Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om pantsætning af livsforsikring omfattede eventuelt krav fra pengeinstitut baseret på dettes garanti over for realkreditinstitut

Sagsnummer: 143 /2012
Dato: 12-12-2012
Ankenævn: Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Anita Nedergaard, Morten Bruun Pedersen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Pant - omfang
Forsikring - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om pantsætning af livsforsikring omfattede eventuelt krav fra pengeinstitut baseret på dettes garanti over for realkreditinstitut
Indklagede: Boddum-Ydby Sparekasse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører tre arvingers indsigelse mod, at afdødes pantsætning af en livsforsikring til et pengeinstitut skulle dække forpligtelser i henhold til pengeinstituttets garanti for afdødes realkreditlån.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er arvingerne (mor, bror og søster) efter M, der døde den 3. januar 2011.

I henholdsvis 2007 og 2008 optog M, via pengeinstituttet, P, hvor han var kunde, to realkreditlån på henholdsvis 342.000 kr. og 231.000 kr. i Totalkredit. I forbindelse med hver låneoptagelse underskrev M en erklæring til Totalkredit. Heraf fremgår blandt andet:

"…

Endvidere er jeg bekendt med, at formidlende pengeinstitut kan stille supplerende sikkerhed for nærværende Totalkreditlån, og at formidlende pengeinstitut vil modtage en honorering herfor samt for låneformidlingen. Størrelsen af honoreringen kan oplyses af pengeinstituttet. Den supplerende sikkerhed er alene et forhold mellem Totalkredit og pengeinstituttet, og låntager vil ikke blive afkrævet betaling herfor.

Totalkredit vil underrette formidlende pengeinstitut i tilfælde af misligholdelse af lånet. Medfører misligholdelsen, at pengeinstituttet betaler Totalkredit i henhold til den supplerende sikkerhed, kan pengeinstituttet kræve det betalte beløb dækket af låntager, da pengeinstitut indtræder i Totalkredits personlige fordring og panteret med dertil hørende rettigheder for den del af tabet, som pengeinstituttet har betalt.

…"

At Totalkredits almindelige forretningsbetingelser fremgår bl.a.:

"…

Lånesagen ekspederes og berigtiges af låneformidlende pengeinstitut, der som hovedregel også er det pengeinstitut, der stiller en garanti for lånet over for Totalkredit. Garantien er låntager uvedkommende, og pengeinstituttet må ikke afkræve låntager betaling og sikkerhedsstillelse for garantien, der alene er et forhold mellem pengeinstituttet og Totalkredit. Garantien medfører ingen kreditmæssige begrænsninger eller hindringer ved salg af ejendommen, omlægning af lånet eller skift af pengeinstitut.

…"

I juli 2010 blev M’s engagement med P, herunder en tilknyttet forsikring "Familiesikring Kundegruppeliv" i forsikringsselskabet F, overført til Boddum-Ydby Sparekasse.

Vedrørende forsikringen underskrev M den 26. juli 2010 en tilmeldingsblanket. Heraf fremgår bl.a., at forsikringen var pantsat til sparekassen. Pantsætningen omfattede gæld i henhold til låne- og kreditaftaler samt "eventualforpligtelser af enhver art som gøres gældende i forbindelse med forsikredes død, herunder kautions-, garanti- og regarantiforpligtelser." Ved forsikredes død ville den pantsatte del af forsikringssummen blive udbetalt til sparekassen. Eventuelle overskydende beløb ville – med mindre andet var aftalt – blive udbetalt til M’s nærmeste pårørende.

Af forsikringsbetingelserne fremgår bl.a.:

"…

Stk. 2. Såfremt forsikringstagers gæld omfatter eventualforpligtelser, f.eks. kautions-, garanti- og regarantiforpligtelser, der ikke kan opgøres endeligt på dødstidspunktet, deponerer pengeinstituttet beløbet, indtil gælden er endeligt opgjort. Hvis beløbet ved den endelige opgørelse af forsikringstagers gæld viser sig at overstige gælden, udbetaler pengeinstituttet det overskydende beløb med fradrag af eventuel boafgift til den begunstigede.

…"

Efter M’s død den 3. januar 2011 udbetalte F forsikringssummen, som udgjorde 440.000 kr. Beløbet blev fordelt med 124.965,84 kr. til indfrielse af M’s gæld til sparekassen, 224.000 kr. til deponering på en særskilt konto til sikkerhed for en eventualforpligtelse svarende til sparekassens garanti over for M’s lån i Totalkredit og de resterende 91.034,16 kr. til klagerne, som var M’s nærmeste pårørende.

Den 9. maj 2011 overgik boet efter M til insolvent bobestyrerbehandling i henhold til skiftelovens § 69, stk. 1.

Ved brev af 13. september 2011 gjorde klagerne indsigelse mod deponeringen på 224.000 kr. og gjorde gældende, at beløbet skulle udbetales til dem uden om boet.

Ved brev af 18. oktober 2011 afviste sparekassen indsigelserne.

Parternes påstande

Den 16. april 2012 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Boddum-Ydby Sparekasse skal frigive den deponerede forsikringssum på 224.000 kr. til dem.

Boddum-Ydby Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at sparekassen uberettiget har tilbageholdt 224.000 kr. af forsikringssummen, som rettelig bør udbetaltes til dem som nærmeste pårørende uden om boet.

Pantsætningen af forsikringen omfatter ikke sikkerhedsstillelse for garantien.

Det fremgår klart af Totalkredits almindelige betingelser, at garantien var M uvedkommende, og at sparekassen ikke måtte afkræve M "betaling og sikkerhedsstillelse for garantien".

Der er ikke som anført af sparekassen holdepunkter for at antage, at bestemmelsen i Totalkredits almindelige forretningsbetingelser kun gælder i den periode, hvor der ikke er tab på garantien.

Sparekassen må henvises til at anmelde et eventuelt krav i boet.

Totalkredit har honoreret sparekassen for risikoen i henhold til garantien.

Hvis Totalkredit gør garantien gældende, indtræder sparekassen alene i "Totalkredits personlige fordring og panteret". Totalkredits panteret er pantet i den belånte ejendom.

Når garantien måtte blive gjort gældende, får sparekassen et krav mod M, ligesom man indtræder i Totalkredits panteret. Hvis der ikke opnås dækning herved, må sparekassen blive simpel kreditor i boet.

Boddum-Ydby Sparekasse har anført, at sparekassen indtræder i Totalkredits krav, hvis den belånte ejendom sælges til en pris, der udløser en betaling fra sparekassen til Totalkredit.

Sparekassen har herved et eventualkrav, der er omfattet M’s pantsætning af forsikringen.

Pantsætningen er ikke i strid med den af klagerne fremhævede bestemmelse i Totalkredits almindelige forretningsbetingelser, som alene har til formål at undgå, at pengeinstituttet stiller krav om betaling eller sikkerhedsstillelse, der hindrer låneoptagelsen.

Garantien er kunden uvedkommende, i den periode, hvor der ikke er tab på garantien. Garantiforpligtelsen bliver først relevant for kunden i det øjeblik, hvor pengeinstituttet betaler under denne og indtræder i Totalkredits krav mod kunden.

M’s hæftelse for sparekassens eventuelle betalinger under garantien fremgår af de fremlagte erklæringer, der blev underskrevet af M i forbindelse med låneoptagelserne.

Overførslen fra P til sparekassen medførte ikke nogen ændringer i forhold til pantsætnings- og garantiforholdet.

Sparekassen er således berettiget til at få dækket et eventuelt fremtidigt tab ved salg af ejendommen i forsikringsudbetalingen.

Ankenævnets bemærkninger

I henholdsvis 2007 og 2008 optog nu afdøde M to Totalkreditlån med pant i sin ejendom. I tilknytning til lånene har Boddum-Ydby Sparekasse garantiforpligtelser på 224.000 kr. over for Totalkredit. I det omfang sparekassen nu efter M’s død måtte blive pålagt at betale under garantien til Totalkredit, indtræder sparekassen i Totalkredits krav mod M/dødsboet.

Det fremgår af aftalerne af 2007 og 2008 mellem M og Totalkredit blandt andet, at det formidlende pengeinstitut kan stille supplerende sikkerhed for Totalkreditlånene, at pengeinstituttet vil modtage honorering herfor, og at den supplerende sikkerhed alene er et forhold mellem Totalkredit og pengeinstituttet, som låntager ikke vil blive afkrævet betaling herfor.

Det fremgår endvidere af Totalkredits almindelige forretningsbetingelser, at pengeinstituttet ikke må "afkræve låntager betaling og sikkerhedsstillelse for garantien".

I lyset heraf finder Ankenævnet, at bestemmelsen om eventualforpligtelser i aftalen om pantsætning af "Familiesikring Kundegruppeliv" må fortolkes således, at den ikke omfatter det krav, som sparekassen kan rette mod M/dødsboet, som følge af den afgivne garanti over for Totalkredit.

Sparekassen må derfor på lige fod med M’s øvrige kreditorer henvises til at foretage en anmeldelse i M’s dødsbo af et eventuelt regreskrav mod M efter salget af dennes faste ejendom.

Klagerne får derfor medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Boddum-Ydby Sparekasse skal inden 30 dage til klagerne udbetale den deponerede forsikringssum på 224.000 kr.

Klagerne får klagegebyret tilbage.