Hæftelse for lån ved bodeling.
| Sagsnummer: | 234 /1988 |
| Dato: | 09-06-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
|
| Ledetekst: | Hæftelse for lån ved bodeling. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 26. april 1982 optog klageren og hendes daværende ægtefælle som solidarisk hæftende et lån på 40.000 kr. i Sjællandske Banks (nu indklagedes) Regstrup afdeling. Ifølge lånedokumentet skulle lånet tilbagebetales med en månedlig ydelse på 1.050 kr. Som sikkerhed for lånet deponerede klagerens ægtefælle et ejerpantebrev på 44.000 kr. i den ejendom, der tjente som parrets fælles bolig, og klagerens fader påtog sig selvskyldnerkaution.
Den 17. november 1983 blev ægteparret separeret. Ifølge bodelingsoverenskomsten, som klageren underskrev den 6. april 1984, overtog hendes ægtefælle ejendommen med samtlige de til denne knyttede rettigheder og forpligtelser samt fællesboets aktiver og passiver, ifølge § 3 dog således, at klageren var indforstået med at overtage halvdelen af gælden til indklagede.
Den 15. maj 1984 solgte klagerens tidligere ægtefælle ejendommen, i hvilken forbindelse indklagede frigav det håndpantsatte ejerpantebrev. I forbindelse med handlen blev der udstedt to sælgerpantebreve på hver 44.500 kr.
Den 7. marts 1985 underskrev klagerens tidligere ægtefælle bodelingsoverenskomsten, ligesom klageren vedstod sin tidligere underskrift. Begge parter var representeret ved advokat.
I skrivelser af henholdsvis 16. juli og 7. august 1985 anmodede indklagede herefter klageren om at indbetale den del af ovennævnte lån, som hun hæftede for.
Efter at have brevvekslet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at hun fritages helt eller delvist for tilbagebetaling af lånet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at hendes tidligere ægtefælle solgte ejendommen, der havde tjent til fælles bolig, før bodelingsoverenskomsten var trådt i kraft, og uden samtykke fra hende.
Provenuet fra ejendomshandlen skulle herefter have været anvendt til nedbringelse af restgælden på lånet til indklagede, da hverken hun eller kautionisten havde tiltrådt handlen eller frigivelsen af ejerpantebrevet. Indklagede rådgav hende endvidere ikke tilstrækkeligt om de konsekvenser, der var forbundet med at opdele lånet som anført i bodelingsoverenskomstens § 3 i tilfælde af salg af ejendommen. Indklagede besvarede ikke hendes skrivelse af 12. august 1985, hvori hun udbad sig nyt lånedokument og årsopgørelse m.v. Hun modtog først opgørelse ved årsskiftet 88/89, og indklagede må ved den udviste passivitet have fortabt sin ret til at gøre fordringer gældende mod hende.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at det af bodelingsoverenskomsten fremgår, at ægtefællen skulle have udlagt den faste ejendom mod at overtage ejendommens forpligtelser, og at ægtefællen og klageren skulle dele lånet med halvdelen til hver. Dette indebærer, at det deponerede ejerpantebrev i forhold til klagerens andel af lånet må betragtes som en tredjemandspantsætning. Indklagede har derfor været berettiget til at frigive pantet uden klagerens samtykke, da klagerens retsstilling ikke er blevet forringet herved, hvilket tillige ses i lyset af, at ægtefællen har indbetalt sin andel af lånet. Var provenuet anvendt til nedbringelse af lånet, ville ægtefællen under henvisning til bodelingsoverenskomsten kunne have gjort et regreskrav svarende til det halve lån gældende over for klageren. Klagerens synspunkt om, at kautionisten skulle have tiltrådt frigivelsen af ejerpantebrevet, er alene et forhold, der har og kan få betydning i mellemværendet mellem indklagede og kautionisten. Det berører imidlertid ikke klagerns hæftelse som debitor på lånet. Det er endvidere alene køberen, der skal påse, om nødvendigt ægtefællesamtykke forligger ved salg af fast ejendom, og klageren må, hvis hun føler sig forfordelt ved bodelingen, jf. bodelingsoverenskomstens § 3, rette et eventuelt krav mod sin tidligere ægtefælle. Indklagede har alene medvirket til en opsplitning af lånet, fordi man af klagerens advokat blev anmodet herom, og man måtte således gå ud fra, at advokaten havde informeret sin klient om konsekvenserne heraf.
Klagerens brev af 12. august 1985 blev besvaret ved skrivelse af 27. august 1985.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har den 6. april 1984 underskrevet, og den 7. marts 1985 bekræftet, bodelingsoverenskomst ifølge hvilken ægtefællen skulle overtage ejendommen og overtage halvdelen af gælden til indklagede.
Herefter findes indklagede ikke, ved at frigive det håndpantsatte ejerpantebrev i forbindelse med den fraseparerede ægtefælles salg af ejendommen i maj måned 1984, at have mistet sin ret til at gøre kravet på halvdelen af lånet gældende over klageren.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.