Undersøgelse af posteringer.
| Sagsnummer: | 134/1991 |
| Dato: | 14-08-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Gebyr - fremfinding af oplysninger
|
| Ledetekst: | Undersøgelse af posteringer. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I januar 1991 rettede klagerens ægtefælle henvendelse til indklagede vedrørende en debetpostering på 1.000 kr. på klagerens konto, som fremgik af et kontoudskrift, idet klageren mente, at posteringen var fejlagtig.
Ved skrivelse af 22. januar 1991 meddelte indklagede, at debiteringen samt en anden debitering tillige på 1.000 kr. var foretaget af klagerens ægtefælle i Provinsbankens Hvidovre Stationscenter afdeling. Endvidere var anført:
"Som aftalt har vi taget gebyr, kr. 250,00 for denne ekspedition, jævnfør vedlagte nota."
Klageren har efter at have brevvekslet med indklagede vedrørende berettigelsen af dette gebyr indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte eller helt tilbagebetale det debiterede gebyr, at godtgøre et beløb fastsat af Ankenævnet for tidsforbrug, at godtgøre udgift til porto m.v. 23,25 kr., samt at godtgøre ham gebyr til Ankenævnet 100 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at der ikke i forbindelse med henvendelsen til indklagede i januar 1991 blev indgået aftale om, at undersøgelsen var forbundet med nogen form for gebyr. Det blev derimod oplyst, at en eventuel fejl fra klagerens side ville medføre en debitering af gebyr efter timetakst på 500 kr. Det havde været tilstrækkeligt at få tilsendt kopi af bilaget vedrørende hævetransaktionen, og klageren finder, at et gebyr på 250 kr. svarende til 1/2 times arbejde er alt for meget.
Indklagede har anført, at man ved henvendelsen i januar 1991 i henhold til indklagedes forretningsgang og gebyrpolitik meddelte, at såfremt debetposteringen var sket ved en fejl fra indklagedes side, ville undersøgelser i den anledning være gratis. I modsat fald ville indklagede beregne sig timelønsgebyr på 500 kr. i henhold til medgået tid. Klageren var således fuldt ud klar over, at der kunne være tale om betaling af gebyr. Da ekspeditionen foregik i et andet pengeinstitut, har tidsforbruget i sagen været større end ellers.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren findes at have måtte påregne, at en undersøgelse af enkelte posteringer på en konto ville medføre debitering af et gebyr. Da det opkrævede gebyr ikke kan anses for urimeligt stort, findes der ikke grundlag for at nedsætte dette, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.