Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for ikke gennemført køb af en ejendom og manglende overførsler af beløb til andre pengeinstitutter. Krav om gebyrfri overførsel af engagement og fremsendelse af kontoudtog. Krav om godtgørelse af gebyrer og mv.

Sagsnummer: 346/2013
Dato: 24-04-2014
Ankenævn: John Mosegaard, Hans Daugaard, Morten Bruun Pedersen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Gebyr - udskrift
Betalingsoverførsel til udlandet - gennemførelse
Gebyr - overførsel
Indlån - øvrige spørgsmål
Gebyr - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om erstatning for ikke gennemført køb af en ejendom og manglende overførsler af beløb til andre pengeinstitutter. Krav om gebyrfri overførsel af engagement og fremsendelse af kontoudtog. Krav om godtgørelse af gebyrer og mv.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for ikke gennemført køb af en ejendom og manglende overførsler af beløb til andre pengeinstitutter, krav om godtgørelse af gebyrer for kundepakke og betalingskort, krav om gebyrfri overførsel af engagement til andet pengeinstitut og gebyrfri fremsendelse af kontoudtog samt bistand vedrørende omstridte transaktioner på MasterCard.

Sagens omstændigheder

I oktober 2012 holdt Danske Bank og klageren, der er bosiddende i England, møde i bankens afdeling i London. På det tidspunkt var klageren kunde både i det danske pengeinstitut P1 og i Danske Bank, hvor hun havde en kundepakke ”Danske Ekstra-pakke” med en indlånskonto med en kreditrente på 0,125 % p.a. og et MasterCard. Banken har oplyst, at klageren ønskede at få overført sit engagement fra P1 til Danske Bank, og at klageren oplyste, at hun var i færd med at købe en ejerlejlighed i Paris.

I e-mails af 11. og 20. oktober 2012 rejste klageren indsigelse mod blandt andet et gebyr vedrørende hendes kundepakke samt gebyrer og posteringer vedrørende hendes MasterCard. Den 25. oktober 2012 tilbød banken at tilbageføre det seneste gebyr for klagerens kundepakke. Banken anmodede samtidig klageren om at specificere, hvilken kundepakke hun ønskede. Banken afviste, at der var debiteret et gebyr for klagerens MasterCard. Banken oplyste endvidere klageren om den afdeling i banken, der behandler kortindsigelser og om, at der gjaldt en forældelsesfrist for indsigelser.

Den 29. oktober 2012 overførte klageren et beløb på 2.788.900 DKK fra P1 til sin indlånskonto i banken. Kontoen havde herefter en saldo på 2.788.920,26 DKK. Klageren har oplyst, at beløbet skulle bruges til køb af et hus i Frankrig.

Ved brev af 7. november 2012 anmodede klageren banken om at overføre 750.000 DKK til klagerens engelske pengeinstitut, P2. I e-mail af 13. november 2012 anmodede banken klageren om at udfylde og returnere forskellige vedhæftede blanketter vedrørende overførslen. I e-mail af samme dag meddelte klageren, at ”Det syntes alt for besværligt, vil det sige at det faktisk ikke er muligt at flytte mine penge...”. I brev af 20. november 2012 oplyste banken, at banken havde forsøgt at kontakte klageren pr. telefon og e-mail vedrørende overførslen. Banken anmodede samtidig klageren om at udfylde og returnere de fremsendte blanketter i en vedlagt svarkuvert.

I e-mail af 4. januar 2013 fremsatte klageren krav om erstatning vedrørende manglende overførsel af købesum til brug for køb af et hus i Frankrig. Klageren anmodede samtidig banken om omkostningsfrit at overføre hendes midler til P1 og at sende kontoudtog vedrørende hendes konti i banken fra år 2005 og fremefter. Klageren anmodede endvidere banken om at refundere diverse gebyrer. Den 17. januar 2013 afviste banken klagerens krav. Banken oplyste, at der årligt var sendt kontoudtog til klageren, og at disse kunne genfremsendes mod et gebyr på 650 DKK pr. time. Banken foreslog, at klageren endvidere overførte sine øvrige depoter, konti og pensioner til P1 og anmodede klageren om at oplyse konto- og depotnumre i P1 mv. til brug for overførslen.

Den 8. april 2013 og den 9. juli 2012 tilbageførte banken to gebyrer à 75 DKK til klagerens konto. Banken har oplyst, at gebyrerne var opkrævet for klagerens kundepakke.

Den 8. august 2013 oplyste klageren, at hun havde købt en lejlighed i Paris. Klageren oplyste endvidere, at notaren i Frankrig havde meddelt, at den bank, som foretog overførsel af købesummen, skulle verificere, hvor hun havde købesummen fra. Klageren henviste til, at hovedparten af hendes indestående i banken stammede fra en 14 år gammel arv og fra salg af hendes lejlighed i Danmark for en del år siden og anmodede samtidig banken om at sende dokumentation herfor til notaren senest den 9. august 2013. Den 13. august 2013 svarede banken, at banken ikke havde mulighed for at dokumentere dette. Banken anbefalede samtidig klageren at sende skifteretsattest og salgsaftale som dokumentation og oplyste, at bankens timepris for fremskaffelse af gamle kontoudskrifter m.v. var 700 DKK.

Parternes påstande

Den 6. november 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale erstatning for ikke et gennemført køb af et hus i Frankrig, erstatning for rente- og kurstab for ikke gennemførte overførsler af beløb til andre pengeinstitutter, erstatning for rentetab i forbindelse med salg af lejlighed i Danmark, godtgøre gebyrer for kundepakke og betalingskort, fremsende kontoudtog gebyrfrit, gebyrfrit overføre hendes indestående til andet pengeinstitut samt yde bistand vedrørende omstridte transaktioner på MasterCard.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken har påført hende et tab ved at undlade at overføre købesummen for huset i Frankrig i 2012. Banken oplyste, at banken bedst kunne bistå hende ved købet, hvis hun overførte alle sine midler fra P1 til banken, således at banken kunne overføre beløbet i euro til notaren i Frankrig. Da hun havde overført beløbet til banken, nægtede banken imidlertid uden begrundelse at overføre beløbet. Adskillige måneder efter meddelte banken, at hun skulle dokumentere, at hun havde modtaget beløbet lovligt, selvom banken var fuldt ud bekendt med, at beløbet stammede fra salget af hendes ejerlejlighed i Danmark og fra en arv. Banken uddybede først i august 2013, hvilken dokumentation hun skulle fremlægge. Som følge heraf mistede hun huset, der var til salg til en reduceret pris. Ejendommene i det pågældende område er senere steget med 10 %. Hun blev påført et tab på 16.500 euro, som banken bør erstatte.

Efter tabet af huset i Frankrig anmodede hun adskillige gange forgæves banken om at overføre indeståendet på ca. 2,8 mio. DKK til en euro-konto i Storbritannien. Hun blev påført et kurstab, da kursen på euro steg fra 7,39 til den nuværende kurs på ca. 7,5. Hun blev endvidere påført et rentetab, da banken fastholdt hendes indestående på en konto med en meget lavere rente, end den opnåelige rente på 3 % på en euro-konto i Storbritannien. Banken bør erstatte hende kurs- og rentetabet ved den manglende overførsel af beløbet på 2,8 mio. DKK. Banken har endvidere ikke foreslået en alternativ placering af beløbet på 2,8 mio. DKK til en højere forrentning mod en bindingsperiode.

Derudover anmodede hun adskillige gange banken om at tilbageføre indeståendet på ca. 2,8 mio. DKK til P1. Banken har imidlertid nægtet dette og henvist hende til enten at møde i Danmark, hvilket er urimeligt, eller til at få netbank og overføre beløbet via netbank, hvilket ikke er betryggende for et beløb af denne størrelse. Banken skal overføre hendes konto gebyrfrit til P1.

Banken har uberettiget debiteret hende for gebyrer for en forkert kundepakke. Banken har alene refunderet ét gebyr på 75 DKK, men bør tilbageføre endnu ét til gebyr.

Banken har uberettiget debiteret hende for gebyr for et Visakort, selvom hun i august 2012 fik at vide, at modtagelse af Visakort var gebyrfrit.

Banken har uberettiget debiteret hende for to gebyrer à 100 DKK for to MasterCard, som hun modtog i august og oktober 2012, og som hun ikke havde bestilt.

Banken har ikke bistået hende vedrørende refusion af fejlagtige debiteringer vedrørende hendes MasterCard.

Hun har ikke modtaget kontoudtog for hele perioden. Banken har krævet et urimeligt gebyr på 700 DKK pr. time for efterfølgende fremsendelse af kontoudtog.

I forbindelse med salg af hendes lejlighed i Danmark modtog hun et beløb, som banken tilbageholdt i næsten ét år til en meget lav forrentning. Banken skal erstatte hende 40.000 DKK.

Danske Bank har blandt andet anført, at banken ikke var involveret i købet af ejerlejligheden i Paris, bortset fra afholdelsen af mødet i London i oktober 2012, og bortset fra dialogen med klageren vedrørende dokumentationskravet fra den franske notar.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende vedrørende ejendomshandlen i Frankrig. Det var klageren selv, der skulle dokumentere, hvor købesummen kom fra. Det er i den forbindelse uden betydning, om banken på tidspunktet for salget af ejerlejligheden i Danmark og afslutningen af dødsboet efter klagerens far var klagerens pengeinstitut. Banken rådgav klageren om, hvordan hun kunne skaffe den ønskede dokumentation, men klageren ønskede ikke at følge bankens råd. Banken rådgav klageren om at lade sig repræsentere af en advokat og en revisor i forbindelse med købet af ejerlejligheden i Paris. Banken blev ikke kontaktet af den advokat eller revisor, som klageren eventuelt antog. Banken har herunder ikke modtaget nogen anmodning om finansiering af eller overførsel af en eventuel købesum til sælgeren. Klageren har ikke opgjort eller dokumenteret sit tab vedrørende den ikke-gennemførte ejendomshandel.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende som følge af, at beløbene på 750.000 DKK og 2,8 mio. DKK ikke blev overført til pengeinstitutter i England. Klageren har alene anmodet banken om at overføre 750.000 DKK til P2. Da klageren ikke ønskede at få netbank, og da hun heller ikke ønskede at give fremmøde i afdelingen, var banken berettiget til at anmode klageren om at udfylde de fremsendte standard blanketter. Blanketterne var nødvendige for at gennemføre overførslen og som følge af legitimationsreglerne i hvidvasklovgivningen. Efter modtagelsen af klagerens e-mail af 13. november 2012 forsøgte afdelingen forgæves at kontakte klageren pr. telefon, pr. e-mail og pr. ordinær post. Ved e-mailen af 13. november 2012 og ved klagerens efterfølgende adfærd/passivitet bibragte klageren banken den opfattelse, at hun alligevel ikke ønskede at overføre beløbet på 750.000 DKK til P2. Banken har ikke modtaget en konkret anmodning om overførsel af klagerens øvrige midler til England. Klageren har ikke opgjort eller dokumenteret sit tab vedrørende den manglende overførsel af beløbene på 750.000 DKK og 2,8 mio. DKK.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende vedrørende fastsættelsen af kreditrenten på klagerens indlånskonto. Der er ikke aftalt en højere kreditrente end den nugældende rente på 0,125 % p.a., der er sædvanlig og markedskonform. Klageren er ikke på andet grundlag berettiget til en højere kreditrente. Klageren har ikke opgjort eller dokumenteret sit påståede rentetab.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende vedrørende klagerens salg af lejlighed i Danmark. Ifølge klageren fandt salget sted for en del år siden. Banken er ikke bekendt med, hvornår salget fandt sted, men kan se, at skødekonti udgik i oktober 2002 og i juni 2007. Klagerens eventuelle rentekrav vedrørende salget er bortfaldet som følge af passivitet og forældelse. Klageren har ikke opgjort eller dokumenteret sit påståede rentetab på 40.000 DKK.

Banken har tilbageført to gebyrer à 75 DKK og har derved imødekommet klagerens krav vedrørende gebyrer for kundepakken. Klageren har hverken fået et Visakort eller et Visa/dankort af banken, ligesom banken ikke har opkrævet gebyr for Visakort eller Visa/dankort. Klageren har alene fået et dankort uden opkrævning af særskilt gebyr som led i sin kundepakke. Klageren har fået tre MasterCards af banken. Det første kort, som klageren modtog i marts 2009, blev spærret i juni 2011. Det andet kort, som klageren modtog i juni 2011, blev spærret i august 2012. Det sidste kort, som klageren modtog i august 2012, er fortsat aktivt. Det bestrides således, at banken har debiteret klageren for to gebyrer á 100 DKK for to MasterCard, som hun ikke havde bestilt.

Banken har løbende sendt almindelig post og kontoudtog til klageren på sædvanlig vis til hendes adresse i England. Banken har ikke fået post eller kontoudtog retur med bemærkning om ”ubekendt adresse”. Klageren skriver selv i klagen, at hun har modtaget nogle kontoudtog fra banken. Banken vil gerne genfremsende kontoudtog til klageren mod betaling af sædvanligt gebyr herfor.

Banken har bistået klageren med hendes indsigelser vedrørende transaktioner på MasterCard på fyldestgørende vis. Banken har gennemgået klagerens posteringer uden umiddelbart at konstatere noget misbrug. Banken har oplyst klageren om, at der gælder en indsigelsesfrist og har henvist klageren til den relevante afdeling i banken, der behandler kortindsigelser. Klageren har tilsyneladende ikke ønsket at rette henvendelse til denne afdeling.

Banken har forgæves forsøgt at bistå klageren med overførsel af hendes midler til P1, men har trods anmodning stadig ikke modtaget alle relevante informationer til brug for overførslen. Banken vil fortsat gerne bistå klageren. Banken har opfordret klageren til at overføre hele engagementet til P1, så klageren får et bedre overblik over sin økonomi. Banken er berettiget til at opkræve sædvanligt gebyr for overførslen til P1, men tilbyder, at overførsel af hele klagerens engagement kan ske uden omkostninger for klageren, hvis overførslen er tilendebragt senest den 1. marts 2014.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Danske Bank har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar for banken i forbindelse med den ikke-gennemførte ejendomshandel i Frankrig, i forbindelse med manglende overførsel af beløb fra klagerens indlånskonto til pengeinstitutter i Storbritannien eller i forbindelse med klagerens salg af lejlighed i Danmark.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at klageren er berettiget til en højere kreditrente på indlånskontoen, end den tilskrevne rente, der ifølge de fremlagte kontoudskrifter udgjorde 0,125 % p.a.

Banken har oplyst, at banken løbende har sendt kontoudtog og anden post til klageren til hendes adresse i England uden at få det fremsendte retur. Ankenævnet finder, at banken er berettiget til at beregne sig et gebyr for genfremsendelse af kontoudtog fra 2005 og fremefter. Ankenævnet har ikke grundlag for at fastslå, at de oplyste timesatser overstiger det rimelige.

Klageren har anført, at banken alenen har refunderet ét gebyr på 75 DKK vedrørende kundepakken, og at banken bør tilbageføre endnu ét til gebyr. Ankenævnet bemærker, at banken i juli 2012 og i april 2013 har tilbageført to gebyrer à 75 DKK vedrørende klagerens kundepakke, og at banken således efter det oplyste har imødekommet klagerens krav.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har opkrævet gebyrer for MasterCard, som klageren ikke har modtaget, eller for Visakort eller Visa/dankort.

Ankenævnet finder ikke, at der i øvrigt er godtgjort eller oplyst omstændigheder, der kan føre til, at banken skal pålægges at betale et beløb til klageren.

For så vidt angår overførsel af klagerens indestående til P1 bemærker Ankenævnet, at overførsel af sædvanlige indlånskonti i henhold rammeaftaler, der har eksisteret i mere end seks måneder, skal ske gebyrfrit, jf. lov om betalingstjenester § 51, stk. 3. Ankenævnet bemærker endvidere, og at det påhviler klageren, eventuelt i samarbejde med P1, at give de nødvendige oplysninger til brug for overførslen. Banken har oplyst, at banken trods anmodning ikke har modtaget alle relevante informationer til brug for overførsel af klagerens midler til P1. Banken har under klagesagen tilbudt, at overførsel af hele klagerens engagement, der efter det oplyste endvidere omfatter depoter og pensioner, kan ske uden omkostninger for klageren, hvis overførslen er tilendebragt senest den 1. marts 2014.

Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge banken at yde yderligere bistand vedrørende indsigelser over dispositioner med klagerens MasterCard. Ankenævnet bemærker herved, at banken har henvist klageren til at rette henvendelse til den afdeling i banken, der tager sig af kortindsigelser.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.