Indfrielse af pantebreve. Fordringshavermora.
| Sagsnummer: | 473/1989 |
| Dato: | 26-03-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Mogens Hvelplund, Niels Bolt Jørgensen, Niels Busk, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Pantebreve - indfrielse
|
| Ledetekst: | Indfrielse af pantebreve. Fordringshavermora. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Torsdag den 31. august 1989 modtog indklagedes København afdeling 79.701,48 kr. fra klagernes pengeinstitut til indfrielse af syv af klagerne udstedte pantebreve, som lå i depot i afdelingen. Afdelingen krediterede pantekreditors konto for beløbet samme dag, og mandag den 4. september 1989 fremsendte afdelingen advis og allonger til kreditor.
Kreditor kontaktede herefter afdelingen og oplyste, at han ikke ønskede at betale indklagedes ekspeditionsgebyr på 25 kr. pr. pantebrev, ligesom han ikke agtede at kvittere for indfrielsen af pantebrevene, idet han mente, at klagerne eller deres pengeinstitut burde have kontaktet ham først. Han beordrede afdelingen til at returnere indfrielsesbeløbet til debitorernes pengeinstitut.
Afdelingen debiterede kreditors konto for beløbet med valør den 6. september 1989 og returnerede ved check af 5. september 1989 indfrielsesbeløbet til klagernes pengeinstitut, idet man samtidig oplyste, at pantebrevene var udleveret til kreditor.
Klagernes pengeinstitut rettede herefter ved sin juridiske afdeling telefonisk henvendelse til indklagedes juridiske afdeling, som ved skrivelse af 27. september 1989 meddelte, at pantekreditor havde givet afdelingen ordre til at returnere beløbet, og at afdelingen ikke havde handlet forkert eller ansvarspådragende ved at efterkomme depotkundens ordre.
Ved skrivelse af 2. oktober 1989 til indklagede anførte klagernes pengeinstitut, at der havde bestået et fuldmagtslignende forhold mellem indklagede og pantekreditor i relation til afdelingens mulighed for at opkræve almindelige terminsydelser samt beløb ved ekstraordinær indfrielser. I en situation, hvor klagernes pengeinstitut havde rettet henvendelse til indklagede for at få oplyst indfrielsesbeløb på de pågældende pantebreve, var der netop tale om, at der var etableret et fuldmagtslignende forhold, hvor indklagede på vegne af kreditor modtog ydelserne. Kreditors eventuelle tilbagekaldelse af denne fuldmagt til indklagede fandt først sted efter, at klagernes pengeinstitut havde rettet henvendelse vedrørende en indfrielse af pantebrevene og først efter, at indklagede rent faktisk havde modtaget det pågældende beløb fra klagernes pengeinstitut. Det var derfor klagernes pengeinstituts opfattelse, at indklagede havde været uberettiget til at returnere beløbet.
Den 20. oktober 1989 henvendte pantekreditor sig i klagernes pengeinstitut medbringende de 7 pantebreve og afleverede disse i kvitteret stand mod betaling af 80.678,47 kr. Dette beløb udgjorde restgæld pr. 11.6.1989, 78.157,88 kr., og 9% rente i 129 dage 2.520,59 kr.
Ved skrivelse af 31. oktober 1989 fra klagernes pengeinstitut til indklagede fremsatte pengeinstituttet på vegne af klagerne krav om erstatning på i alt 684,73 kr., som udgjorde den merrenteudgift, klagerne havde haft som følge af, at pantebrevet ikke var indfriet den 30. august 1989, fratrukket forrentningen af det returnerede beløb, 3% i perioden 6. september til 20. oktober 1989.
I skrivelse af 3. november 1989 afviste indklagede at godtgøre klagerne merrenteudgiften, ligesom indklagede anførte, at man i forbindelse med en eventuel klagesag ville kræve dokumentation for, at indfrielsesbeløbet i den mellemliggende periode kun var blevet forrentet med 3%.
Klagerne har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede godtgør det tab, de har lidt som følge af, at pantebrevene ikke blev indfriet den 30. august 1989. Tabet er opgjort til 684,73 kr., som udgør klagernes merrenteudgift.
Indklagede har nedlagt påstand principalt om afvisning, subsidiært om frifindelse. Til støtte for påstanden har klagerne henvist til det af deres eget pengeinstitut overfor indklagede tidligere anførte.
Indklagede har til støtte for påstanden om afvisning anført, at der ikke består noget kundeforhold mellem klagerne og indklagede.
Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand har indklagede anført, at afdelingen, da pantekreditor ikke ønskede at kvittere på pantebrevene, ikke, som forudsat af klagerne ved fremsendelsen af indfrielsesbeløbet, kunne fremsende pantebrevene i kvitteret stand, ligesom afdelingens returnering af indfrielsesbeløbet til klagernes pengeinstitut skete efter udtrykkelig ordre fra pantekreditor.
Den merrenteudgift, den sene indfrielse af pantebrevene har påført klagerne, må være et mellemværende mellem kreditor og klagerne.
Ankenævnets bemærkninger:
Uanset at der ikke består noget egentligt kundeforhold mellem klagerne og indklagede, findes klagen at burde behandles i realiteten.
Det må lægges til grund, at kreditor nægtede at kvittere pantebrevene, nægtede at modtage indfrielsesbeløbet og anmodede indklagede om at tilbagesende beløbet. Under disse omstændigheder findes indklagede - også under hensyn til klagernes interesser at have handlet korrekt ved at tilbagesende indfrielsesbeløbet til klagernes pengeinstitut, idet det i denne sammenhæng er uden betydning, at indklagede havde fuldmagt til at modtage beløbet på kreditors vegne. Det af klagerne mod indklagede fremsatte erstatningskrav kan allerede af denne grund ikke tages til følge. Det tilføjes, at klagerne kunne have undgået eller begrænset tabet ved at påberåbe sig bestemmelsen i rentelovens § 4 om fordringshavermora overfor pantekreditor.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.