Rådgivning og ekspeditionstid ved låneomlægning.
| Sagsnummer: | 9406066/1994 |
| Dato: | 28-03-1995 |
| Ankenævn: | |
| Klageemne: |
Rådgivning - valg af lånetype/renteprocent
Ekspedition - tidsforløb |
| Ledetekst: | Rådgivning og ekspeditionstid ved låneomlægning. |
| Indklagede: | BRFkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Klagerne ejede en ejerlejlighed, hvori der indestod to lån til det indklagede realkreditinstitut samt et efterstående privat pantebrev. Klagerne underskrev den 27. februar 1994 en låneansøgning til instituttet vedrørende tillægslån. Som korrespondanceførende var anført den lokale ejendomsmægler, som var låneformidler for instituttet. Den 8. marts 1994 bekræftede instituttet modtagelsen af ansøgningen ved fremsendelse af et brev til klagerne, hvoraf det fremgik, at ekspeditionstiden på daværende tidspunkt var 4 uger, og at instituttet forventede at kunne behandle ansøgningen inden for denne tidsramme, medmindre der indtraf særlige omstændigheder. Instituttet fremsendte den 9. maj 1994 et lånetilbud til ejendomsmægleren.
Klagerne protesterede i juni 1994 over for realkreditinstituttet mod ekspeditionstiden, som de fandt var forårsaget af dårlig rådgivning og manglende information, herunder at de af ejendomsmægleren havde fået anvist skemaet vedrørende tillægslån, selv om de alene havde ønsket en låneomlægning. Klagerne rejste derfor erstatningskrav, hvilket realkreditinstituttet afviste.
Over for Ankenævnet påstod klagerne instituttet tilpligtet at anerkende, at instituttet som følge af dårlig rådgivning og manglende information samt lang ekspeditionstid havde handlet ansvarspådragende, og at instituttet som følge heraf var ansvarlig for deres tab. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt det ikke godtgjort, at der i den foreliggende sag var givet rådgivning af instituttet, ligesom Nævnet heller ikke fandt, at instituttet havde haft nogen forpligtelse hertil. Nævnet bemærkede, at instituttets brev af 8. marts 1994 alene indeholdt en angivelse af den forventede ekspeditionstid for behandlingen af låneansøgningen, og at institutttet ikke havde givet tilsagn om, at der ville blive afgivet et lånetilbud eller tidspunktet herfor. Nævnet fandt efter det oplyste ikke at kunne lægge til grund, at ekspeditionstiden i første halvår af 1994 ville have været væsentlig kortere, hvis lånesagen fra begyndelsen havde været behandlet som en omlægningsag og ikke som en tillægslånesag. Under hensyn hertil, og da det ikke i sig selv kunne anses for ansvarspådragende, at behandlingen af låneansøgningen havde strakt sig fra den 27. februar til den 9. maj 1994, frifandt Nævnet realkreditinstituttet.