Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse fra forening mod opsigelse af kundeforhold, som af pengeinstituttet blev begrundet med manglende oplysninger og dokumentation i henhold til kundekendskabsprocedurer i hvidvaskloven.

Sagsnummer: 223 /2021
Dato: 18-01-2022
Ankenævn: Henrik Waaben, Inge Kramer, Jimmy Bak, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn
Klageemne: Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse fra forening mod opsigelse af kundeforhold, som af pengeinstituttet blev begrundet med manglende oplysninger og dokumentation i henhold til kundekendskabsprocedurer i hvidvaskloven.
Indklagede: Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører indsigelse fra en forening mod Nordea Danmarks opsigelse af foreningens kundeforhold begrundet i manglende oplysninger og dokumentation i henhold til kundekendskabsprocedurer i hvidvaskloven.

Sagens omstændigheder

Klageren i denne sag er foreningen/organisationen F v/formanden A.

F var kunde i Nordea Danmark. Af F’s vedtægter fremgik blandt andet:

”…

§1. Navn

Stk. 1. Organisationens navn er [F]. Organisationen er en landsdækkende virksomhed med hjemsted i [..] Kommune.

Stk. 2. Organisationen [F] er en udviklings- og humanitær non-profit organisation, der er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og etniske tilhørsforhold.

§ 2. Organisationens formål

Stk. 1. At hjælpe gadebørn i Afghanistan, som af økonomiske årsager ikke har mulighed for at gå i skole, og dermed gennemføre en grundskole.

Stk. 2. At udøve nødhjælps-, udviklings- og velgørende projekter, samt samarbejde med lokale, nationale og internationale organisationer, der arbejder for at forbedre forholdene for de mest sårbare børnefamilier.

Stk. 3. At motivere og engagere unge i foreningslivet til støtte for organisationens øvrige formål.

§ 10. Tegningsret og hæftelse

Stk. 1. Organisationen tegnes af formanden.

…”

Ved brev af 28. december 2020 til F anførte banken blandt andet:

”…

Vi har nu revurderet kundeforholdet og derfor har vi behov for at komme endnu tættere på foreningen – herunder i første omgang at bede om følgende:

  • Dokumentation for jeres seneste projekter i 2019 og 2020
    o De hertil relaterede indsamlingsgodkendelser.
  • Regnskab for afsluttet indsamling.
  • Regnskab 2019/2020.
  • Referat fra Generalforsamling 2020.
  • Dokumentation for foreningens egenkontrol ift. endelig anvendelse af midler:
    o Dokumentation for egenkontrol – evt. i form af stikprøver.
    o Har repræsentanter fra foreningen rejst derned og konstateret det ved selvsyn? I så fald dokumentation for dette?
  • Ved køb af nødhjælp lokalt – udbeder vi os kvitteringer, uagtet hvem der måtte forestå indkøbene. Såfremt I ikke har kvitteringer, og er nødhjælpen købt ud af for eksempel en container opstillet på et marked, eller under andre omstændigheder, så skal vi have en beskrivelse af dette i form af dateret fotodokumentation med medfølgende redegørelse.
    o Hvis Nordea ikke kan gennemskue og få et overvejende plausibelt billede af tilgående midler anvendt af samarbejdspartneren, så pådrager Nordea sig signifikante risici.

Krav til samarbejdsaftaler:

  • Jeres samarbejdsaftaler er p.t. meget generelle – vi skal bede om, at disse revurderes og udfærdiges mere specifikke ift. tidsramme, omfang og beløbsstørrelse samt dokumentation for kontaktpersoner (kopi af certificeret).
  • I bedes redegøre for, hvilke kontroller har I foretaget på hver samarbejdspartner for at sikre, at disse lever op til regler for god skik for nødhjælpsforeninger bl.a. at der er indhentet de fornødne indsamlingsgodkendelser.

Krav til brug af banken:

  • Indbetalinger til jeres konti skal ske med reference til konkrete indsamlinger/projekter.
  • Indsamlinger skal kun ske til jeres egne konti, og overføres til formål, hvor I kan dokumentere endelig anvendelse, modtagelse og eventuel samarbejdspartner.
  • Der må ikke tilgå midler fra udlandet på foreningens konti

Hvis vi ikke får de fornødne oplysninger inden fristens udløb, vil det føre til begrænsninger af foreningens services og produkter, eller at vi opsiger foreningen som kunde.

…”

Ved brev af 1. marts 2021 opsagde banken kundeforholdet med F. Banken anførte blandt andet:

”…

Opsigelsen sker med udgangspunkt i det af jer indleverede materiale samt vores tidligere dialoger vedrørende foreningens kundeforhold og pengeoverførsler.

… jf. pkt. 12 i Nordeas Generelle vilkår for erhvervskunder.

Opsigelsen skyldes flere faktorer, herunder:

  • Nordea er ikke blevet betrygget i jeres udenlandske donationers endelige destinationer, herunder beløbsmodtagerne samt dokumentation for donationernes anvendelse.
  • Det er yderligere Nordeas vurdering, at det ikke er muligt fra foreningens side at opstille tilstrækkelige kontroller til at imødegå dette, og som kan betrygge os i en sådan grad, at Nordea ønsker at fortsætte jeres kundeforhold. Tilstrækkelige kontroller er i vores optik særligt afgørende, da I opererer i områder/lande med stor politisk ustabilitet.

Opsigelsen omfatter følgende produkter og services:
- Betalingskort
- Konti
- Netbank

…”

Af bankens ”Generelle vilkår for erhvervskunder” fremgik blandt andet:

”…

12 Opsigelse og spærring
Banken kan opsige et kundeforhold uden varsel, medmindre andet følger af særlig aftale eller almindelig pengeinstitutpraksis.

En opsigelse skal ledsages af en begrundelse.

Endvidere kan banken opsige et kundeforhold uden varsel, hvis kunden ikke meddeler banken de oplysninger, som banken er forpligtet til at indhente fra kunden i henhold til lovgivningen, fx efter hvidvaskloven eller skattekontrolloven. Det kan fx være identitetsoplysninger eller oplysninger om formålet med og det tilsigtede omfang af kundeforholdet med banken, som banken efter en risikovurdering vurderer er nødvendige for at sikre opfyldelse af hvidvaskloven.

…”

Samme tekst fremgik af bankens ”Generelle vilkår for privatkunder”.

Den 10. maj 2021 indgav F en klage over Nordea Danmark til Ankenævnet. F har under sagen fremlagt blandt andet følgende:

  1. vedtægter
  2. generalforsamlingsreferat
  3. regnskab
  4. forretningsplan
  5. legitimationsoplysninger
  6. aftaler med samarbejdspartnere
  7. kontrol af samarbejdspartnere
  8. egenkontrol
  9. indsamlingsgodkendelser
  10. kvitteringer
  11. karakterblad
  12. rapport fra socialarbejder
  13. kontrakt

Parternes påstande

Den 10. maj 2021 har foreningen/organisationen F v/formanden A indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal lade kundeforholdet bestå.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

F v/A har anført, at banken bør tilbagekalde opsigelsen af engagementet.

Engagementet har bestået i mere end ti år, og F har efterkommet bankens anmodninger om dokumentation. Parternes aftaler har ikke været misligholdt, og der har til stadighed været et godt samarbejde. F har indleveret fyldestgørende dokumentationer på anvendelse af hver eneste krone i Afghanistan. Regnskabet og papirarbejdet i foreningen har til stadighed været i orden. Der er dokumentation for, hvor pengene kommer fra, samt hvor og til hvad pengene anvendes.

Fs formål og aktiviteter har ikke ændret sig siden kundeforholdet blev oprettet. Der er ikke indtruffet omstændigheder, som kan begrunde opsigelsen, jævnfør aftalelovens § 36.

Der er gennemsigtighed i Fs donationer og udenlandske overførsler. Donationerne går ubeskåret til gadebørn i Afghanistan. Fs formål er at beskytte gadebørn i Afghanistan. F’s økonomiske støtte giver børnene mad, ret til at gå i skole samt beskyttelse mod misbrug og udnyttelse. Hensynet til børnene bør veje tungere end hensynet til pengeoverførsel til et politisk ustabilt land.

F har til stadighed overholdt gældende regler, og F fører på en betryggende måde kontrol med anvendelsen af foreningens midler. I praksis er det ikke muligt at føre yderligere kontrol.

Nordea bør præcisere, hvilken yderligere kontrol banken kræver, så F kan efterleve disse krav.

Nordea kan ikke stille krav, som er umulige at opfylde. Der skal tages højde for, at Afghanistan ikke er et systematiseret land og derfor ikke fungerer lige så godt som Danmark.

Opsigelsen af kundeforholdet var urimelig, uproportionel og i strid med grundlovens § 78 samt artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om foreningsfrihed. Opsigelsen medfører således, at F tvinges til at lukke.

Det af banken anførte om, at et stort omfang af donationer til udlandet ikke blev dokumenteret tilstrækkeligt, bestrides. F dokumenterede alle transaktioner og endelige destinationer, hvilken kan læses af de materialer F har sendt til banken. Derudover har banken hvert eneste år fået en kopi af Fs regnskabsmappe, som indeholder alle de materialer, som banken nu anfører, at den ikke har fået. Materialet indeholder oplysninger om, hvor pengene kommer fra, og hvad de bliver brugt til. For eksempel indeholder materialet oplysninger om Fs indtægter såsom donationer, medlemskontingenter etc., samt midlernes endelige destination hos børnene i programmet. Der er blandt andet kvitteringer for midler, der sendes fra Danmark til børnene i Afghanistan. Dokumentationen består af kvitteringer for overførsler fra Danmark og for modtagelserne af midlerne hos børnene i Afghanistan.

Det fremgår endvidere af materialet, at F går meget op i egenkontrol samt dokumentation af midlernes endelige destination. Endvidere kontakter formanden, A, børnene og deres familier for også at få bekræftet, om midlerne er modtaget. Ligesom banken skal kende sine kunder, har F også forpligtet sig til at kende dem, F hjælper. F har kun 167 børn i sit program, hvorfor det ikke er svært at overvåge og føre kontrol med dem.

Det af banken anførte om, at F ikke havde dokumenteret, hvilke kontroller F foretog på hver af samarbejdspartnerne, bestrides. F har tværtimod grundigt beskrevet sin procedure for kontrol af samarbejdspartnerne.

Det af banken anførte om, at banken ikke havde kontaktoplysninger på Fs samarbejdspartnere, bestrides. Banken har aldrig anmodet F om at sende kontaktoplysninger på Fs samarbejdspartnere, men banken var faktisk i besiddelse af kontaktoplysningerne, jævnfør dokumentet ”samarbejdsaftale”, der er fremlagt under sagen.

Banken ønsker tilsyneladende ikke at have F som kunde, uanset hvor meget dokumentation F sender. F har gjort sit yderste for at dokumentere alt, hvad F foretager sig, og hvilke kontroller F gennemfører, men alligevel har det ikke været nok.

Ankenævnet bør gennemlæse de indsendte materialer med henblik på at afgøre, om der mangler materiale og oplysninger.

Nordea Danmark har anført, at banken var berettiget til at opsige kundeforholdet som sket, jævnfør punkt 12 i bankens generelle vilkår for privat- og erhvervskunder.

Banken er i henhold til hvidvaskreglerne underlagt en række forpligtelser i relation til kendskabet til sine kunder og kundernes brug af banken.

Således fremgår det blandt andet af hvidvasklovens § 11, at transaktioner skal overvåges for at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med bankens viden om kunden og kundens forretnings- og risikoprofil, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse og endelige destination. Ligeledes skal banken kende kundernes formål med forretningsforbindelsen og forstå kundernes brug af banken.

En opsigelse af et kundeforhold er hjemlet i hvidvasklovens § 15.

Banken har siden 2019 haft løbende dialog med F om Fs virke og de risici, der var forbundet med at udøve nødhjælp via samarbejdspartnere og udøve direkte nødhjælp i de områder, som foreningen agerede i.

På baggrund af brevet af 28. december 2020 medvirkede F til at få klarlagt og dokumenteret nogle af de i brevet anførte forhold ved at sende en række dokumenter til banken.

Den 26. februar 2021 blev der afholdt et telefonmøde, hvor banken efterspurgte flere oplysninger og varslede opsigelse af engagementet. De forhold, som gav anledning til, at Nordea udbad flere oplysninger, var blandt andet,

  • at der var et stort omfang af donationer til udlandet, som F ikke havde dokumenteret tilstrækkeligt, herunder donationernes endelige destination,
  • at banken var utryg ved, at F ikke havde dokumenteret, hvilke kontroller F foretog på hver af sine samarbejdspartnerne og
  • at banken ikke havde modtaget kontaktoplysninger på Fs samarbejdspartnere.

De væsentligste årsager til, at banken ikke forstod Fs brug af banken var, at banken gennem længere tid ikke havde modtaget tilstrækkelig betryggende dokumentation eller forklaringer på de ovenfor anførte forhold.

F har ikke dokumenteret donationernes endelige destination, og hvilke kontroller F foretog på hver af samarbejdspartnerne. Banken blev ikke betrygget ved de forklaringer, som F gav, og har fundet de mangelfulde forklaringer og den manglende dokumentation utrygt.

Det er som udgangspunkt op til banken selv at afgøre, hvilke krav banken af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på Fs konto.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren, der er en forening/organisation med velgørende formål, herunder blandt andet at hjælpe gadebørn i Afghanistan m.v., var kunde i Nordea Danmark.

Efter anmodning fra banken i december 2020 sendte foreningen uddybende oplysninger om sit virke.

Den 1. marts 2021 opsagde banken kundeforholdet. Begrundelsen var, at banken ikke var betrygget i foreningens udenlandske donationers endelige destinationer, herunder beløbsmodtagerne samt dokumentation for donationernes anvendelse. Det var bankens vurdering, at det ikke var muligt fra foreningens side at opstille tilstrækkelige kontroller, hvilket efter bankens opfattelse var særligt afgørende, fordi foreningen ”opererer i områder/lande med stor politisk ustabilitet”.

En stillingtagen til sagen beror på, om banken var berettiget til at opsige kundeforholdet. I hvidvasklovens kapitel tre er det beskrevet, hvorledes virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.

Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt må være op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation eller forklaringer på navnlig større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Dette udgangspunkt finder Ankenævnet ikke grundlag for at fravige i denne sag.

Ankenævnet finder således ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af kundeforholdet med foreningen var uberettiget.

Foreningen får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.