Krav om refusion af gebyrer med henvisning til Sø- og Handelsrettens dom af 26. januar 1999 vedrørende pengeinstitutternes standardvilkår.
| Sagsnummer: | 222 /1999 |
| Dato: | 09-11-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Gebyr - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Krav om refusion af gebyrer med henvisning til Sø- og Handelsrettens dom af 26. januar 1999 vedrørende pengeinstitutternes standardvilkår. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
I denne sag har klageren stillet krav om refusion af gebyrer, der er opkrævet i forbindelse med hans kontoforhold med de indklagede.
Sagens omstændigheder.
Klageren har en almindelig løbende konto hos hver af de indklagede.
Ved skrivelse af 29. juli 1997 til indklagede II gjorde klageren indsigelse imod en gebyrændring, der medførte opkrævning af 3 kr. i gebyr for udstedelse af check. Hidtil havde udstedelse af op til 18 checks i kvartalet været gratis. Endvidere gjorde klageren generelt indsigelse mod pengeinstitutternes rente- og gebyrpolitik.
Ved skrivelse af 12. marts 1998 rejste klageren spørgsmålet om checkgebyrerne over for Forbrugerombudsmanden. Ved skrivelse af 25. marts 1998 fra Forbrugerstyrelsen til klageren blev der bl.a. henvist til, at Forbrugerombudsmanden havde anlagt sag ved domstolene vedrørende pengeinstitutternes aftalevilkår om renter og gebyrer m.v., og at denne sag fortsat verserede.
Ved skrivelse af 18. november 1998 til indklagede II anførte klageren, at han fandt det urimeligt, såfremt der blev indført gebyr på dankorttransaktioner. Endvidere gjorde klageren på ny generelt indsigelse mod rente- og gebyrvilkårene, herunder checkgebyret på 3 kr. Ifølge klageren havde indklagede oplyst, at checkgebyret udgjorde en symbolsk betaling, idet de faktiske omkostninger ved behandling af checks oversteg gebyret.
Spørgsmålet om gebyr for dankorttransaktioner blev af klageren tillige rejst over for erhvervsministeren.
Ved skrivelse af 16. februar 1999 til indklagede I gjorde klageren indsigelse mod opkrævning af et gebyr på 10 kr. for en girooverførsel til et andet pengeinstitut. Endvidere gjorde klageren indsigelse imod indklagedes gebyr på 10 kr. for en saldooplysning og 15 kr. for en kontoudskrift. Klageren henviste til, at der nu var afsagt dom i den af Forbrugerombudsmanden anlagte retssag, og at det herved var blevet fastslået, at pengeinstitutterne havde været uberettiget til uden videre at ændre gebyrsatser. Under henvisning til dommen og til to orienteringsskrivelser af henholdsvis 17. maj 1991 og 18. februar 1996, som var blevet fremsendt til klageren i forbindelse med henholdsvis omdannelsen af Postgiro til et aktieselskab og fusionen mellem Girobank og Bikuben, stillede klageren krav om refusion af gebyrer opkrævet siden oktober 1997 og om, at fremtidige girooverførsler blev friholdt for gebyrer, eller eventuelt opkrævet i begrænset antal.
Parternes påstande.
Den 8. juli 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at de indklagede tilpligtes at refundere pålignede gebyrer frem til Sø- og Handelsrettens dom af 26. januar 1999 og 1, henholdsvis 3 måneder, herefter.
De indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det ved dommen er fastslået, at pengeinstitutterne ikke har givet fornødent varsel ved indførelse og ændring af gebyrer, og at disse derfor uretmæssigt er opkrævet. Begge de indklagede har generelt brugt mange resourcer på at tiltrække kunder, hvorefter omkostningerne er blevet forøget og servicen forringet. Da gebyr- og rentebetingelserne stort set er ens i alle pengeinstitutter, er der ikke reel konkurrence. Det har hos indklagede I været vanskeligt at få en forklaring på, hvorfor det er mere omkostningskrævende at overføre et beløb til et andet pengeinstituts girokonto end til en anden, og indklagede har i forbindelse med hans forespørgsel herom givet en uforskammet behandling. Fra indklagede II har han endnu ikke fået en fornuftig forklaring på checkgebyret på 3 kr. Afgørelsen af sagen bør ske ikke alene ud fra juridiske, men også moralske og etiske vurderinger.
Indklagede I har anført, at det ved Sø- og Handelsrettens dom alene er fastslået, at det er i strid med kravene til god markedsføringsskik at anvende vilkår, hvori pengeinstituttet forbeholder sig en efter vilkårets ordlyd ubegrænset ret til egensindigt at ændre rente, provisioner eller gebyrer. Der er efter markedsføringsloven ikke grundlag for at pålægge forholdsregler, som griber ind i indtjeningspolitikken eller indtjeningsstrukturen. Dommen fastslår ikke, at der uretmæssigt har været opkrævet gebyrer. For så vidt angår gebyret ved overførsel af midler til et andet pengeinstitut kan det oplyses, at de procedurer, der anvendes ved overførsel af midler henholdsvis til en konto udenfor indklagede og til en konto hos indklagede er forskellige, hvilket har indflydelse på prissætningen.
Indklagede II har anført, man har efterkommet dommen ved straks at ændre de almindelige forretningsbetingelser, således at indholdet heri blev bragt i overensstemmelse med dommen. Selve opkrævningen af et gebyr blev ikke anfægtet ved dommen, ligesom der heller ikke blev fastsat en grænse for gebyrernes størrelse. Opkrævningen af gebyrer hos klageren har således både før og efter dommens afsigelse været berettiget.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Sø- og Handelsrettens dom af 26. januar 1999 fastslår alene, at et pengeinstituts anvendelse af vilkår for private kunder, som efter deres ordlyd giver pengeinstituttet en ubegrænset adgang til ensidigt at ændre rente, provision eller gebyrer, er i strid med markedsføringslovens § 1. Dommen indebærer således ikke, at de indklagedes indførelse og opkrævning af gebyrer, herunder de i denne sag omhandlede, har været uberettiget.
Der er efter det foreliggende ikke grundlag for at antage, at de gebyrer, klagen angår, kan tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36, eller andre regler, ligesom der ikke er holdepunkter for at antage, at der ikke er givet fornødent varsel ved indførelse eller ændringer.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge over for nogen af de indklagede.