Ophør af gruppeforsikring i forbindelse med overførsel af engagement.
| Sagsnummer: | 228 /1998 |
| Dato: | 07-12-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Forsikring - dækning ved pengeinstitutskifte
|
| Ledetekst: | Ophør af gruppeforsikring i forbindelse med overførsel af engagement. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om ophør af klagerens forsikringsdækning i henhold til en tegnet gruppeforsikring i forbindelse med delvis overførsel af klagerens engagement til andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder.
Klageren blev kunde hos indklagede i februar 1994. Klagerens engagement bestod af 3 erhvervslån, en kassekredit, en totalkonto, en investeringsfondskonto og en kapitalpension.
Den 28. februar 1994 underskrev klageren blanket vedrørende oprettelse af en "Tryghedsgaranti Livs-/ulykkessum". Det fremgik, at forsikringsdækningen omfattede gruppelivsforsikring og gruppeulykkesforsikring med en forsikringssum på 614.000 kr. (1994 niveau). Den årlige præmie skulle hæves på klagerens kassekredit. På blanketten var henvist til "Kortfattede regler for Livs-/ulykkessum i [indklagede]". Af disse fremgår:
"Forsikrede
Alle personer, som ikke er fyldt 60 år, der har en kontoform i [indklagede], som banken har accepteret som grundlag for oprettelse af en Tryghedsgaranti, kan optages i ordningen "Tryghedsgaranti Livs-/ulykkessum" på nedenstående betingelser.
.....
Forsikringsdækningens ophør
Forsikringsdækningen ophører den 14.01. efter den sikredes fyldte 60. år, medmindre dækningen er ophørt inden da:
.....
- som følge af, at betingelserne for at deltage i ordningen ikke længere er til stede (ophørt kundeforhold). Dækningen ophører i så fald førstkommende 14. januar."
Gruppeforsikringen var etableret af indklagede hos PFA Pension.
Den 14. marts 1994 tegnede klageren i tilknytning til sin kapitalpension en "Tryghedsgaranti Livs-/invalidesum". Også denne gruppeforsikring var tegnet af indklagede i PFA Pension. Af betingelserne for denne ordning fremgik, at forsikringens dækning bortfaldt ved førstkommende 14. januar i tilfælde af ophør af kundeforholdet.
I september 1995 anmodede klageren gennem et andet pengeinstitut om overførsel af sit engagement bortset fra kapitalpensionskontoen. Ved skrivelse af 18. september 1995 til klagerens nye pengeinstitut fremsendte indklagede forskellige dokumenter i forbindelse med overførslen af engagementet; endvidere var anført:
"Vi gør opmærksom på at tryghedsgarantien stadig er gældende til 15.01.1996."
Ved skrivelse af 9. november 1995 meddelte PFA Pension indklagede, at klagerens to tryghedsgarantier var annulleret som følge af, at man i forbindelse med etablering af anden forsikring for klageren havde modtaget yderligere helbredsoplysninger. Klageren blev samtidig orienteret.
Klageren rettede henvendelse til advokat vedrørende PFA Pensions meddelelse. Under en korrespondance mellem advokaten og PFA Pension, oplyste PFA Pension ved skrivelse af 6. september 1996, at man principielt ville være indstillet på kulancemæssigt at acceptere forsikringsbegæringen af 28. februar 1994, men at forsikringsdækningen under alle omstændigheder var ophørt den 14. januar 1996 på grund af det ophørte kundeforhold til indklagede. For så vidt angik forsikringsbegæringen af 14. marts 1994 anførte PFA Pension, at klageren havde afgivet urigtige helbredsoplysninger, hvorfor man nægtede dækning.
Klagerens advokat rettede derpå henvendelse til indklagede, der i skrivelse af 1. april 1998 bl.a. oplyste, at det på tidspunktet for tegningen af "Tryghedsgaranti Livs-/ulykkessum" (tegnet den 28. februar 1994) beroede på et skøn fra indklagede, om pågældende kundes engagement var tilstrækkeligt som grundlag for at tegne denne forsikring. Indklagedes medarbejder erindrede ikke, om klageren herudover havde fået yderligere oplysninger. Indklagede var ikke bekendt med, om, og i givet fald i hvilket omfang, klageren på ophævelsestidspunktet fik oplysninger om konsekvenserne af at ophæve sine konti. Indklagede erkendte, at det beroede på en fejl, at tryghedsgarantien "Livs-invalidesum" (tegnet den 14. marts 1994) var blevet ophævet, idet det efter de gældende regler var tilstrækkeligt for at opretholde denne forsikring, at kapitalpensionskontoen var blevet opretholdt hos indklagede.
Parternes påstande.
Klageren har den 1. juli 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at foranledige forsikringsdækningen i henhold til forsikringsbegæringen af 28. februar 1994 (Livs-/ulykkessum) opretholdt.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning i medfør af Ankenævnets vedtægters § 4 eller § 7, stk. 2. Subsidiært påstår indklagede frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at sagen ikke bør henvises til Ankenævnet for Forsikring, da klagen drejer sig om fejlinformation fra indklagedes side. Afvisning bør heller ikke ske efter vedtægternes § 7, da der ikke er behov for bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Klageren har i øvrigt anført, at indklagede jf. skrivelsen af 1. april 1998, erkendte, at der ikke ved tegningen af forsikringerne blev givet oplysninger om betingelserne. Det beroede på et skøn fra indklagedes side, om betingelserne i relation til kundeforholdets omfang var opfyldt. Ved overførslen til det andet pengeinstitut gav indklagede ikke oplysning om, at forsikringen ophørte som følge af, at der ikke længere bestod et efter indklagedes skøn tilstrækkeligt kundeforhold, uanset at kapitalpensionen blev opretholdt. Derimod anførte indklagede, at tryghedsgarantien var gældende til 15. januar 1996 uden at skelne mellem de to tryghedsgarantier. Indklagede begik en ansvarspådragende fejl ved ikke ved det delvise pengeinstitutskifte at oplyse, at kapitalpensionskontoen ikke var tilstrækkeligt grundlag for at opretholde tryghedsgarantien Liv-/ulykkessum. Han er som følge af en rygskade og efterfølgende fejloperation blevet delvis uarbejdsdygtig, hvorfor forsikringerne er blevet aktualiserede. Såfremt indklagede ikke kan genoprette tryghedsgarantien af 28. februar 1994, må indklagede i stedet betale de ydelser, som forsikringen ville have medført udbetaling af, hvis den var opretholdt. Om han allerede nu har lidt et tab, må afgøres ved en forsikringsretlig vurdering af hans nuværende tilstand, men i tilfælde af hans død inden forsikringens sædvanlige ophør ved det fyldte 60. år vil de begunstigede lide tab.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at påstanden om genoprettelse af forsikringen angår et forsikringsforhold. Klagen bør derfor henvises til behandling i Ankenævnet for Forsikring, jf. Ankenævnets vedtægters § 4. Da det beror på vidneforklaringer fra de implicerede personer om den rådgivning, klageren modtog i forbindelse med tegningen som ved ophævelsen, bør klagen afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at indklagede ikke kan genoprette forsikringen. Klageren har ikke dokumenteret at have lidt et tab. Klageren blev i forbindelse med tegningen gjort bekendt med, at hans engagement kunne danne grundlag for forsikringen. Han burde derfor også have indset, at en ophævelse af stort set hele engagementet ville medføre, at forsikringsdækningen bortfaldt. Måtte Ankenævnet nå frem til, at indklagede havde pligt til at gøre opmærksom på forsikringens bortfald ved engagementets flytning, må denne pligt anses for opfyldt ved meddelelsen til klagerens nye pengeinstitut ved indklagedes skrivelse af 18. september 1995.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det, der i denne sag klages over, er det indklagede pengeinstituts håndtering af et forsikringsprodukt, som indklagede i sin tid selv tilbød klageren, og som klageren accepterede ved sin underskrift på en formular, der fremtræder som udarbejdet af indklagede, og som også en medarbejder hos indklagede har underskrevet på indklagedes vegne. Ankenævnet findes herefter at være kompetent til at behandle sagen, jf. § 2, stk. 1, 1. pkt. i Ankenævnets vedtægter, der er sålydende: "Ankenævnet behandler klager over danske pengeinstitutter og deres herværende datterselskaber." Det bemærkes herved, at klager over indklagede ikke kan behandles af Forsikringsankenævnet. Da der endvidere ikke findes grundlag for at afvise sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1, tages indklagedes afvisningspåstand ikke til følge.
Ifølge vilkårene for "Tryghedsgaranti Livs-/ulykkessum" kunne personer under 60 år, der havde en kontoform hos indklagede, som indklagede havde accepteret som grundlag for oprettelsen af en tryghedsgaranti, optages i forsikringsordningen. Klagerens engagement med indklagede bestod efter det oplyste fra oprettelsen af forskellige lån og indlån, herunder en kapitalpension. Indklagede accepterede klagerens ønske om tegning af tryghedsgarantien. I forbindelse med overførslen af engagementet bortset fra kapitalpensionskontoen meddelte indklagede klagerens nye pengeinstitut, at tryghedsgarantien stadig var gældende til 15. januar 1996. Indklagede findes herefter ikke at have givet klageren fyldestgørende oplysning om, at det var indklagedes opfattelse, at klagerens bibeholdelse af kapitalpensionskontoen hos indklagede ikke var tilstrækkelig til, at forsikringen "Tryghedsgaranti livs-/ulykkessum" kunne opretholdes. Ankenævnet finder, at indklagede som følge heraf må acceptere, at klageren fortsat er berettiget til den omhandlede forsikringsdækning. Det bemærkes herved, at PFA-pension for sit vedkommende må antages at have accepteret, at forsikringsdækningen kan opretholdes, jf. PFA-pensions skrivelse af 6. september 1996.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger give meddelelse til PFA Pension om, at klageren også efter den 15. januar 1996 er omfattet af "Tryghedsgaranti Livs-/ulykkessum" mod klagerens indbetaling af præmie for perioden efter denne dato. Klagegebyret tilbagebetales klageren.