Indsigelse mod depotgebyrer.
| Sagsnummer: | 168/2015 |
| Dato: | 14-12-2015 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Troels Hauer Holmberg, Kjeld Gosvig Jensen, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Gebyr - depot
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod depotgebyrer. |
| Indklagede: | Sparekassen Kronjylland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører indsigelse mod depotgebyrer.
Sagens omstændigheder
Klageren, der var kunde i Sparekassen Kronjylland, havde realkreditobligationer i et depot i et realkreditinstitut.
Ved brev af 3. september 2012 til klageren anførte sparekassen bl.a.:
”…
Vedr. oprettelse af depot.
Ifølge aftale kan jeg oplyse dig priserne på opbevaring af værdipapirer i depot hos os med følgende:
100,00 depotgebyr | |
- | 22,50 udskrift af depotbeholdning |
- | 20,00 brev med meddelelse om rente og udbytte |
…”
Den 18. december 2012 ringede realkreditinstituttet til sparekassen vedrørende overførsel af klagerens depot. Da der ikke forelå nogen aftale mellem sparekassen og klageren herom, ringede sparekassen til klageren, der bekræftede, at han ønskede depotet i overført.
Overførslen blev gennemført den 19. december 2012, hvor klagerens realkreditobligationer, der var fordelt på 20 fondskoder, blev indlagt i et nyoprettet åbent depot i sparekassen.
Sparekassen sendte en depotaftale og en aftale om handel med finansielle instrumenter til underskrift hos klageren. Klageren undlod imidlertid at underskrive.
For 2013 opkrævede sparekassen depotgebyrer på i alt 1.664,50 kr. hos klageren. Beløbet fremkom således:
20 stk. Fondskodegebyr danske VPobligationer | 650,00 kr. |
12 stk. Gebyr forvaltningsbreve | 232,00 kr. |
40 stk. Transaktionsgebyr VP | 720,00 kr. |
1 stk. VP kontogebyr | 62,50 kr. |
I alt | 1.664,50 kr. |
Klageren gjorde indsigelse mod gebyrerne, som var ”langt fra den aftale som jeg lavede med jer inden obligationerne blev overført”. Klageren anførte, at aftalen lød på årligt depotgebyr 100 kr., udskrift af depotbeholdning 22,50 kr. og brev med meddelelse om rente og udbytte 20,00 kr.
Ved brev af 13. februar 2014 til klageren oplyste sparekassen bl.a., at fondskodegebyret blev opkrævet for hver fondskode, og at transaktionsgebyret blev opkrævet ved hver ændring. Sparekassen foreslog klageren at sælge meget små beholdninger med henblik på at spare gebyrer og i øvrigt at sælge fire konkrete fondskoder, hvor der tilsyneladende var skattefri gevinst.
Ved breve af henholdsvis 2. marts 2014 og 2. april 2014 fastholdt klageren indsigelsen. Det var klagerens opfattelse, at sparekassen havde givet mangelfulde og forkerte oplysninger om omkostningerne, og at sparekassen var bundet af aftalen af 3. september 2012 om årligt depotgebyr 100 kr., udskrift af depotbeholdning 22,50 kr. og brev med meddelelse om rente og udbytte 20,00 kr.
Ved brev af 4. juli 2014 refunderede sparekassen pr. kulance fondskodegebyrerne på i alt 650 kr.
Den 12. august 2014 indgav klageren en klage over sparekassen til Ankenævnet.
Ved brev af 26. september 2014 refunderede sparekassen pr. kulance transaktionsgebyrerne på i alt 720 kr., hvoraf nogle af gebyrerne vedrørte overflytningen af obligationerne.
Af sparekassens rente- og prisoversigt gældende pr. den 1. december 2014 fremgik blandt andet:
”… | ||
Obligationer registreret i VP Securities (Værdipapircentralen) | ||
Fondskodegebyr | 26 kr. | pr. fondskode * |
Kontogebyr | 50 kr. | pr. depot * |
Meddelelse om beholdningsændring | 16 kr. | pr. meddelelse |
Rentemeddelelse | 16 kr. | pr. meddelelse * |
Transaktionsgebyr, beholdningsændring | 18 kr. | pr. transaktion |
Transaktionsgebyr, øvrige | 18 kr. | pr. transaktion * |
Udløb, udtrækningsmeddelelse | 16 kr. | pr. meddelelse * |
Udskrift, øvrige | 16 kr. | pr. udskrift * |
… | ||
* Gebyret tillægges moms | ||
…” |
Den 30. november 2014 opkrævede sparekassen depotgebyrer for 2014 på i alt 890,50 kr. hos klageren. Beløbet fremkom således:
20 stk. Fondskodegebyr danske VPobligationer | 650,00 kr. |
8 stk. Gebyr forvaltningsbreve | 160,00 kr. |
1 stk. Transaktionsgebyr VP | 18,00 kr. |
1 stk. VP kontogebyr | 62,50 kr. |
I alt | 890,50 kr. |
Ved brev af 29. december 2014 refunderede sparekassen pr. kulance fondskodegebyrerne på i alt 650 kr.
Den 14. januar 2015 blev klagesagen afsluttet af Ankenævnets sekretariat på baggrund af en opringning til klageren.
I foråret rettede klageren på ny henvendelse til sparekassen vedrørende gebyropkrævningerne på i alt 1.664,50 kr. og 890,50 kr. i henholdsvis 2013 og 2014.
Klageren havde fået en gebyroversigt for 2014, der bl.a. viste følgende:
”…
Check transaktionsgebyr | ||
Dankonto | ||
1 stk. Indløst(e) lommecheck(s) á 7,00 DKK | 7,00 | 7,00 |
Korrektioner | ||
Dankort | ||
1 stk. Fondkodegebyr á -650,00 DKK | -650,00 | |
1 stk. Gebyr værdipapir. á 720,00 DKK | -720,00 | |
1 stk. Tilbageført gebyr vedr. depot. á -650,00 DKK | -650,00 | -2.020,00 |
Depot gebyrer | ||
Almindeligt depot | ||
20 stk. Fondskodegebyr danske VPobligationer DKK | 650,00 | |
8 stk. Gebyr forvaltningsbreve DKK | 160,00 | |
1 stk. Transaktionsgebyr VP DKK | 18,00 | |
1 stk. VP kontogebyr DKK | 62,50 | 890,50 |
I alt gebyrer DKK | -1.122,50 | |
...” |
Parternes påstande
Den 18. maj 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Sparekassen Kronjylland skal nedsætte de årlige gebyrer på depotet til 240,50 kr. om året.
Sparekassen Kronjylland har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at sparekassen er bundet af aftalen om, at der årligt opkræves 100,00 kr.+ 22,50 kr.+20,00 kr. i gebyr for depotet, jf. sparekassens brev af 3. september 2012.
Sparekassen har i strid hermed opkrævet væsentligt større beløb hvilket er dokumenteret ved de fremlagte udskrifter.
Sparekassen Kronjyllandhar anført, at den har været berettiget til at opkræve gebyrer som sket.
Da brevet af 3. september 2012 blev sendt, var sparekassen ikke bekendt med indholdet af klagerens depot i realkreditinstituttet og der var ikke truffet aftale om overførsel.
Efter sparekassens kulancemæssige refusion af i alt 2.020,00 kr. har gebyrerne i 2013 udgjort 294,50 kr. (1.664,50÷650 kr.÷750 kr.=294,50) og i 2014 udgjort 240,50 kr. (890,50 kr.÷650 kr.=240,50 kr.)
Gebyroversigten for 2014 viser, at klageren i kalenderåret har fået 1.122,50 kr. mere retur, end han har betalt.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder, at brevet af 3. september 2012 fra Sparekassen Kronjylland til klageren alene indeholder generelle oplysninger om sparekassens dagældende priser vedrørende opbevaring af værdipapirer i depot.
Brevet kan ikke forstås således, at banken i forbindelse med, at klageren efterfølgende besluttede at overføre sit depot til sparekassen, har begrænset sin adgang til at opkræve gebyrer til årligt 142,50 kr. svarende til en sammenlægning af priserne, der er anført i brevet af 3. september 2012.
Sparekassen har før nærværende klage til Ankenævnet pr. kulance refunderet gebyrer på i alt 2.020 kr., hvorefter klagerens gebyrbetalinger for depotet i 2013 har udgjort 294,50 kr. og i 2014 har udgjort 240,50 kr.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge sparekassen at refundere yderligere.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelseKlageren får ikke medhold i klagen.