Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Betaling af præmie til en gruppeinvaliderenteforsikring.

Sagsnummer: 454/2002
Dato: 22-04-2003
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Ole Simonsen, Anne Dehn Jeppesen, Rut Jørgensen.
Klageemne: Forsikring - øvrige spørgsmål
Kapitalpensionskonti - gruppeforsikring
Ledetekst: Betaling af præmie til en gruppeinvaliderenteforsikring.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for betalt præmie til en gruppeinvaliderenteforsikring.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med etablering af et mindre forbrugslån underskrev klageren den 28. juli 1994 en aftale med indklagede om en kapitalpension, hvorpå der månedligt skulle indbetales 200 kr. ved overførsel fra hans løbende konto hos indklagede. Klageren er født i 1968. Af aftalen fremgår ved afkrydsning, at der i tilknytning til kapitalpensionen tillige blev søgt tegnet en gruppeinvaliderenteforsikring med grunddækning. De halvårlige præmier på forsikringen blev trukket på kapitalpensionskontoen. Kapitalpensionskontoen udviklede sig herefter således:

År

Indskud

Forsikringspræmie

Saldo pr. 31.12.

1994

600 kr.

529,02 kr.

70,99 kr.

1995

2.400 kr.

1.460,00 kr.

1.019,44 kr.

1996

2.400 kr.

1.875,00 kr.

1.560,81 kr.

1997

2.400 kr.

2.290,00 kr.

1.688,91 kr.

1998

2.400 kr.

2.380,00 kr.

1.734,06 kr.

1999

2.400 kr.

3.000,00 kr.

1.139,04 kr.

2000

2.400 kr.

3.060,00 kr.

479,65 kr.

2001

2.400 kr.

3.170,00 kr.

- 290,28 kr.



I 2002 blev der betalt halvårlig præmie på 1.630 kr. henholdsvis den 7. januar og den 2. juli.

Ved skrivelse af 8. oktober 2002 rettede indklagede henvendelse til klageren med opfordring til at forhøje indskuddet på kapitalpensionskontoen, som nu udviste en negativ saldo på 1.750,28 kr.

Den 9. oktober 2002 fremsendte indklagede til klageren en ny aftale vedrørende kapitalpensionen, hvorefter de månedlige indskud blev forhøjet til 300 kr.

Parternes påstande.

Den 18. november 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han troede, at han havde en løbende opsparing på kapitalpensionen. Hverken han eller hans mor, som hjalp ham med skatteopgørelserne, var klar over, at kapitalpensionen blev spist op af en forsikring. Han har aldrig ønsket en forsikring, men syntes, at det var fornuftigt med en kapitalpension.

Det er vildledende at kalde ordningen en kapitalpension, når der reelt er tale om en forsikring.

Selvom indskuddet forhøjes til 300 kr. pr. måned, bliver der ingen opsparing.

Indklagede bør betale erstatning som følge af mangelfuld og vildledende rådgivning, som har medført, at der ingen penge står på kapitalpensionen.

Indklagede har anført, at gruppeinvaliderenteforsikringen blev tegnet efter aftale med klageren, der i forbindelse hermed afgav helbredsoplysninger. Forsikringstegningen skete som led i bevillingen af et lån til klageren.

Ved en generel udsendelse i 1996 til kunder med den omhandlede ordning blev klageren opfordret til at forhøje indbetalingerne.

Da præmierne efterfølgende steg, således at kapitalpensionen i 2000 kom i overtræk, burde man have rettet henvendelse til klageren med henblik på drøftelse af, hvorvidt indbetalingerne skulle forhøjes, eller den tilknyttede forsikring skulle bortfalde. Klageren har imidlertid i årenes løb modtaget kontoudtog, hvoraf betaling af præmien til gruppeinvaliderenteforsikringen fremgår. Af de fremsendte årsoversigter fremgår, at der var knyttet gruppeforsikring til kapitalpensionsordningen, ligesom kapitalpensionens saldo fremgår.

Klageren har i hele perioden været dækket af forsikringen, som ville være kommet til udbetaling ved tab af erhvervsevne i overensstemmelse med forsikringsbetingelserne.

Man er indstillet på ikke at kræve overtrækket på kapitalpensionskontoen inddækket og har som følge heraf krediteret kontoen 1.450,28 kr., svarende til den negative saldo pr. 31. oktober 2002.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Den omhandlede gruppeinvaliderenteforsikring blev tegnet efter aftale med klageren i 1994, og præmiebetalingerne fremgik af de kontoudskrifter, der årligt blev fremsendt til klageren. Klageren måtte på grundlag heraf indse, at indbetalingerne på kapitalpensionen primært blev anvendt til dækning af forsikringspræmie. Klageren har i hele perioden været dækket af den omhandlede forsikring, og indklagede har under sagen inddækket det overtræk, der opstod som følge af, at forsikringspræmierne oversteg de indbetalingerne. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale yderligere beløb til klageren.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.