl. 12.00. På et efterfølgende møde i afdelingen, hvor et kontoudskrift blev gennemgået, oplyste klageren, at 15 hævninger, der var foretaget, efter at han havde fået udbetalt de 1.800 kr. den 27. februar i indklagedes Lyngby afdeling, ikke var foretaget af ham. Klageren indgav samme dag politianmeldelse vedrørende tyveri af dankortet. I anmeldelsen hedder det bl.a.:
"Kortet var sidst bevist i min besiddelse fredag den 23.2., hvor jeg foretog en mindre hævning.
Tirsdag d. 27. går jeg til [indklagedes] Lyngby afdeling og forsøger hævning. Jeg kan dog ikke finde mit dankort i min pung, hvor jeg altid har det og efter lang tids søgning ved skranken, efter dankortet, må jeg konstatere, det er væk, idet jeg går ud fra, at det er glemt derhjemme. Jeg får mod mit kørekort og oplysning af kode udleveret 1.800 kr.
Dette er min sidste "kontakt" med kontoen før opringningen, og jeg tænkte endvidere ikke over kortet i den mellemliggende periode."
Det viste sig efterfølgende, at der efter tidspunktet for klagerens henvendelse den 27. februar i indklagedes Lyngby afdeling var hævet i alt 36.896 kr. ved hjælp af dankortet og brug af PINkoden.
Klageren har ikke kunnet angive nærmere vedrørende omstændighederne omkring kortets bortkomst og har oplyst, at ingen udover ham selv havde kendskab til den til dankortet hørende PIN-kode. Efter at have afholdt møder med klageren i såvel afdelingen som i indklagedes juridiske sekretariat, har indklagede ved skrivelse af 29. marts 1990 meddelt klageren, at han selv hæfter for 5.000 kr. af det hævede beløb. Kortet er ikke efterfølgende tilvejebragt eller inddraget via kontantautomater.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke hæfter for nogen del af tabet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at han ved sin henvendelse i indklagedes Lyngby afdeling den 27. februar 1990 meddelte kassereren, at han ikke kunne finde sit kort, og spurgte, om det var muligt at hæve på sit kørekort. Kassereren spurgte, om det kunne tænkes, at kortet var glemt hjemme, hvortil klageren svarede, at det var han ikke sikker på. Kassereren opfordrede herefter klageren til at se efter kortet, når han kom hjem, og anmodede klageren om at oplyse den til dankortet hørende PIN-kode. Kassereren udfyldte herefter en formular, hvorfor klageren gik ud fra, at kortet var spærret. Klageren har således, som det er foreskrevet i kortreglerne, givet kortudsteder meddelelse om kortets bortkomst. En medarbejder i indklagedes Virum afdeling har meddelt klageren, at såfremt han ikke selv havde foretaget hævningerne på kortet, ville han ikke hæfte for misbruget. Klageren bestrider, at han - som anført af indklagede - har oplyst, at hans tvillingbror skulle have kendskab til PIN-koden. Klageren har alene oplyst, at tvillingebroderen tidligere har hævet på kortet, men dette skete ved fuldmagt. Indklagede har i forbindelse med opkrævningen af de 5.000 kr. sat kontoforbehold på en anden af klagerens konti med begrundelse i bankens modregningsret, hvorfor klageren ikke har kunnet fået indeståendet på denne konto udbetalt uden først at indbetale det krævede beløb på den til dankortet hørende konto, hvilket er sket den 6. april 1990.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at klageren ved sin henvendelse i Lyngby afdelingen gav udtryk for, at han nok havde glemt kortet hjemme. Kassereren udbetalte det ønskede beløb efter forudgående undersøgelser og forevisning af behørig legitimation. Kassereren, som ofte er ude for, at kunderne har glemt deres dankort, er af den faste overbevisning, at hun, som hun har gjort det til sædvane at gøre i disse situationer, har opfordret klageren til at gå hjem og sikre sig, at kortet lå hjemme, og, såfremt dette ikke var tilfældet, omgående at kontakte sin filial eller eventuelt PBS for at fa spærret kortet. Ved Virum afdelings telefoniske henvendelse til klageren den 1. marts 1990 oplyste denne, at kun hans bror havde fået oplyst PIN-koden. En medarbejder i indklagedes Virum afdeling har oplyst klageren om, at hvis han har overholdt reglerne og ikke er skyld i misbruget, vil han ikke komme til at hæfte for det skete misbrug. Det er indklagedes opfattelse, at klageren har handlet groft uagtsomt ved ikke omgående efter besøget i indklagedes Lyngby afdeling at have undersøgt, om han blot havde glemt sit dankort, eller om han havde mistet kortet, og ved ikke straks derefter at have meddelt afdelingen, at han havde mistet kortet. Såfremt klageren havde spærret kortet den 27. februar 1990 kunne tabet have været undgået eller stærkt minimeret.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 2, er kortindehaveren ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren ... har undladt at underrette kortudsteder snarest muligt efter at have faet kendskab til, at kortet er bortkommet, eller inden rimelig tid efter bortkomsten". I den bekendtgørelse, der er udstedt i medfør af 5 21, stk. 2, er bestemt, at ansvaret efter § 21, stk. 1, nr. 2, ikke kan overstige 1.000 kr. ved simpel uagtsomhed og 5.000 kr. ved grov uagtsomhed.
Efter det foreliggende, herunder klagerens redegørelse i anmeldelsen til politiet, må det lægges til grund, at klageren ved sin henvendelse i indklagedes Lyngby afdeling den 27. februar 1990 selv var af den opfattelse, at han blot havde glemt dankortet derhjemme, og at kassereren herefter opfordrede klageren til at eftersøge kortet, når han kom hjem. På denne baggrund findes klageren ikke at have haft føje til at gå ud fra, at kortet blev spærret af kassereren i forbindelse med denne henvendelse. Herefter, og da klageren efterfølgende undlod at eftersøge kortet og meddele indklagede, at det var bortkommet, findes klageren ved grov uagtsomhed at have tilsidesat sine forpligtelser efter lovens § 21, stk. 1, nr. 2, og klageren må derfor selv bære 5.000 kr. af tabet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.