Frivilligt forlig, rentekrav, saldokvittering.
| Sagsnummer: | 186/1988 |
| Dato: | 06-06-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Mogens Hvelplund, Arnold Kjær Larsen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Forlig - fortolkning
|
| Ledetekst: | Frivilligt forlig, rentekrav, saldokvittering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 3. oktober 1987 underskrev klageren et af indklagedes advokat i anledning af et uinddækket overtræk på klagerens lønkonto fremsendt frivilligt forlig. Ifølge forliget udgjorde forfalden hovedstol 22.513,31 kr. og beregnede renter til og med den 8. september 1987 3.223,63 kr., hvortil kom inkassoomkostninger og stempel, således at den samlede gæld var opgjort til godt 27.000 kr. Hovedstol og renter m.v. skulle afdrages med 2.000 kr. pr. måned, første gang den 1. oktober 1987. Ifølge forliget skulle hovedstolen forrentes med 19,75% p.a. fra den 9. september 1987.
Beløbet skulle indbetales til advokaten, hvilket ifølge aftale mellem klageren og indklagede ændredes, således at klagerens månedsløn ca. 2.000 kr. - 2.500 kr. indgik direkte til indklagede, som anvendte de overførte beløb til nedskrivning af hovedstolen.
Der blev efter kravets overgivelse til inkasso ikke foretaget automatisk rentetilskrivning på kontoen, og ved forligets indgåelse valgte indklagede at undlade at genetablere den automatiske rentetilskrivning.
Efter forligets indgåelse indbetaltes 7 forskellige beløb på indlånskontoen. Beløbene hidrørte, bortset fra et beløb, der var indbetalt kontant, fra lønoverførslen. Endvidere blev der foretaget debiteringer på kontoen henholdsvis af advokatomkostninger den 1. februar 1988 244 kr. og udbetaling til klageren den 30. maj 1988 785,30 kr., hvorefter kontosaldoen udviste 0.
I skrivelse af 8 juni 1988 meddelte indklagede klageren at man, da kontoen i september 1987 blev sendt til inkasso, havde indstillet renteberegningen på kontoen, og at klageren derfor skyldte indklagede rente fra 31. december 1986 til 31. maj 1988, ialt 5.264,62 kr.
Efter at indklagede havde rykket klageren for indbetaling af beløbet og på klagerens opfordring havde fremsendt kopi af det frivillige forlig, kontoudtog og advokatafregning og redegjort for renteberegningen, anførte klageren i skrivelse af 5. oktober 1988, at indklagede ved den 30. maj 1988 at have udbetalt hende 785,30 kr. havde givet hende saldokvittering.
I skrivelse af 6. oktober 1988 oplyste indklagede, at klageren ifølge det frivillige forlig skulle indbetale 2.000 kr. pr. måned. Da de indbetalte beløb oversteg 2.000 kr., havde klageren ret til at få det overskydende beløb udbetalt, hvilket var sket den 30. maj 1988.
Efter yderligere brevveksling med afdelingen har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke er indklagede noget beløb skyldig.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun på grund af, at ydelserne var af forskellig størrelse, ikke havde overblik over restgældens størrelse. Ved en telefonisk henvendelse til afdelingen i april måned fik hun oplyst, at der efter indbetaling af 2 afdrag ville være ca. 785 kr. i overskud, som hun kunne få udbetalt i afdelingen, og at gælden således herefter var afdraget. I slutningen af maj måned fik hun beløbet udbetalt i indklagedes Nivå afdeling til trods for, at kontoen var lukket og hendes hævekort inddraget.
Det forhold, at indklagede glemte at beregne rente, kan ikke kommme hende til skade, og indklagedes handlemåde må i det hele opfattes således, at der er givet hende saldokvittering.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at de foretagne indbetalinger bortset fra en enkelt hidrører fra lønoverførslen. Da klageren må forudsættes at have modtaget meddelelser om disse lønoverførsler fra sin arbejdsgiver, kan hun ikke være uvidende om, hvilke beløb der indgik på kontoen til nedskrivning af hendes gæld i henhold til det frivillige forlig.
Beregnede renter indtil den 31. maj 1988 udgør 5.264,62 kr., hvoraf 3.223,63 kr. hidrører fra renter beregnet ifølge det frivillige forlig til og med 8. september 1987. Klager kan ikke have været uvidende om, at det ifølge det frivillige forlig beregnede rentebeløb på 3.223,63 kr. ikke var tillagt kontosaldoen 22.513,21 kr., ligesom udskift nr. 11 pr. 31. december 1987 ikke angiver et tilskrevet rentebeløb, hvilket tidligere ultimoudskrifter har givet.
Afdelingen har endvidere bestridt at have oplyst klageren om, at hun var frigjort for sin gæld pr. 31. maj 1988. Dette bestyrkes af, at afdelingen uden ophold, efter at kontoen var gået i 0, den 8. juni 1988 gjorde rentekravet gældende overfor klageren, og at man, da saldoen gik i 0, ikke sendte meddelelse herom til klageren.
Indklagedes anvendelse af de foretagne overførsler til forlods nedskrivning af hovedstolen har ikke berettiget klageren til at antage, at indklagede afstod fra rentekravet i henhold til det frivillige forlig, når henses til de informationer klageren har fået indtil den 31. december 1987 i form af udskrifter, hvoraf rentetilskrivningen fremgik.
Klageren har ved den anvendte fremgangsmåde haft en rentegevinst, idet der ikke er tilskrevet rentes rente, og indklagede har hverken ved sin accept af, at beløbet indbetaltes direkte til afdelingen i stedet for til inkassoadvokat, eller ved at have afskrevet indbetalingerne forlods på hovedstolen handlet således, at det frivillige forlig og deraf følgende rentekrav kan tilsidesættes.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må antages, at indklagedes medarbejder i forbindelse med udbetalingen af beløbet på 785,30 kr. til klageren den 30. maj 1988 har overset, at klageren fortsat skyldte et rentebeløb, og det må på denne baggrund i overensstemmelse med klagerens forklaring lægges til grund, at klageren fik at vide, at hun ikke længere skyldte indklagede noget. Når bl.a. henses til, at kravet om betaling af rentebeløbet blev fremsat allerede den 8. juni 1988, findes den begåede fejl imidlertid ikke at kunne medføre, at klageren fritages for betaling af dette beløb, som hun ubestridt skylder i henhold til det indgåede frivillige forlig.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.