Delvis afvisning, erhverv. Håndpantsætning, gyldighed og omfang.
| Sagsnummer: | 594 /1991 |
| Dato: | 21-08-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Ejerpantebrev - gyldighed af håndpantsætning
|
| Ledetekst: | Delvis afvisning, erhverv. Håndpantsætning, gyldighed og omfang. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved håndpantsætningserklæring af 1. maj 1989 håndpantsatte klager A et ejerpantebrev på 170.000 kr. med pant i klagerens faste ejendom til sikkerhed for sit eget engagement med indklagede, sin ægtefælle, klager B's engagement med indklagede og et af klager B ejet anpartsselskabs engagement. Anpartsselskabet blev stiftet samme dag og registreret den 21. februar 1990. Det er i tegningsudskrift fra Erhvervs og Selskabsstyrelsen anført, at klager A var stifter af anpartsselskabet, medens klager B er anført som direktør.
Ved kontrakt af 8. juni 1989 ydede indklagede anpartsselskabet u/stiftelse en kassekredit på 150.000 kr. Til sikkerhed for denne kassekredit afgav klager B selvskyldnerkautionserklæring. Der var i lånedokumentet i rubrikken vedrørende håndpant henvist til klager A's håndpantsætningserklæring. Samme dag ydede afdelingen anpartsselskabet u/stiftelse et billån på 174.700 kr. Til sikkerhed herfor deponeredes et løsøreejerpantebrev på 160.000 kr. med pant i den pågældende bil, og klager B afgav selvskyldnerkautionserklæring, hvorefter han kautionerede for selskabets forpligtelser i anledning af billånet. Klager A underskrev såvel kassekreditten som billånet på vegne af selskabet.
I slutningen af oktober 1990, hvor saldoen på kassekreditten udgjorde ca. 347.000 kr. (debet), meddelte indklagede klagerne, at der ikke kunne foretages yderligere træk på kassekreditten. Ved årets udgang udgjorde debetsaldoen 362.500 kr. Kassekredittens maximum var på dette tidspunkt forhøjet til 199.173 kr., og selskabets samlede mellemværende med afdelingen udgjorde 518.500 kr.
Ved skrivelse af 30. april 1991 til indklagede meddelte klager B, at det ville være nødvendigt at afvikle anpartsselskabets kassekredit over en længere periode, eventuelt ved omlægning til et fast lån. Ved skrivelse af 17. maj 1991 til anpartsselskabet opsagde indklagede selskabets engagement til fuld indfrielse den 28. maj 1991. Den 11. juni 1991 overgav indklagede anpartsselskabets engagement til retslig incasso. Den 12. juni 1991 gjorde indklagedes advokat et krav på 571.789,41 kr. (inklusiv incassoomkostninger) gældende over for anpartsselskabet og over for klager A "som kautionist".
Klagerne har oprindelig indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at fremkomme med dokumentation for kontoopgørelsen af billånet, at indgå i forhandling om frivillig akkord og rekonstruktion af selskabet eller en afdragsordning, samt at nedskrive rentesatser og godtgøre uretmæssigt opkrævede gebyrer.
Sekretariatet afviste ved skrivelse af 6. december 1991 at behandle klagen under henvisning til, at klagen vedrører et erhvervsforhold, jf. Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2 og 3.
Klagerne har hertil anført, at klager A har håndpantsat et ejerpantebrev som privat håndpantsætter, samt at klager B på tidspunktet for afgivelsen af kautionserklæringen var lønmodtager og siden 15. september 1991 påny har været lønmodtager, idet det erhvervsmæssige engagement blev afsluttet ved firmaets lukning i september måned 1991. Efter at klager B har oplyst, at han var eneanpartshaver i anpartsselskabet, har sekretariatet meddelt, at klagen alene kan behandles for så vidt angår klager A's forhold, men afvist klagen for så vidt angår klager B's forhold. Klager B har ønsket denne afvisning indbragt for Ankenævnet.
Klagerne har anført, at indklagede ikke har oplyst klager A om den risiko, der var forbundet med at håndpantsætte et ejerpantebrev i privatboligen. På håndpantsætningstidspunktet forefandtes der i selskabet en samlet aktivmasse, der betydeligt oversteg den sikrede kassekredits størrelse. Der er kun stillet sikkerhed for 150.000 kr., og indklagede er således ikke berettiget til at gøre et større krav gældende overfor klager B.
Indklagede har under henvisning til sekretariatets afgørelse alene udtalt sig om den sidstnævnte del af klagen, der angår det af klager A stillede håndpant. Indklagede har hertil anført, at afdelingen i maj 1989 loyalt har rådgivet klager A om betydningen af at håndpantsætte et ejerpantebrev til indklagede til sikkerhed for anpartsselskabets engagement. I overensstemmelse med indklagedes sædvanlige fremgangsmåde har afdelingen stillet krav om kaution eller håndpant fra stifteren og anpartshaveren ved lån til anpartsselskabet. Uanset at anparterne ejes af klager B, finder indklagede, at der er en sådan tilknytning mellem klager B og klager A, at det må lægges til grund, at klager A har været bekendt med omstændighederne ved selskabets optagelse af lån og betydning af håndpantsætningen. Indklagede er imidlertid indstillet på kun at gøre kassekredittens oprindelige maximum på 150.000 kr. gældende overfor klager A.
Ankenævnets bemærkninger:
Det tiltrædes af de af sekretariatet anførte grunde, at Ankenævnet ikke kan behandle de oprindelige klagepunkter, der angår anpartsselskabets forhold. Det tiltrædes endvidere, at det tillige falder uden for Ankenævnet kompetence at behandle klager B's forhold som kautionist, idet også dette forhold må anses for erhvervsmæssigt, da klager B var direktør for og ejer af anpartsselskabet.
Der findes ikke at være oplyst omstændigheder, som kan begrunde, at den af klager A foretagne håndpantsætning af ejerpantebrevet på 170.000 kr. ikke kan gøres gældende over for klageren. Indklagede har erklæret, at man alene vil gøre et beløb på 150.000 kr. svarende til kassekredittens oprindelige maksimum gældende mod klageren. Idet bemærkes, at dette beløb er mindre end ejerpantebrevets hovedstol, kan klagen herefter ikke tages til følge.
Som følge heraf
Klagen vedrørende klager A's håndpantsætning tages ikke til følge. De øvrige klagepunkter kan Ankenævnet ikke behandle. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.