Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med en valutaswap og terminsforretninger
| Sagsnummer: | 130/2012 |
| Dato: | 28-08-2013 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Christian Bremer, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg og Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Rente - øvrige spørgsmål
Terminsforretninger - rådgivning Valuta - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med en valutaswap og terminsforretninger |
| Indklagede: | Østjydsk Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelse over for Østjydsk Bank om mangelfuld rådgivning i forbindelse med en valutaswapaftale og flere terminsforretninger.
Klageren var i 2005 kunde i Østjysk Bank.
Ultimo 2005 indhentede banken et tilbud på et realkreditlån for klageren. Banken har anført, at lånetilbuddet vedrørte finansiering af klagerens udlejningsejendom. Banken foreslog som alternativ finansiering, at klageren kunne optage et valutalån (udlandslån) i CHF (schweizerfranc). Banken har fremlagt et brev og to notater herom. Klageren har anført, at en valutaswapaftale ikke blev drøftet i denne forbindelse og at han ikke tidligere har været bekendt med bankens interne notat, hvoraf det blandt andet fremgår, at klagerens ægtefælle havde drøftet blandt andet skatteforhold og slutfinansiering med sin revisor.
Klageren har oplyst, at han i 2007 renoverede sin udlejningsejendom. Til brug herfor havde han i Østjydsk Bank optaget en driftskredit på 3.900.000 kr. med en variabel udlånsrente på 6,1 %. Klageren tog kontakt til banken og spurgte, om det var muligt at "optimere renten" på driftskreditten. En erhvervskunderådgiver præsenterede ham for en valutaswap i CHF (schweizerfranc). Klageren har anført, at han ikke vidste, hvad en valutaswap var og at han ikke modtog nogen nævneværdig rådgivning herom. Han valgte at følge rådgiverens anbefaling og indgik en valutaswapaftale.
Af en mail af 4. juli 2007 fra erhvervskunderådgiveren til klageren fremgår:
"... Hej …
Jeg har fået den endelige rentesats 4,3%, så besparelsen er på ca. 1,8% pa.
Med venlig hilsen
…"
Klageren underskrev samme dag en "Rammeaftale om indgåelse af finansielle forretninger …", hvoraf fremgår:
"…
Forretnings- | Kunden har adgang til at indgå finansielle forretninger inden for et vægtet forretningsomfang på DKK 390.000,00 |
Forretnings- | Forretninger kan indgås inden for følgende områder (kryds af): |
| Valutatermin |
… | … |
Stop loss | Banken kan i særlige situationer, og såfremt der ikke er 20% overdækning, kræve kontante indbetalinger fra kunden eller kræve anden sikkerhed stillet. … |
Hæftelse | Kunden alene er ansvarlig for resultatet af de indgåede forretninger. Kunden hæfter over for banken for ethvert tab, som måtte opstå som følge af forretningerne, uanset om forretningerne gennemføres efter rådgivning fra banken. Kunden er bekendt med, at forretningerne er forbundet med høj risiko samt, at et eventuelt tab kan overstige beløbet, som udgør det vægtede forretningsomfang. |
…"
Af tilhørende bilag fremgår:
"…
Kort om swaps
Generelt | Definition | En swap er en kontrakt om på aftalte vilkår i en aftalt periode at bytte underliggende aktiv og dermed de heraf afledte betalingsstrømme. Aftalen er bindende for begge parter. |
Individuel aftale | Det er en individuel aftale, hvilket vil sige, at valutasammensætning, kontraktstørrelse og løbetid m.v. ikke er standardiseret. Der indbetales ikke initialmargin, men der er løbende afregning på den måde, at renteforskellen mellem de 2 underliggende aktiver udveksles. | |
Førtidig lukning | Førtidig lukning af en swap sker ved at indgå en tilsvarende modgående forretning. | |
To typer swaps | Swaps kan opdeles i to typer: | |
Sådan beregnes omkostningerne | Omkostningen beregnes som et rentetillæg til den aftalte rente. | |
Rente- og | Lang valuta-termins-forretning | I en rente- og valutaswap byttes 2 valutaer i en periode - typisk fra 1 til 3-5 år. En rente- og valutaswap svarer dermed til en lang valutaterminsforretning. |
Tab/gevinst | Eftersom den aftalte forrentning af swappens hovedstole er fast i hele swappens løbetid, er swappens tabs-/gevinst saldo ved udløb alene afhængig af kursudviklingen på de to valutaer fra indgåelsestidspunktet til udløb. Rentebeløbene på swappens to hovedstole udveksles brutto 1 gang årligt. Ved førtidig lukning er swappens tabs-/gevinstsaldo derimod afhængig af såvel renteudviklingen som kursudviklingen på de to valutaer, idet den modgående forretning indgås til det renteniveau, som gælder på lukketidspunktet. | |
Anvendelse | Rente- og valutaswaps anvendes til sikring imod udviklingen i to valutaers indbyrdes rente- og valutakursforhold, til spekulation heri samt i forbindelse med omlægning af valutalån. | |
Afvikling | Rente- og valutaswaps afvikles normalt ved, at swappens hovedstol udveksles. | |
...
Forlængelse | Forlængelse af indgåede forretninger skal ske efter aftale med banken for så vidt angår valutaforretninger med et varsel på 72 timer, for så vidt angår andre terminsforretninger med et varsel på mindst 96 timer med markedsadgang. |
…"
Af valutaswapaftalen, som klageren underskrev den 10. juli 2007, fremgår:
"…
Dato 06.07.2007 …
Bekræftelse af Valutaswapaftale
…
Handelsdato | : 04.07.2007 |
Startdato | : 06.07.2007 |
Slutdato | : 29.09.2017 i overensstemmelse med "The Modified Following Business Day Convention" |
...
Betaler af variabel rente | … [klageren] |
Beregningsgrundlag (hovedstol) | : CHF 868.210,15 |
Variabel rentesats for 1. periode | : 2,98000% p.a. |
Renteberegningsmetode | : "FAK/360" |
… | … |
Renteperiodens længde | : 3 måneder |
… | … |
Betaler af variabel rente | … Østjydsk Bank A/S |
Beregningsgrundlag (hovedstol) | : DKK 3.900.000,00 |
Variabel rentesats for 1. periode | : 4,32500 % p.a. |
Renteberegningsmetode | : "FAK/360" |
… | … |
Renteperiodens længde | : 3 måneder |
… | … |
… [klageren] |
|
Østjydsk Bank A/S |
|
…"
Banken har anført, at aftalen på dette tidspunkt umiddelbart gav klageren en rentebesparelse på 1,345 % p.a.
Klageren modtog herefter løbende markedsværdiopgørelser for swappen samt "Advisering vedr. valutaswap aftale" angående klagerens og bankens rentemæssige afregning for det foregående kvartal.
Klageren har anført, at schweizerfrancen begyndte at stige kort tid efter, at rammeaftalen blev indgået. Han blev bekymret og kontaktede i de følgende år flere gange banken, som garanterede, at der ikke var noget at være nervøs for.
Banken har fremlagt et brev fra oktober 2008 til klageren, hvoraf fremgår:
"…
Nyt om valutaudviklingen
Grundet den fortsatte finanskrise, der gradvist er ved at glide over i en mere fundamental bekymring for recession, sker der for tiden store forskydelser valutaerne imellem. …
…
Forskydningerne har blandet andet haft den effekt, at mange swapforretninger lige for tiden har en negativ markedsværdi. Det gælder i særlig grad for swapforretninger i den tjekkiske koruna (CZK) og den schweiziske franc /CHF). Har du swapforretninger i en af de nævnte valutaer, vil vi anbefale dig at kontakte os med henblik på at se nærmere på dine muligheder, der blandt andet afhænger af, hvilken anden valuta swapforretningen er baseret på.
…"
Ultimo 2008 blev klagerens driftskredit nedskrevet til 650.000 kr., idet han indfriede den øvrige del af kreditten ved hjemtagelse af et realkreditlån på 3.120.000 kr.
Banken har fremlagt et brev fra medio 2010 til klageren, hvoraf fremgår:
"…
Vedrørende lån / valutaswap i schweizerfranc
Som et resultat af den nervøsitet der fortsat præger finansmarkederne har kursen på schweizerfranc overfor euro i den seneste tid udviklet sig til et historisk højt niveau. Da kursen på den danske krone er fast knyttet til euro, har forholdet mellem krone og schweizerfranc udviklet sig på samme måde.
Den fortsatte usikkerhed omkring den finansielle situation i de gældsplagede lande i eurosamarbejdet betyder desværre, at der fortsat er stor usikkerhed om, hvor længe udviklingen fortsætter i den nuværende retning.
Derfor anmoder vi dig om, med baggrund i dine egne økonomiske forhold, at tage stilling til en øvre grænse for, hvornår forretningen skal reduceres eller nedlukkes.
Du bedes i alle tilfælde kontakte din kunderådgiver for yderligere rådgivning og drøftelse af situationen.
…"
Af en mail af 9. juli 2010 fra klageren til banken fremgår, at klageren bekræfter at være blevet kontaktet vedrørende swap-aftalen og at han har valgt at lade den "køre".
Af bankens mail af 25. august 2010 til klageren fremgår, at klageren opfordres til at meddele, hvor meget valutaen schweizerfranc må stige, inden banken kontakter ham for eventuelt at lukke aftalen.
Af bankens mail af 16. juni 2011 til klageren og hans ægtefælle Æ fremgår:
"…
Tak for et behageligt møde af g.d.
Vi kan hermed bekræfte, at der [er] indført en stop/loss på kurs 625 på jeres chf-swap.
Hvis chf-swap opgøres pt., vil den kunne lukkes til ca. kr. 1.595.000.
Som nævnt … [på] mødet har vi foreslået 2 modeller:
Der kan indgåes en terminsforretning når vi når stop/loss således vi sikrer os, at tabet ikke kan blive væsentlig større end det aftalte samt at … [swappen] ikke lukkes. Hvis chf-kursen stiger bliver terminsforretningen mere værd og chf-[swappen] mindre værd – de udligner hinanden.
…
Hvis I forventer at CHF-kursen er på vej ned igen og I vil "spille med igen" skal I selv være proaktive og kontakte Østjydsk Bank ved lukning af terminsforretningen samt ved åbning af ny terminsforretning, hvis det er aktuelt.
Alternativ 2 er, at vi lukker chf-[swappen] når vi når stop/loss. Finansieringen hertil kunne være en forhøjelse af kreditten i ØB. …
…"
Af Æ’s mail af 16. juni 2011 til banken fremgår:
"…
Med henvisning til behagelig samtale aftaltes:
Når chf når kurs 625 laves/starter stop/loss. Og [rulles] til vi kontakter jer.
…"
Banken har oplyst, at klageren i perioden 26. juli - 3. august 2011 indgik syv terminsforretninger med valør den 30. september 2011.
Den 4. august 2011 underskrev klageren blandt andet to rammeaftaler vedrørende henholdsvis valutaterminer og swaps inden for et forretningsomfang på 600.000 kr. samt en egnethedstest. Af testen fremgår, at klageren har kendskab/erfaring med valutaswaps og valutaterminer samt en høj risikovillighed vedrørende pensionsmidler placeret i et værdipapirdepot.
Af bankens mail af 25. oktober 2011 til klageren og Æ fremgår:
"…
I har oplyst, at I mod bankens rådgivning ønsker at udtræde af eksisterende CHF terminsforretning. Terminsforretningen blev etableret som modforretning til jeres valutaswap i CHF, for at sikre jer mod yderligere kursstigninger på CHF.
Jeg skal hermed oplyse, at banken med henvisning til ovennævnte accepterer, at I lukker jeres terminsforretning mod, at I indbetaler tabet.
I har oplyst telefonisk, at I ønsker tabet indbetalt via hjemtagelse af kreditforeningslån i … [ejendom E] med et provenu på ca. kr. 400.000 og ikke som tidligere ved ophævelse af pensionsordninger. Resten af tabet inddækkes via indestående og udnyttelse af eksisterende kassekreditter i banken.
Jeg skal samtidig oplyse, at I, når omtalte terminsforretning er lukket, igen har fuld risiko for eventuelle kursstigninger på jeres CHF Swap. Dette betyder, at jeres swap ved kursstigninger vil blive dyrere at indfri.
I forbindelse med lukning af terminsforretningen vil banken fastsætte en stop loss på kurs 620. Hvis CHF når denne kurs vil banken lukke jeres swap, hvilket vil medføre, at et evt. tab skal indfries af jer. Vi vil naturligvis forsøge at få fat på jer inden en evt. lukning. Lykkedes det ikke vil jeres CHF swap blive lukket alligevel.
Dette bedes I bekræfte som svar på denne mail.
Lukning af jeres terminsforretning, kan først begynde når der [er] klarhed over provenuets størrelse og dokumenterne ifb. med hjemtagelse af kreditforeningslånet er underskrevet og leveret i Østjydsk Bank samt bekræftelse på denne mail.
…"
Af bankens mail af 31. oktober 2011 til klagerne fremgår:
"…
Så har jeg vurdering på … [ejendom E].
Skal [jeg] begynde at gøre noget klar?
…"
Klagerne har oplyst, at de afslog dette.
Ved brev af 29. november 2011 rettede klagernes advokat A henvendelse til banken og anførte, at banken ikke havde opfyldt sin rådgivningsforpligtelse over for klagerne og at banken derfor var erstatningsansvarlig for klagernes tab.
Parterne nåede i den følgende korrespondance ikke til enighed.
Parternes påstande
Den 13. april 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Østjydsk Bank skal anerkende, at han er berettiget til at træde tilbage fra valutaswap-aftalen og terminsforretningen samt at han skal holdes skadesløs for ethvert tab, som han har haft, i forbindelse med disse aftaler.
Østjydsk Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han ikke modtog rådgivning i forbindelse med indgåelsen af valutaswapaftalen.
Banken anvender interne notater, men banken har ikke dokumenteret sin påstand om at have ydet ham rådgivning.
Til trods for at banken var bekendt med hans formueforhold, blev der ikke drøftet en risikogrænse.
Han fik på mail oplyst, at besparelsen ville være ca. 1,8 %. Han havde den opfattelse, at det alene handlede om renter og renteforskelle. Han havde ikke nogen idé om, hvordan konstruktionen ellers hang sammen.
Da schweizerfrancen steg, blev han bekymret og kontaktede banken, som ikke informerede om muligheden for stop/loss.
En af bankens medarbejdere forsøget at berolige ham med, at swappen kunne "rulles" ved udløb. Hverken denne eller en anden medarbejder kunne nærmere forklare, hvad dette betød.
Han følte sig ikke tryg ved rådgivningen, men forstod det sådan, at der først skulle/kunne gøres noget, når swappen udløb i 2017.
Banken lod blot hans gæld vokse uden at yde nogen form for rådgivning eller orientering om, hvorledes tabet eventuelt kunne minimeres/stoppes.
I sommeren 2011 blev han kontaktet af banken, som var interesseret i at lave en terminsaftale. Han var ikke tidligere blevet foreslået denne løsning. Det blev forklaret, at hvad, der blev tabt på swappen, blev tjent ind på terminsaftalen - og omvendt.
Han følte sig presset til at indgå terminsaftalen, da banken ellers ville opsige swappen, hvilket han ikke havde nogen interesse i.
I forbindelse med denne aftale modtog han heller ikke nogen form for rådgivning. Han havde det indtryk, at terminsbeløbet var et fast beløb hvert kvartal med tillæg af et ekstra beløb til rulning af terminsaftalen.
Han kontaktede banken adskillige gange hen over sommeren 2011, da han følte sig utryg ved at have hørt, at Schweiz ville indføre en fastkurspolitik.
Han ønskede en kurs, som han kunne gå med ned på, når kursen faldt, men det blev afvist af banken.
Såvel valutaswap som terminsforretning blev indgået på bankens anbefaling som sikker og risikofri og uden rådgivning om, at der var tale om højrisiko spekulationsforretninger.
Hele kontraktforholdet er baseret på mangelfuld og uprofessionel rådgivning. Banken har direkte handlet imod hans interesser.
Østjydsk Bank har blandt andet anført, at klageren over for banken selv fremsatte ønske om lån i fremmed valuta (CHF) for at nedbringe den samlede renteudgift på hans lånefinansiering.
Klageren modtog rådgivning om muligheder, produktindhold og risiko, jf. blandt andet de underskrevne aftaler. I forbindelse med indgåelse af terminsforretningerne har Østjydsk Bank A/S’ fondsafdeling haft en temmelig omfattende telefonisk dialog med klageren omkring forretningerne. Klagerens spørgsmål blev i denne anledning besvaret, og bankens fondsafdeling var meget opmærksom på, at der blev lavet en stop loss niveauer, når nettopositionen var åben.
Østjydsk Bank A/S’ fondsafdeling optager deres samtaler med kunderne, og banken er derfor i besiddelse af et stort antal båndoptagelser af telefonsamtaler med klagerne, hvor deres forretninger bliver drøftet. Banken opfordrer derfor klageren til at specificere, hvilke tidspunkter / møder der klages over, således at banken har mulighed for at finde det relevante materiale frem/ at spørge de relevante medarbejdere.
Klageren har løbende modtaget information om værdien af hans swapforretning.
Banken opfordrede ved flere lejligheder klageren til at overveje stop/loss niveauer på hans eksponering i CHF.
Banken havde en omfattende dialog med klageren vedrørende neutralisering af valutarisikoen i hans engagementer og de heraf afledte forretninger.
Klageren ville efter eget ønske forsøge at vinde noget af det tabte på swappen tilbage. Strategien blev aftalt mellem klageren og bankens fondsafdeling. Banken har et stort antal båndoptagelser af telefonsamtaler med klageren, hvor forretningerne bliver drøftet.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet lægger på baggrund af sagsmaterialet til grund, at klageren forud for indgåelsen af valutaswapaftalen rettede henvendelse til banken med et ønske om at høre forslag til en billigere finansieringsform end den driftskredit, som han havde. Det lægges endvidere til grund, at klageren og Østjydsk Bank i forbindelse med klagerens udlejningsejendom har drøftet optagelse af realkreditlån, valutalån (udlandslån), driftskredit og valutaswapaftale, (jf. bl.a. bankens mail af 4. juli 2007 til klageren samt rammeaftale og valutaswapaftale af samme dato).
Ankenævnet bemærker, at klageren underskrev en rammeaftale, hvoraf - vedrørende "hæftelse" - fremgår, at "Kunden er bekendt med, at forretningerne er forbundet med høj risiko samt, at et eventuelt tab kan overstige beløbet, som udgør det vægtede forretningsomfang." I bilagsmaterialet forefindes et afsnit benævnt "Kort om swaps".
Ankenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at Østjydsk Bank i relation til valutaswapaftalen eller de med klageren indgåede terminsforretninger har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.