Krav om modtagelse af kontoudskrifter med et individuelt defineret interval.
| Sagsnummer: | 287/2016 |
| Dato: | 10-01-2017 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Andreas Moll Årsnes, Astrid Thomas, Troels Hauer Holmberg og Finn Borgquist |
| Klageemne: |
Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Konto - kontoudskrift |
| Ledetekst: | Krav om modtagelse af kontoudskrifter med et individuelt defineret interval. |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Sagens omstændigheder
Klageren er kunde i Arbejdernes Landsbank, hvor hun blandt andet har en anfordringskonto med et tilknyttet betalingskort og en budgetkonto. Hun er endvidere tilsluttet Betalingsservice.
Klageren har oplyst, at hun hver måned får tilsendt kontoudskrifter for anfordringskontoen og budgetkontoen samt en betalingsoversigt fra banken på papir.
Banken har oplyst, at den med virkning fra den 1. januar 2015 primært har sendt breve, såsom kontoudskrifter, informationer m.v. til sine kunder som elektronisk post. Kunder, der ikke ønsker at kommunikere elektronisk med banken, kan fortsat modtage informationerne på papir med almindelig post mod betaling af et gebyr, der dækker bankens omkostninger herved.
Banken har endvidere oplyst, at den i 2015 pr. kulance valgte at friholde klageren for gebyr for at modtage kontoudskrifter på papir.
I maj 2016 bad klageren banken om at sende kontoudtog med følgende intervaller:
- Betalingsoversigter en gang om måneden som hidtil
- Kontoudskrifter for budgetkontoen to gange årligt
- Kontoudskrifter for anfordringskontoen/kort hvert kvartal
Banken afviste klagerens krav, idet den oplyste, at den efter lov om betalingstjenester var forpligtet til at sende kontoudskrifter hver måned.
Parternes påstande
Den 6. september 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal ændre intervallet for udsendelse af kontoudskrifter på papir, således at hun modtager kontoudskrifter for budgetkontoen to gange årligt og for anfordringskontoen hvert kvartal.
Arbejdernes Landsbank har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at det er uoverskueligt, at hun får tilsendt kontoudskrifter hver måned, hvor der f.eks. kun er to eller tre posteringer.
Hvis intervallet for, hvor tit hun modtager kontoudskrifter fra banken, ændres, bliver det mere overskueligt for hende, idet hun lever et liv uden computer. Banken skal ikke presse hende til at anvende computer.
Tidligere har hun fået det, som hun ønskede, og hun finder, at reglerne er urimelige.
Udsendelse af månedlige kontoudskrifter er endvidere papirsløseri.
Arbejdernes Landsbank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren modtager kontoudskrifter i henhold til gældende lov.
Bankens datacentral har indrettet bankens IT-system således, at alle bankens kunder modtager kontoudskrifter med det interval, der er relevant i henhold til gældende lov. De matricer, der er lagt ned over bankens IT-system, er ens for alle kunder, og banken har således ikke mulighed for at individualisere udsendelsen af kontoudskrifter, selv om der måtte være mulighed for dette inden for gældende lovgivning.
Hvis klageren ikke ønsker et ”papirsløseri”, så opfordrer banken klageren til at overgå til elektronisk kommunikation, således at klageren kan modtage kontoudskrifter i E-boks/netbank.
Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at klagen ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende, da klageren er fritaget for at betale gebyret for kontoudskrifter på papir, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.
Endvidere har banken anført, at klagen bør afvises som useriøs og unødig, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 3.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke, at klagerens indsigelse over for banken om en ændring af intervallet for udsendelse af kontoudskrifter vedrører et konkret økonomisk mellemværende.
Ankenævnet finder herefter ikke, at klagen er omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.