Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Forhøjelse med et varsel på 6 uger af et administrationsbidrag på et boligprioritetslån med henvisning til en ændring af bankens generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde.

Sagsnummer: 158/2010
Dato: 06-05-2011
Ankenævn: Kari Sørensen, Søren Geckler, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Forhøjelse med et varsel på 6 uger af et administrationsbidrag på et boligprioritetslån med henvisning til en ændring af bankens generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde.
Indklagede: Eik Bank Danmark
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod bankens forhøjelser med et varsel på 6 uger af et administrationsbidrag på hans boligprioritetslån med henvisning til et afsnit om "Renter" i bankens almindelige forretningsbetingelser vedrørende ændringer af bankens generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde.

Sagens omstændigheder.

Klageren indgik i november 2003 en låneaftale med SkandiaBanken (nu: Eik Bank). Af gældsbrevet fremgår:

"…

Alt i Et-Boligkredit lånebeløb:

Kr. 255.475,00

Løbetid

30 år med 4 ydelser pr. år

Rente p.a.

Administrationsbidrag p.a.

2,30 %

0,50 %

Der er aftalt afdragsfrihed på lånet i 10 år.
Gebyrer, administrationsbidrag og andre kreditomkostninger er variable. Lånet kan i særlige tilfælde forfalde uden varsel.

Særlige betingelser
Der er ved etablering af dette lån oprettet en udlåns- og indlånskonto i låntagers navn. Det provenu, der fremkommer ved optagelsen af lånet, overføres til en indlånskonto i kundens navn. Udlånskontoen og indlånskontoen er omfattet af dette gældsbrevs bestemmelser.

Fastsættelse af rente på udlånskontoen

Renten er variabel og fastsættes på basis af den af Danmarks Nationalbank offentliggjorte rente på indskudsbeviser med et tillæg på 0,15 %. Renten reguleres hver gang, der er ændringer i renteniveauet for indskudsbeviser.

Fastsættelse af rente på indlånskontoen
Den del af et indestående på indlånskontoen, der svarer til den enhver tid værende restgæld på det lån, der er optaget med sikkerhed i et ejerpantebrev med pant i kundens faste ejendom, jf. udlånskontoen, bliver til enhver tid forrentet med samme rente og administrationsbidrag som lånet. …

Sikkerheder

Ejerpantebrev på. Kr. 260.000,00 med pant i matr. nr. …

Almindelige bestemmelser for lån og kreditter

De almindelige bestemmelser gælder kun i det omfang, andet ikke er særligt aftalt for lånet.

2. Rentevilkår og kontogebyr

Renten for de enkelte indlåns- og udlånskonti er variabel medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.

At renten er variabel betyder, at SkandiaBanken kan ændre de variable rentesatser med følgende varsel:

Uden varsel

Hvis en ændring er til fordel for kunden kan renten på indlån nedsættes og på udlån forhøjes, hvis:

1.

penge- eller kreditpolitiske ændringer i ind- og udland påvirker det almindelige renteniveau af betydning for SkandiaBanken, eller

2.

anden udvikling idet almindelige renteniveau, herunder blandt andet på penge- og obligationsmarkederne, af betydning for SkandiaBanken, eller

3.

ændringer i skatter og afgifter har betydning for SkandiaBanken

Med seks ugers varsel

Renten kan på indlån nedsættes og på udlån forhøjes, hvis:

1.

markedsmæssige forhold begrunder en ændring for én eller flere kontotyper

2.

de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelsen af kundens rentevilkår ændrer sig, hvis de nye forhold har haft en vis væsentlig betydning for fastsættelsen af de individuelle rentevilkår for den pågældende kunde, eller

3.

SkandiaBanken uden sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau ændrer sin generelle rente- og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, herunder blandt andet indtjeningsmæssige grunde eller for at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af SkandiaBankens ressourcer eller kapacitet.

7. Gebyrer

SkandiaBanken kan beregne sig gebyrer for serviceydelser, der udføres for kunden, og for at besvare spørgsmål fra offentlige myndigheder om kundens forhold.

Gebyrerne fremgår af prisliste på bankens hjemmeside www.skandiabanken.dk.

Gebyrerne opkræves enten som et fast beløb for ydelsen eller som en procentsats eller en timesats i forhold til ydelsens omfang. Gebyret kan desuden være en kombination af førnævnte beregningsmetoder. SkandiaBanken kan ændre gebyrerne med følgende varsel:

Uden varsel

Hvis en ændring er medvirkende til en nedsættelse af gebyrerne.

Med seks ugers varsel

SkandiaBanken kan forhøje gebyrer, som kunden løbende betaler i vedvarende kontraktforhold, hvis markedsmæssige forhold begrunder en ændring for én eller flere kontotyper.

Med tre måneders varsel

SkandiaBanken kan forhøje de gebyrer, som kunden løbende betaler i vedvarende kontraktforhold, hvis:

1.

de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelsen af kundens gebyrvilkår ændrer sig, eller

2.

SkandiaBanken ændrer sin generelle gebyrstruktur og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, herunder bl.a. indtjeningsmæssige eller for at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af SkandiaBankens ressourcer eller kapacitet, eller

3.

SkandiaBanken ved vurderingen af gebyrsatserne af forretningsmæssige grunde, herunder bl.a. indtjeningsmæssig anvendelse af SkandiaBankens ressourcer eller kapacitet, finder anledning til en sådan forhøjelse.

I vedvarende kontraktsforhold kan SkandiaBanken af forretningsmæssige grunde med seks måneders varsel indføre gebyr for serviceydelser, som SkandiaBanken ikke tidligere har beregnet gebyr for. Grundene kan bl.a. være indtjeningsmæssige eller for at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af SkandiaBankens ressourcer eller kapacitet.

13. Ændring af de Almindelige bestemmelser for lån og kreditter

De almindelige bestemmelser for lån og kreditter kan ændres uden varsel, hvis ændringerne er til fordel for kunden. De Almindelige bestemmelser for lån og kreditter kan ændres, og nye kan indføres med 3 måneders varsel, hvis ændringerne ikke er til fordel for kunden.

…"

Af Finanstilsynets afgørelse af 15. september 2008 overfor Eik Bank fremgår:

"…

Finanstilsynet finder, at en adgang til med 6 ugers varsel at forhøje renten på udlån, hvis markedsmæssige forhold begrunder en ændring for en eller flere kontotyper ikke er i overensstemmelse med § 6, stk. 3 [i "bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder"], fordi der hermed ikke er givet en tilstrækkelig angivelse af de forhold, der kan udløse en ændring. "Markedsmæssige forhold" kan således omfatte stort set alt og giver derfor en vilkårlig adgang til at ændre renten. For at vilkåret er i overensstemmelse med § 6, stk. 3, skal der ske en nærmere specificering eller eksemplificering af begrebet "markedsmæssige forhold."

Finanstilsynet påbyder derfor Eik Bank … at fjerne … [vilkåret]. Alternativt kan vilkåret præciseres eller eksemplificeres, så det angiver de forhold, der kan udløse en ændring.

Finanstilsynet lægger i overensstemmelse med Eik Banks forklaring til grund, at Eik Bank ikke i forbindelse med de klager, som tilsynet har modtaget har anvendt denne bestemmelse som grundlag for at hæve renten.

…"

Af en fremlagt mail af 10. oktober 2008 fra Eik Bank fremgår:

"…

Den 1. december 2007 gik online banken, SkandiaBanken, og Eik Bank, med ekspertise i Private Banking - sammen under navnet "Eik Bank".

Banken har i forbindelse med sammenlægningen forenet de to bankers "almindelige forretningsbetingelser og vilkår for lån og kreditter / almindelige betingelser for lån og kreditter".

Resultatet er blevet et dokument, som banken kalder "almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter".

I henhold til Eik Banks almindelige forretningsbetingelsers punkt om "ændring af vilkår" ændres disse med øjeblikkelig virkning fra den 10. oktober 2008, da ændringen ikke stiller kunderne ringere end i dag.

Derudover er der sket formuleringsmæssige ændringer og ensretninger af betingelserne.
Bl.a. er formuleringen: "Markedsmæssige forhold begrunder en ændring for en eller flere kontotyper" fjernet fra punktet "rentevilkår", da formuleringen i henhold til loven er for bred.

…"

Af Eik Banks "Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter - forbruger" gældende fra 10. oktober 2008, der er fremlagt i forbindelse med en tidligere behandlet sag for Ankenævnet (nr. 1046/2009), fremgår:

"…

De almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter gælder for ethvert mellemværende mellem Eik Bank og dig, medmindre der udtrykkeligt er aftalt andet f.eks. i en indlånsaftale, udlånsaftale (kreditaftale) … eller andre særlige vilkår.

3. Renter

Ændring af rentesatser

Eik Bank kan ændre variable rentesatser uden varsel, hvis ændringen er til fordel for dig.

Eik Bank kan nedsætte variable rentesatser på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån uden varsel, hvis

* ind- eller udenlandske ændringer i penge- eller kreditpolitik har betydning for Eik Bank, fordi det almindelige renteniveau påvirkes eller

* anden udvikling i det almindelige renteniveau, eksempelvis på penge- og obligationsmarkederne, er af betydning for Eik Bank, eller

* ændringer i skatter og afgifter har betydning

Eik Bank kan nedsætte den variable rentesats på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån med 6 ugers varsel, hvis

* de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelse af dine rentevilkår, ændre[r] sig, eller

* Eik Bank ændre[r] sin generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, uden at det har sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau. Forretningsmæssige grunde kan bl.a. være at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af Eik Banks ressourcer eller kapacitet eller at øge indtjeningen.

…"

Ved brev af 24. august 2009 meddelte banken, at rentetillægget på klagerens lån med virkning fra den 9. oktober 2009 ville blive forhøjet med 0,5 procentpoint til 1,850 %. Rentesatsen på klagerens lån inkl. rentetillægget ville herefter være 3,2 %. Af brevet fremgår i øvrigt bl.a.:

"…

Baggrunden for bankens ændring af det variable rentetillæg skyldes stigende kapitalomkostninger, herunder omkostninger knyttet til bankens deltagelse i Bankpakke II. Som modvirkning hertil ønsker banken via renteforhøjelsen at øge indtjeningen.

Renten på din BoligPrioritet fastsættes ud fra Nationalbankens til enhver tid gældende rentesats for indskudsbeviser + et variabelt tillæg, der kan ændres i henhold til bankens "Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter". Renten hæves med 6 ugers varsel i henhold til punkt 3 om "Renter":

"Eik Bank kan nedsætte den variable rentesats på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån med 6 ugers varsel, hvis:

-

Eik Bank ændrer sin generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, uden at det har sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau."

…"

Ved brev af 1. september 2009 anførte klageren overfor banken, at hans lån ikke var omfattet af de bestemmelser, som banken havde anført i sit brev. Rentetillægget på hans lån var ikke variabelt, og han kunne derfor ikke godkende forhøjelsen heraf.

Ved brev af 11. september 2009 meddelte banken, at klageren havde ret i, at rentetillægget på hans lån ikke var variabelt. Banken oplyste, at banken ændrede det variable administrationsbidrag på hans lån og beklagede, at der i bankens brev af 24. august 2009 var blevet anvendt en forkert formulering.

Ved brev af 15. september 2009 anførte klageren overfor banken, at en ændring af det variable administrationsbidrag ikke kunne ske med den begrundelse, som banken havde angivet i sit brev af 24. august 2009. Klageren kunne derfor ikke anerkende forhøjelsen af bidraget.

Af bankens brev af 25. september 2009 fremgår:

"…

Forhøjelse af administrationsbidrag

Vi har tidligere skrevet til dig om forhøjelse af rentetillægget på din BoligPrioritet … Efter henvendelse fra flere kunder er vi blevet opmærksomme på, at der findes en mindre gruppe af kunder, som har et pantebrev med en anderledes ordlyd end bankens øvrige kunder.

Du tilhører denne mindre gruppe af kunder, og det tidligere fremsendte brev annulleres derfor for dit vedkommende. Vi beklager bankens fejlinformation.

Det fremgår således af dit pantebrev under "fastsættelse af rente på udlånskontoen", at renten er variabel og fastsættes på basis af den af Danmarks Nationalbank offentliggjorte rente på indskudsbeviser med et tillæg på 0,15 %. Banken kan derfor ikke forhøje det faste tillæg som varslet i brev af 24. august 2009.

Af dit pantebrev fremgår endvidere, at administrationsbidraget på 0,50 % er variabelt, og banken skal herved meddele, at administrationsbidraget ændres i henhold til bankens "almindelige forretningsbetingelser for særlige bestemmelser for lån og kreditter" punkt 3 om "renter":

"Eik Bank kan nedsætte den variable rentesats på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån med 6 ugers varsel, hvis"

Eik Bank ændrer sin generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, uden at det har sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau."

Administrationsbidraget hæves med 0,50 procentpoint. Administrationsbidraget er herefter 1 procentpoint.
Din rente inkl. administrationsbidrag er efter ændringen 3,2 procent.

Ændringen af administrationsbidraget træder i kraft den 9. november 2009, og den nye ydelse kan ses i Netbank fra den 16. november 2009.

Baggrunden for bankens ændring af administrationsbidraget skyldes stigende kapitalomkostninger, herunder omkostninger knyttet til bankens deltagelse i Bankpakke II. Som modvirkning hertil ønsker banken via forhøjelsen at øge indtjeningen.

…"

Ved brev af 2. oktober 2009 anførte klageren, at Eik Banks "Almindelige forretningsbetingelser for særlige bestemmelser for lån og kreditter", som banken citerer i brevet af 25. september 2009, ikke er gældende for hans lån. Han bemærker, at punkt 3 i SkandiaBankens "Almindelige bestemmelser for lån og kreditter", der er gældende for hans lån, har overskriften "Modregning". I henhold til SkandiaBankens bestemmelser kan banken desuden ikke ændre i rentesatsen, når der foreligger en særskilt aftale om renten på udlånskontoen. Endelig er Eik Banks begrundelse for at ændre administrationsbidraget ikke stigende administrationsomkostninger. Klageren kunne derfor ikke anerkende bankens forhøjelse af administrationsbidraget.

Af bankens brev af 8. oktober 2009 fremgår:

"…

Du kan læse de gældende "almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter" på www.eikbank.dk. Du kan altid finde de gældende vilkår på bankens hjemmeside.

Betingelser kan ændre sig i løbet af et kundeforhold på grund af flere forhold. Betingelser er bl.a. ændret den 10. oktober 2008, som en følge af fusionen mellem Eik Bank og SkandiaBanken. Betingelserne ændres igen den 1. november 2009, som følge af implementeringen af Betalingstjenesteloven. Begge ændringer er du orienteret om ved besked i din Netbank henholdsvis den 10. oktober 2008 og den 30. september 2009.

Banken har taget dine tidligere breve med i betragtning og finder, at administrationsbidraget kan ændres i henhold til den angivne begrundelse i brev af 25. september 2009.

…"

Ved brev af 22. oktober 2009 anførte klageren, at han ikke har tiltrådt ændringen af de almindelige forretningsbetingelser, og at en aftaleændring kræver accept af begge parter.

Af bankens brev af 1. februar 2010 til klageren fremgår:

"…

Banken har besluttet at hæve administrationsbidraget på din BoligPrioritet …

Det variable administrationsbidrag hæves med 0,75 procentpoint. Det betyder at din nye rentesats inkl. administrationsbidrag ændres til 3,40%.

Renteændringen træder i kraft den 1. april 2010, og den nye ydelse kan ses i Netbank i slutningen af april måned.

Renten på BoligPrioritet fastlægges ud fra Nationalbankens til enhver tid gældende rentesatser + et variabelt administrationsbidrag, der kan ændres i henhold til Eik Banks almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter. Administrationsbidraget ændres med 6 ugers varsel i henhold til punkt 3 om "Renter":

Eik Bank kan ændre sin generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, uden at det har sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau.

…"

Af bankens mail af 28. januar 2010 fremgår:

"…

J.f. vores brev af 25. september 2009, hvor vi varslede en forhøjelse af administrationsbidraget på BoligPrioriteten pr. 9. november 2009 kan vi oplyse om, at forhøjelsen først er gennemført pr. 1.1.2010 på din konto.

Den nye ydelse kan ses i din netbank i løbet af en uge.

…"

Ved mail af 5. februar 2010 fastholdt klageren sin protest mod forhøjelsen af administrationsbidraget med 0,5 %, som oprindeligt varslet af banken i brevet af 25. september 2009.

Ved mail af 8. februar 2010 oplyste banken, at den ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Ved brev af 21. februar 2010 protesterede klageren over forhøjelsen af administrationsbidraget med 0,75 %, som banken havde varslet i sit brev af 1. februar 2010.

Ved brev af 25. februar 2010 fastholdt banken også denne ændring af administrationsbidraget.

Af en i sagen fremlagt påtale af 7. april 2010 fra Finanstilsynet overfor Eik Bank fremgår:

"…

Påtale for ukorrekt begrundelse for forhøjelse af administrationsbidrag

Påtale
Finanstilsynet påtaler på baggrund af nedenstående, at Eik Bank efter en klage fra 3 kunder undlod at rette henvendelse til bankens øvrige kunder, som den 24. august 2009 havde modtaget meddelelse om, at rentetillægget på et Boligprioritetslån ville blive ændret, selvom det ifølge aftalen kun var muligt at ændre administrationstillægget.

Finanstilsynet påtaler endelig, at Eik Bank den 7. og 16. april 2008 varslede ændring af renten for samme låntype, selvom der burde have været sket varsling af administrationstillægget.

Baggrund

Af de almindelige forretningsbetingelser fremgår det, at banken under nærmere fastsatte betingelser kan ændre variable rentesatser. I den forbindelse fremgår det ikke udtrykkeligt af de almindelige forretningsbetingelser, at administrationsbidraget kan ændres.

Finanstilsynet finder, at der med hjemmel i pantebrevet er adgang til at ændre administrationsbidraget. Det forhold, at de almindelige forretningsbetingelser ikke udtrykkeligt nævner ændringer af administrationsbidraget kan ikke ændre ved ændringsadgangen.

…"

Parternes påstande.

Klageren har den 8. marts 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Eik Bank Danmark skal annullere forhøjelserne af administrationsbidraget den 1. januar og den 1. april 2010 på hans lån.

Eik Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at han i november 2003 indgik en aftale med SkandiaBanken, hvoraf det af bankens samtidige "Almindelige bestemmelser for lån og kreditter" fremgår, at bestemmelserne kun gælder "i det omfang, andet ikke er særligt aftalt for lånet."

Af lånet fremgår følgende "renteformel":

"Renten er variabel og fastsættes på basis af den af Danmarks Nationalbank offentliggjorte rente på indskudsbeviser med et tillæg på 0,15 %. Renten reguleres hver gang, der er ændringer i renteniveauet for indskudsbeviser."

Ved optagelsen af lånet var det afgørende for ham, at banken ikke efterfølgende kunne ændre lånevilkårene i hans disfavør, da det i så fald ikke kun betale sig for ham at optage lånet.

Han optog lånet, da SkandiaBanken ikke kunne ændre i lånets "renteformel".

Da Eik Bank ved brev af 24. september 2009 varslede en forhøjelse af det variable rentetillæg henviste banken til sine "Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter".

Han har ikke skrevet under på disse betingelser og protesterede overfor bankens forhøjelse.

Banken ændrede da forklaring til, at det var det variable administrationsbidrag, som blev forhøjet.

Det er aldeles uklart, hvor meget administrationsbidraget ændres og hvilket aftalegrundlag, dette baseres på.

Ved bankens næste brev den 25. september 2009 oplyses, at bidraget hæves med 0,5 procentpoint i henhold til punkt 3 om "Renter" i "Almindelige forretningsbetingelser for særlige bestemmelser for lån og kreditter."

Baggrunden for ændringen af administrationsbidraget skyldes stigende kapitalomkostninger, herunder omkostninger til bankens deltagelse i Bankpakke II. Som modvirkning hertil ønsker banken via forhøjelsen at øge indtjeningen.

Af SkandiaBankens "Almindelige bestemmelser for lån og kreditter" står der ikke et ord om administrationsbidrag.

Administrationsbidraget i hans låneaftale er variabelt. En ændring af bidraget skal være affødt af ændrede administrationsomkostninger i banken.

Ifølge Den Danske Ordbog er administrationsomkostninger: "udgifter der medgår til eller er nødvendige for at udføre det administrative arbejde i et firma."

Da denne type omkostninger pr. lån er faldet igennem årtier havde han oprindeligt ikke noget problem med at underskrive aftalen med et variabelt administrationsbidrag.

Banken argumentation for forhøjelsen af bidraget er helt urelateret til administrationsomkostninger.

Det må være en misforståelse - eller et ønske om at omgå en aftale - at medregne stigende kapitalomkostninger i et administrationsbidrag.

Banken har med samme uklare begrundelse forhøjet administrationsbidraget igen i april 2010.

Banken har anført, at det altid er bankens "nyeste betingelser", der er gældende. I så fald kunne man lige så godt undvære den oprindelige aftale, når banken i henhold til dette synspunkt frit kan ændre indholdet af den.

Administrationsbidraget er variabelt, men er ikke beskrevet i Eik Banks "Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter".

Banken har under sagens forberedelse for Ankenævnet beskrevet administrationsbidraget som dækkende over "kendte udgifter i banken, herunder udgifter til almen drift, udgifter til Bankpakke II, samt øvrige omkostninger, der pålægges forretningen m.fl."

Dette er en kombination af kapitalomkostninger og noget uspecificeret.

For banken er fundingomkostninger, generelle omkostninger og administrationsomkostninger åbenbart et fedt og kan defineres efter behov. Det bemærkes også, at ændringen skete af forretningsmæssige grunde, uden at det havde sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau.

Banken har løbende ændret forklaring og søger at omgå den oprindelige aftale med det formål at foretage renteforhøjelser, som ikke har hjemmel i aftalen.

Eik Bank Danmark har bl.a. anført, at det fremgår af låneaftalen, at "Gebyrer, administrationsbidrag og andre kreditomkostninger er variable". Administrationsbidraget er således variabelt og kan ændres af banken.

Klagerens lån giver ikke mulighed for en ændring af rentetillægget. Banken annullerede derfor den varslede forhøjelse heraf.

Banken varslede herefter forhøjelsen af administrationsbidraget, der blev gennemført den 1. januar 2010.

Ved brev af 1. februar 2010 varslede banken forhøjelsen af administrationsbidraget den 1. april 2010. Det blev angivet, at ændringen skyldtes forretningsmæssige grunde, uden at det havde sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau.

Administrationsbidraget dækker over kendte udgifter i banken, herunder udgifter til almen drift, udgifter til Bankpakke II, samt øvrige omkostninger, der pålægges forretningen m.fl.

Forhøjelserne af administrationsbidraget fastholdes, da de er foretaget i henhold til vilkårene for lånet.

Af afgørelsen af 7. april 2010 fra Finanstilsynet fremgår, at der er hjemmel i aftalen for banken til at ændre administrationsbidraget og at det forhold, at forretningsbetingelserne ikke udtrykkeligt nævner ændringer af administrationsbidraget, ikke ændrer herved.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at administrationsbidraget i henhold til den indgåede aftale er variabelt.

Ankenævnet bemærker, at Eik Bank ikke i aftalen eller i sine forretningsbetingelser har angivet nærmere under hvilke betingelser, at banken kan ændre administrationsbidraget.

Ankenævnet finder, at en forudsætning for en forhøjelse af administrationsbidraget må være, at banken angiver de forhold, der udløser en ændring.

Ankenævnet finder ikke, at Eik Bank med de anførte begrundelser og det konkrete sagsforløb har sandsynliggjort, at de den 1. januar og 1. april 2010 gennemførte forhøjelser af administrationsbidraget er relateret til bankens administrationsomkostninger, hvorfor forhøjelserne anses for uberettigede.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Eik Bank skal annullere de over for klageren den 1. januar og 1. april 2010 gennemførte forhøjelser af administrationsbidraget og inden 4 uger korrigere tilskrivningen på hans lån i overensstemmelse hermed.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.