Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om pantsætning af ejerpantebrev.

Sagsnummer: 139/1996
Dato: 30-09-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Ejerpantebrev - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om pantsætning af ejerpantebrev.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved klageskema af 7. april 1996 indgav klageren klage mod indklagede. Klageren har i klageskemaet stillet spørgsmålstegn ved, hvorledes to ejerpantebreve på henholdsvis 10.000 kr. og 5.000 kr. (formentlig rettelig 5.500 kr.), som var oprettet i et andet pengeinstitut, er kommet i indklagedes besiddelse. Klageren har anført, at han ikke i 1987 modtog 15.000 kr. Han finder, at han har 19.365,20 kr. + renter tilgode. Med klageskemaet fulgte kopi af en række bilag, herunder ejerpantebrevene.

Sekretariatet forelagde sagen for indklagede, som i skrivelse af 24. april 1996 oplyste, at klageren tidligere personligt havde henvendt sig til indklagede. Klagerens mundtlige redegørelse var så usammenhængende og uforståelig, at man anmodede klageren om at henvende sig på ny medbringende de papirer, som hans spørgsmål angik. Dette skete ikke.

Indklagede har i øvrigt oplyst, at klagerens engagement med indklagede er indfriet for mere end fem år siden, hvorfor man ikke længere opbevarer bilag vedrørende engagementet.

Indklagede har oplyst, at det af sagens materiale fremgår, at klageren i 1970 og 1972 udstedte ejerpantebrevene på 5.500 og 10.000 kr. vedrørende et engagement med Lollands Handels- og Landbobank (nu Lollands Bank). Ejerpantebrevene har ingen forbindelse med et af klageren i 1975 til indklagede udstedt pantebrev på 5.000 kr.; klageren udstedte i 1977 et pantebrev på 19.000 kr., hvis provenu anvendtes til indfrielse af pantebrevet på 5.000 kr., og som blev ordinært indfriet i 1986. Klageren fik i februar 1984 udbetalt et lån på 15.000 kr., til sikkerhed for hvilket indklagede modtog håndpant i de to ejerpantebreve. Dette lån blev indfriet den 15. januar 1990, på hvilket tidspunkt klageren også indfriede et lån på 32.597 kr. udbetalt i januar 1987.

Med hensyn til det beløb på 19.365,20 kr. som klageren oplyser, han har til gode, har indklagede anført, at det ikke fremgår, hvorledes klageren er nået frem til beløbet, eller på hvilket grundlag han mener at have beløbet til gode.

Indklagedes redegørelse har været forelagt klageren, der har anført, at indklagede åbenbart ikke forstår eller vil forstå klagen.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke, at klageren har oplyst eller sandsynliggjort omstændigheder, der tyder på, at indklagede skylder klageren noget beløb.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.