Anmodning om hævning af garantkapital var sket forinden indførelse af opsigelsesvarsel.
| Sagsnummer: | 516/2008 |
| Dato: | 27-05-2010 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Garantbeviser - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Anmodning om hævning af garantkapital var sket forinden indførelse af opsigelsesvarsel. |
| Indklagede: | Morsø Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører om indførelse af et opsigelsesvarsel for udbetaling af garantindskud i en sparekasse havde virkning for beløb, som klageren forinden mente at have anmodet om overført til anden konto.
Sagens omstændigheder.
Klageren blev i efteråret 2007 garant i Sparekassen Spar Mors.
Af en fremlagt e-mail korrespondance mellem klageren og sparekassen forud for klagerens indskud på en garantbeviskonto fremgår, at sparekassen den 31. oktober 2007 oplyste:
"Når du køber Garantbeviser, er det en indskudt kapital i sparekassen. Du kan sammenligne det lidt med, hvis du køber aktier i en bank."
Ultimo september 2008 havde klageren et indskud på 10.000 kr. på en garantbeviskonto i sparekassen samt en tilknyttet g-konto.
Ved e-mail af 29. september 2008 kl. 20.50 forespurgte klageren medarbejderen A i sparekassen om flytning af garantbeviser. Af mailen fremgår:
"Med baggrund i den aktuelle situation ønsker jeg at minimere risiko ved at ophæve mine garantbeviser (og dermed også min g-konto). Imidlertid kan jeg ikke via portalbanken komme til at overføre pengene fra garantbeviserne. Skal begge poster over på en ny konti, eller hvordan klarer vi situationen?"
Medarbejderen A besvarede e-mailen den 2. oktober 2008 kl. 11.55. Af mailen fremgår:
"Der er flere måder at gøre dette på.
Vi kan lave en helt ny konti hvor vi overfører alle pengene til, eller vi kan overfører 5.000,- fra garantbeviserne til g-kontoen, da g-kontoen er dækket af indskydernes garantifond, på lige vilkår med alle andre konti. Der skal dog min. stå 5.000,- tilbage på garantbeviserne, så kan der stå optil 50.000,- på g-kontoen.
www.indskydergarantifonden.dk
Giv mig besked om hvad du ønsker, eller hvis du har nogle spørgsmål."
Ved e-mail samme dag kl. 23.15 meddelte klageren, at han gerne ville "have overført alle pengene til en anden konto".
Ved e-mail af (fredag) den 3. oktober 2008 kl. 16.16. meddelte A klageren:
"Det skal vi nok finde ud af.
Den konto der giver den bedste rente efter garantbeviserne er en 6 mdr. opsigelse der giver vi pt. 4,5% pa. Som navnet på kontoen siger er der en opsigelses periode på 6 mdr."
Med virkning fra mandag den 6. oktober 2008 indførte sparekassen et opsigelsesvarsel på en måned for indskud på garantbeviskonti.
I en e-mail af 7. oktober 2008 kl. 20.57 sendt til medarbejderen A anførte klageren, at han lige havde været inde på sin portalbank og kunne se, at der fortsat stod 10.000 kr. på garantbeviskontoen.
Den 9. oktober 2008 orienterede sparekassen klageren om opsigelsesvarslet og meddelte, at overførslen af indeståendet på garantbeviskontoen herefter ville ske den 6. november 2008.
I slutningen af oktober 2008 overdrog Sparekassen Spar Mors sine aktiviteter til Morsø Bank. Morsø Bank overtog ikke sparekassens forpligtelser vedrørende garantkapitalen. Sparekassen blev efterfølgende taget under konkursbehandling.
Ved brev af 21. november 2008 afviste Morsø Bank klagerens krav om betaling af 10.000 kr.
Af vedtægter for Sparekassen Spar Mors fremgår:
"…
§ 3.
…
Stk. 2
Ingen garant er forpligtet til at lade garantikapitalen indløses og ingen har krav herpå. Sparekassen er kun berettiget til at indløse garantikapital, såfremt antallet af stemmer ikke derved bringes under 1.000, garantikapitalen ikke under 1 mio. kroner og egenkapitalen ikke under kravet i lov om banken og sparekasser §21.
…"
Parternes påstande.
Klageren har den 8. december 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Morsø Bank betaler 10.000 kr.
Morsø Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ved sin mail af 29. september 2008 tilkendegav, at han ville ophæve indskuddet på garantbevis. På dette tidspunkt havde sparekassen ikke indført et opsigelsesvarsel, men havde den praksis, at garanterne på anfordring kunne hæve garantindskud.
I forbindelse med hans indskud på garantbeviskontoen oplyste sparekassen, at et sådant indskud svarede til køb af aktier. Aktier må anses for et likvidt aktiv, der kan omsættes fra dag til dag. Han bemærker herved, at han ikke har modtaget vedtægter for sparekassen.
Efter at sparekassens medarbejder i sin mail af 2. oktober 2008 havde nævnt muligheden for oprettelse af ny konto eller en overførsel på 5.000 kr. fra garantbeviskontoen til g-kontoen, meddelte han samme dag, at han ønskede alle pengene overført til en anden konto. Den følgende dag meddelte medarbejderen, at "det skal vi nok finde ud af".
Morsø Bank har anført, at det fremgår af sparekassens vedtægter, at ingen garant har krav på indløsning af garantikapital. Sædvanen var dog, at sparekassen på en garants anmodning frigav kapital.
Med virkning fra 6. oktober 2008 besluttede sparekassens bestyrelse at indføre et opsigelsesvarsel på en måned ved udbetaling fra garantbeviskonti.
Klagerens e-mail af 29. september 2008 blev afsluttet med spørgsmål om, hvordan situationen skulle klares og lagde op til en dialog, hvorfor klageren ikke på dette grundlag kunne forvente, at indeståendet på garantbeviskontoen blev overført til en anden placering.
Klagerens senere e-mail af 2. oktober 2008, hvor han oplyste, at han ønskede indskuddet overført til en anden konto, blev besvaret den følgende dag med et forslag om overførsel til en konto med et opsigelsesvarsel på seks måneder. Klageren reagerede herefter den 7. oktober 2008 med at konstatere, at pengene fortsat var bundet i garantbeviser, men svarede ikke på medarbejderens forslag i mailen af 3. oktober.
Som følge af garantbevisernes status som ansvarlig kapital havde garanterne, uanset sædvane, grundlæggende ikke krav på at få garantindskuddet udbetalt. Der var derfor ikke tale om en væsentlig ændring i garanternes vilkår eller forudsætninger, da sparekassen besluttede at håndhæve vedtægterne.
Banken er bekendt med, at alle garanter, der i perioden op til sparekassens krak hævede garantkapital, af kurator i konkursboet efter sparekassen er blevet mødt med et omstødelseskrav. Såfremt klageren havde fået udbetalt beløbet på 10.000 kr., ville han således også være blevet mødt med et omstødelseskrav. Klageren er derfor ikke blevet ringere stillet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerens e-mail af 29. september 2008 kan ikke anses for en konkret anmodning om, at klageren ønskede sit indskud på garantbeviskontoen ophævet, men alene en forespørgsel om den nærmere fremgangsmåde i denne forbindelse. I sparekassens svar af 2. oktober 2008 blev klageren foreslået forskellige muligheder og blev anmodet om at oplyse, hvad han ønskede.
Som svar herpå meddelte klageren med sin e-mail afsendt den 2. oktober 2008 kl. 23.15, at han gerne ville "have overført alle pengene til en anden konto". Sparekassen undlod at ekspedere klagerens anmodning den følgende dag, hvilket kunne være sket ved oprettelse af en anfordringskonto, eller lignende såfremt klageren ikke havde andre konti, der kunne anvendes ved ophævelse af indskud på garantbeviskontoen.
Ankenævnet finder, at sparekassen begik en fejl ved at undlade at ekspedere klagerens anmodning i e-mailen af 2. oktober 2008 ved ikke den 3. oktober at have overført klagerens garantindskud på 10.000 kr. til en anden konto for klageren.
Som følge af, at sparekassen med virkning fra mandag den 6. oktober 2008 indførte et opsigelsesvarsel på en måned, led klageren efterfølgende tab, idet han på tidspunktet på Morsø Banks overtagelse af sparekassen fortsat havde et indskud på sin garantbeviskonto på 10.000 kr.
Da det må anses for usikkert, om der vil kunne gøres et omstødelseskrav gældende over for klageren, hvis overførslen af de 10.000 kr. var sket senest den 3. oktober 2008, kan det af Morsø Bank herom anførte ikke føre til et andet resultat.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Morsø Bank skal inden fire uger betale klageren 10.000 kr. med renter efter renteloven fra den 8. december 2008 mod overdragelse af klagerens rettigheder som garant i Sparekassen Spar Mors.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.