Klage vedrørende kaution for et selskab ejet af klagerne afvist.
| Sagsnummer: | 39 /2005 |
| Dato: | 23-06-2005 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Ole Jørgensen, Sonny Kristoffersen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Klage vedrørende kaution for et selskab ejet af klagerne afvist. |
| Indklagede: | Sparekassen Faaborg |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører bl.a. opgørelse og indfrielse af en kassekredit, for hvilken den ene af klagerne kautionerede, efter at et selskab ejet af klagerne var gået konkurs.
Sagens omstændigheder.
Den 5. januar 2004 blev anpartsselskabet T erklæret konkurs i henhold til egen begæring. T drev virksomhed inden for rejsebranchen og havde hos indklagede en kassekredit, ligesom indklagede over for Rejsegarantifonden havde stillet en garanti på 300.000 kr.
Klagerne M og H, som på tidspunktet for konkursen var separerede, ejede efter det oplyste selskabet, hvor M var direktør. M og H kautionerede for garantien på 300.000 kr., ligesom M kautionerede for selskabets kassekredit.
Ved skrivelse af 12. februar 2004 orienterede indklagede H om konkursen og oplyste, at H måtte påregne at skulle indfri sin kautionsforpligtelse vedrørende garantien stillet over for Rejsegarantifonden. Ved skrivelse af samme dag blev M anmodet om at indbetale 76.001,87 kr. svarende til saldoen på selskabets kassekredit. Indklagede oplyste samtidig, at Rejsegarantifonden havde anmodet om udbetaling af 11.500 kr.
Den 11. marts 2004 blev fra M overført knap 49.000 kr. til kassekreditten, hvis saldo herefter var 0,00 kr.
Den 12. marts 2004 udbetalte indklagede 11.500 kr. til Rejsegarantifonden og hævede beløbet på selskabets kredit, hvis saldo herefter var 11.500 kr. (negativ).
Af kontoudskrift for kassekreditten fremgår, at der i perioden 15. marts 2004 til ultimo juni 2004 bl.a. blev hævet gebyrer til Dataløn med i alt 178,14 kr. samt garantiprovision med 1.415,72 kr.
Ved skrivelse af 17. august 2004 orienterede indklagede M om, at Rejsegarantifonden havde anmodet om en yderligere betaling på 1.370 kr. under garantien; kassekredittens saldo var herefter 15.713,69 kr. inkl. overtræksrenter, hvilket beløb indklagede anmodede M om at indbetale. Indklagede tilsendte H kopi af skrivelsen.
Den 20. august 2004 indbetalte H 1.370 kr. på kassekreditten.
Ved skrivelse af 20. august 2004 meddelte indklagede M, at denne ud over beløbet på 11.500 kr. udbetalt til Rejsegarantifonden hæftede for 2.870,81 kr., som vedrørte garantiprovision, overtræksrenter, kontoudskriftsgebyr og datalønsgebyrer. Af skrivelsen fremgik, at Rejsegarantifondens garanti først ville blive frigivet den 5. januar 2005.
Under en yderligere korrespondance mellem M og indklagede redegjorde indklagede for de forskellige posteringer foretaget på kassekreditten i tiden efter konkursdekretet. Indklagede oplyste bl.a., at gebyrer til Dataløn vedrørte tidsrummet forud for afsigelsen af konkursdekretet; garantiprovisionen angik garantien over for Rejsegarantifonden. Endvidere var der hævet overtræksrenter, som primært skyldtes, at udbetalingen på 11.500 kr. ikke var blevet inddækket i forbindelse med beløbets udbetaling.
Den 21. september 2004 indbetalte M 10.000 kr. på kassekreditten, hvis saldo herefter var 4.520,33 kr. (negativ).
Ved skrivelse af 12. januar 2005 meddelte indklagede M, at garantien over for Rejsegarantifonden var frigivet. Af et medsendt kontoudskrift fremgik, at kassekredittens saldo samme dag var 7.209,03 kr. (negativ). Kontoen kunne opgøres mod betaling af 7.265 kr. pr. d.d. Ved skrivelse af s.d. til H redegjorde indklagede for H's hæftelse som kautionist for garantien. H's hæftelse blev opgjort til 15.191,66 kr., men da M havde foretaget indbetaling, var kravet alene 7.265 kr.
Ved skrivelse af 23. januar 2005 fremsatte M en række indsigelser vedrørende opgørelsen af kassekreditten. M anførte, at der var opkrævet 1.736 kr. for meget, hvortil kom opkrævningen af garantiprovision.
Ved skrivelse af 24. januar 2005 meddelte indklagede M, at man for at få afsluttet sagen tilbød, at kassekreditten kunne indfries ved betaling af 5.529 kr. inden otte dage. Indklagede ønskede ikke at bruge mere tid på redegørelser, hvorfor tilbuddet på 5.529 kr. var 1.736 kr. mindre end kredittens saldo.
Den 2. februar 2005 indbetalte M 5.529 kr. til indklagede. Klagerne meddelte samtidig, at sagen ville blive indbragt for Ankenævnet.
Parternes påstande.
Klagerne har den 3. februar 2005 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagernes påstand således, at de ønsker indklagede tilpligtet at betale 5.529 kr. samt at anerkende, at H er frigjort for sin kautionsforpligtelse.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de stiller sig uforstående over for, at der blev trukket på kassekreditten efter, at kontoen blev lukket i forbindelse med konkursen. Hvis indklagede ikke kan dokumentere berettigelsen af gebyrer mv., bør indklagede tilbagebetale beløbet på de 5.529 kr., som de betalte under protest.
Indklagede bør anerkende, at H er frigjort fra kautionsforpligtelsen for garantien, da denne er frigivet.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør afvises efter Ankenævnets vedtægters § 2, idet der er tale om klage fra en erhvervsdrivende.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klagerne via kautionen hæftede for udbetalingerne til Rejsegarantifonden på henholdsvis 11.500 kr. og 1.370 kr. Beløbene blev af praktiske grunde trukket over kassekreditten.
Datalønsgebyrerne trukket på kassekreditten efter konkursen kunne indklagede for så vidt anmelde i konkursboet. Kravet ville være et simpelt krav efter konkurslovens § 97 og ville antageligvis ikke opnå dækning. Garantiprovisionen påløbet efter konkursen har ikke kunnet anmeldes i konkursboet, hvorfor klagerne som kautionister hæfter for denne. M hæfter som kautionist for kassekreditten, herunder for renter tilskrevet kassekreditten som følge af manglende inddækning af de hævede beløb.
Så længe klagerne kræver beløb tilbagebetalt, kan indklagede ikke frigive H's kautionsforpligtelse vedrørende garantien.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagen angår klagernes kautioner for et selskab inden for rejsebranchen, som var ejet af klagerne, og i hvilket klageren M var direktør. På denne baggrund og efter klagens karakter findes klagen at angå et erhvervsmæssigt kundeforhold og ikke at kunne sidestilles med et privat kundeforhold. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.