Indklagedes ændring af kontovilkår, hvorefter der ikke længere kunne foretages indskud på konto

Sagsnummer:489/2000
Dato:13-03-2001
Ankenævn:Peter Blok, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Ole Reinholdt, Ole Simonsen
Klageemne:Indlån - opsigelse
Ledetekst:Indklagedes ændring af kontovilkår, hvorefter der ikke længere kunne foretages indskud på konto
Indklagede:
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører, om indklagede var berettiget til at ændre en kontos indskudsvilkår, således at der med et varsel på ca. ½ år ikke længere kunne foretages indskud på kontoen.

Sagens omstændigheder.

Den 30. april 1997 oprettede klageren hos indklagede en såkaldt bonuskonto. Af aftalen herom fremgår:

"ForrentningIndestående på kontoen forrentes med en variabel rente på p.t. 0,250% p.a. Renten fastsættes af [indklagede] og tilskrives helårligt pr. 31.03.

BindingIndestående på kontoen er bundet i 2 år efter den første indbetaling. Derimod kan tilskrevne renter udbetales i bindingsperioden.

BonusVed årligt indskud på minimum 2.400 kr. i 2 år ydes en skattepligtig bonus på 4,000% p.a. af opsparingen (incl. tilskrevne ej hævede renter). Der kan indskydes ubegrænset på kontoen.

Bonus tilskrives 1. gang den 31.12. efter udløb af de 2 år, og herefter hvert år pr. 31.12. sålænge kontoen opretholdes i et helt indskudsår, og der indsættes minimum 2.400 kr. årligt. Hvis der indsættes under 2.400 kr. i et år, kan der ikke foretage yderligere indskud og kontoen gøres op.

Bonusberegningen ophører senest 10 år efter første indbetaling.

UdbetalingTilskrevne renter og bonus kan altid hæves. Efter de første 2 år kan der i øvrigt hæves på kontoen - dog minimum 1.000 kr. ad gangen.

………

Opsigelse[Indklagede] kan ophæve aftale med 3 måneders varsel, hvis kontohaver ikke overholder eventuelle gældsforpligtelser til sparekassen.

I øvrigt henvises til Almindelige forretningsbetingelser for [indklagede], som kontohaver har modtaget sammen med denne aftale."

Ved skrivelse dateret juli 2000 meddelte indklagede klageren, at fra udgangen af år 2000 ophørte muligheden for at foretage indbetaling på bonuskontoen.

Af pkt. 10 i indklagedes Almindelige forretningsbetingelser fremgår om opsigelse:

"[Indklagede] og kunden kan til enhver tid bringe kundeforholdet til ophør uden varsel."

Ved skrivelse af 13. november 2000 protesterede klageren over for indklagede mod, at indklagede fra udgangen af 2000 stoppede for yderligere indskud på bonuskontoen. Ved skrivelse af 21. s.m. fastholdt indklagede de ændrede kontovilkår.

Parternes påstande.

Klageren har den 14. december 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at der kan indskydes på kontoen indtil den 30. april 2007 med en bonusberegning på 4% p.a. samt en variabel rente.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagedes opsigelse af adgangen til at foretage indskud på bonuskontoen med virkning fra udgangen af 2000 er i strid med det aftalte.

Ændringen har ikke hjemmel i aftalens bestemmelse om opsigelse, idet denne bestemmelse kun finder anvendelse i tilfælde af misligholdelse. Den har heller ikke hjemmel i pkt. 10 i indklagedes almindelige forretningsbetingelser. Hertil kommer, at indklagede ikke har bragt kundeforholdet til ophør, men søgt at ændre betingelserne i aftalen.

Indklagede har anført, at indklagede i henhold til de Almindelige forretningsbetingelser til enhver tid og uden varsel kan bringe et kundeforhold til ophør. Bestemmelsen er ikke en misligholdelsesbestemmelse; misligholdelsesbestemmelser er indeholdt i ind­klagedes lånebetingelser.

Opsigelsen af adgangen til at foretage yderligere indskud blev foretaget i juli 2000 med virkning fra 31. december 2000. Klageren har således fået et tilstrækkeligt varsel til at finde et alternativt indlånsprodukt.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

I aftalen af 30. april 1997 vedrørende klagerens bonuskonto anføres i afsnittet om bonus bl.a., at der kan indskydes ubegrænset på kontoen, at den tilsagte bonus på 4% p.a. tilskrives 1. gang pr. 31. december i året efter udløbet af bindingsperioden på 2 år og derefter hvert år pr. 31. december, sålænge kontoen opretholdes i et helt indskudsår, og der indsættes minimum 2.400 kr. årligt, og at bonusberegningen senest ophører 10 år efter første indbetaling. Ankenævnet finder, at disse bestemmelser - læst i sammenhæng - må forstås således, at indklagede har forpligtet sig til i 10 år regnet fra den 1. indbetaling af alle indskud at betale den tilsagte bonus under forudsætning af, at klageren opfylder de angivne betingelser. Herefter, og da den af indklagede påberåbte bestemmelse i pkt. 10 i indklagedes almindelige forretningsbetingelser ikke kan føre til et andet resultat, var indklagede ikke berettiget til i juli 2000 over for klageren at opsige aftalen for så vidt angår indskud foretaget efter den 31. december 2000. Ankenævnet tager derfor klagen til følge som nedenfor bestemt.

Som følge heraf

Indklagede skal anerkende, at klageren kan foretage indskud på sin bonuskonto indtil den 30. april 2007, og at klageren - foruden den af indklagede fastsatte variable rente - har krav på en bonus på 4% p.a. af alle indskud foretaget indtil dette tidspunkt i overensstemmelse med aftalens bestemmelser herom.

Klagegebyret tilbagebetales klageren