Ekspeditioner vedrørende girokonto under kontohaverens bortrejse.
| Sagsnummer: | 376/1997 |
| Dato: | 14-04-1998 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Konto - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Ekspeditioner vedrørende girokonto under kontohaverens bortrejse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne sag vedrører ekspeditioner i tilknytning til klagerens girokonto hos indklagede i perioden 2. juli til 15. oktober 1997, hvor klageren var bortrejst til Grækenland. Kontoen blev benyttet til klagerens løbende indtægter og betalinger. Til kontoen var knyttet VISA/Dankort og postchecks.
Klageren har oplyst, at hun ca. 2 uger før afrejsen udfyldte og indleverede en blanket om midlertidig adresseændring på Øster Allé posthus. Bortrejsen blev nævnt for en af indklagedes medarbejdere, med hvem hun drøftede, hvorledes hun skulle forholde sig med hensyn til betaling af løbende regninger under bortrejsen. Hun meddelte medarbejderen, at hun ved at fremleje sin lejlighed opnåede en ekstra indtægt, som ville indgå på kontoen. Samtlige faste regninger/girokort blev udfyldt og lagt i gule kuverter med dato på, således at de kunne afsendes løbende af en af hendes bekendte.
Klageren har endvidere oplyst, at hun frem til ultimo juli 1997 modtog omadresseret post fra indklagede. Fra og med 1. august 1997 modtog hun ingen post fra indklagede og havde derfor ingen føling med, hvad der stod på kontoen, og hvilke betalinger der blev foretaget. Hun rettede forgæves henvendelse til indklagede pr. telefon og fax. Ved hjemkomsten den 15. oktober 1997 fandt hun indklagedes breve på bopælsadressen. På Øster Allé posthus blev det oplyst, at blanketten vedrørende omadressering var korrekt udfyldt, men at man af "uforklarlige grunde" og "beklageligvis" ikke havde omadresseret hendes post fra ca. den 25. juli 1997.
Det fremgår, at kontoen fra 4. juli til 4. august 1997 var i overtræk, og at indklagede i samme periode afviste 6 betalinger via kontoen på grund af manglende dækning. Indklagede beregnede sig 12 kr. i gebyr pr. afvisning. I samme periode fremsendte indklagede til klagerens bopælsadresse 13 kontoudtog med anmodning om inddækning af overtrækket. Den 22. juli 1997, hvor kontoen var i overtræk med 7.839,12 kr., fremsendte indklagede en rykkerskrivelse med samtidig meddelelse om, at kontoen var spærret for anvendelse af kontanthæveprodukter. For fremsendelsen af rykkeren beregnede indklagede sig et gebyr på 200 kr. Trods gentagne henvendelser fra klageren, første gang ved skrivelse af 5. august 1997, afslog indklagede at ophæve spærringen af kortet og at udlevere yderligere postchecks.
Fra og med 4. august 1997 var kontoens saldo positiv bortset fra perioderne 11. - 14. og 26. - 28. august 1997 samt 6. - 8. oktober 1997, på hvilket tidspunkt indklagede lukkede kontoen.
Den 11. august og 2. september blev der i henhold til indbetalingskort og overførselskort betalt 2 x 910 kr. til klagerens forsikring. Den for meget betalte præmie på 910 kr. blev tilbageført til kontoen den 19. september 1997.
Af den under sagen fremlagte korrespondance fremgår bl.a., at indklagedes juridiske afdeling ved telefax af 4. september 1997 til klagerens adresse i Grækenland nærmere redegjorde for, hvorledes klageren kunne bestille fremsendelse af kontoudskrifter pr. telefax, hvilket var forbundet med gebyr på 30 kr. pr. styk. Endvidere fremgår bl.a.:
"Ønsker De, at de kontoudskrifter, der fremsendes med posten, fremsendes til en anden adresse end Deres adresse i København, kan dette ske ved, at De skriftligt meddeler [indklagede] en alternativ sendeadresse."
Den 8. september 1997 afviste indklagede at efterkomme en af klageren via et græsk pengeinstitut fremsat anmodning om overførsel af 200 kr. fra kontoen, idet indklagede henviste til, at kontoens saldo var 99,31 kr.
Ved skrivelse af 11. september 1997 til klagerens bopælsadresse meddelte indklagede bl.a.:
"Hvis De ønsker Deres kontoudtog skal sendes til Grækenland, skal De have oprettet en sendeadresse dertil.
Vi kan ikke tilbyde dagligt at undersøge, om der udskrives kontoudtog og efterfølgende at faxe disse til Grækenland.
For at vi kan oprette en sendeadresse til Deres Græske adresse, beder vi Dem oplyse os denne."
Den 17. oktober 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere uretmæssige gebyrer og at yde erstatning for udgifter og tab. Klageren har anslået sine udgifter til telefon og fax til ca. 2.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun forud for sin afrejse på korrekt måde gav besked om omadressering af post på Øster Allé posthus, som er en af indklagedes afdelinger. Indklagede er ansvarlig for, at postvæsenet, som er en del af indklagede, ved en fejl ikke har ekspederet brevene i henhold til omadresseringen. Ved hjemkomsten fandt hun brevene fra indklagede på bopælsadressen, som under bortrejsen havde været fremlejet. De uåbnede breve er afleveret på Øster Allé posthus som bevis på, at hun ikke har fået den service, som hun har krav på, og som hun betaler for med renter og gebyrer. Hun betaler således 25 kr. månedligt for at få tilsendt kontoudtog. Indklagede var derfor ikke berettiget til at kræve yderligere betaling for fremsendelse pr. fax af de kontoudtog, som hun ikke modtog på sin midlertidige adresse. Indklagede inddrog VISA-kortet uden varsel, og uden at hun var bekendt med, at kontoen var i overtræk. Indklagede undlod endvidere uberettiget at betale nogle af regningerne, uden at hun blev bekendt hermed, mens indklagede for så vidt angår forsikringen gennemførte betalingen 2 gange. Indklagedes fejl og usmidige behandling har betydet, at hendes udlandsophold blev et både økonomisk og psykisk mareridt og har bl.a. medført, at hun over for fremtidige samarbejdspartnere står svagt.
Indklagede har anført, at kontoudskrifter og skrivelser fra indklagede er blevet fremsendt til den for klagerens konto registrerede adresse. Indklagede har på intet tidspunkt modtaget anmodning om, at klageren ønskede korrespondance fremsendt på en anden adresse. Indklagede har som ekstraservice fremsendt kontoudskrifter pr. telefax på rekvisition fra klageren mod betaling af et mindre gebyr. Det fremgår, at klageren har anmodet postvæsenet om eftersendelse af post til sin midlertidige adresse i Grækenland. I det omfang klagerens post ikke er blevet eftersendt i overensstemmelse hermed, er indklagede uden ansvar. Den mellem indklagede og Post Danmark indgåede samarbejdsaftale vedrører ikke postudbringning, der fortsat varetages af Post Danmark selv. Indklagede har gennemført betalinger via kontoen i det omfang, regningerne er modtaget, og indeståendet på kontoen har været tilstrækkeligt til dækning af betaling. Det var berettiget at afvise overtræk på kontoen og at inddrage de kontanthævemidler, der blev benyttet til at foretage de pågældende overtræk.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren havde givet meddelelse til postvæsenet om midlertidig adresseændring, og det forhold, at klagerens post fra slutningen af juli 1997 ikke blev omadresseret i overensstemmelse hermed, må antages at bero på en fejl fra postvæsenets side, som indklagede ikke kan gøres ansvarlig for.
Indklagede var berettiget til at afvise betalinger fra kontoen i det omfang, dennes indestående ikke var tilstrækkeligt til dækning af betalingerne. Ankenævnet finder, at indklagede på grund af de gentagne overtræk endvidere var berettiget til at inddrage klagerens VISA/Dankort og at afvise at udlevere yderligere postchecks. Det bemærkes herved, at indklagede forud herfor havde fremsendt adskillige kontoudtog med anmodning om inddækning af overtrækket, og at indklagede ved skrivelsen af 22. juli 1997 gav meddelelse om spærringen og oplyste om baggrunden herfor. Det må endvidere antages, at klageren har modtaget meddelelse om overtrækkene og de afviste betalinger, idet postvæsenet efter det af klageren oplyste eftersendte hendes post til den midlertidige adresse i Grækenland frem til den 25. juli 1997.
Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.