Spørgsmål om erstatning ved sletning af tegningsretter.
| Sagsnummer: | 507/2010 |
| Dato: | 30-09-2011 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Christian Bremer, Karin Duerlund, Jørn Ravn og Maria Hyldahl. |
| Klageemne: |
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning ved sletning af tegningsretter. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Nordea Bank Danmark har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med, at klagerens tegningsretter blev slettet fra hans depot.
Sagens omstændigheder.
I november 2009 havde klageren et værdipapirdepot i Nordea Bank Danmark.
Af bankens brev af 20. november 2009 til klageren fremgår:
"…
De kan nu tegne nye aktier i Amagerbanken. Selskabet udvider aktiekapitalen med 221.821.900 kr. Kapitaludvidelsen er med fortegningsret for nuværende aktionærer.
…
Handel med tegningsretter finder sted fra den 20.11.2009 til den 04.12.2009. På basis af kurs 66,487 for de eksisterende aktier kan kursen på tegningsretterne anslås til 18,2435.
Deres ordre skal være os i hænde senest den 03.12.2009. Hører vi ikke fra Dem, vil vi sælge Deres tegningsretter bedst muligt, jævnfør bankens depotbestemmelser.
I Deres depot … har De:
500 AMAGERBANKEN
Deres beholdning giver Dem ret til at tegne:
500 stk. nye aktier.
De vil ikke modtage en ændringsmeddelelse, når retterne indlægges i depotet.
Ønsker De yderligere oplysninger i forbindelse med emissionen, er De velkommen til at kontakte os.
…"
Den 27. november 2009 købte klageren til kurs 13 med valør den 2. december 2009 yderligere 500 stk. tegningsretter, som blev registreret i klagerens depot.
Banken har oplyst, at banken den 4. december 2009 dannede et automatisk salg af klagerens 1.000 stk. tegningsretter, da han ikke inden udløbet af fristen i bankens brev havde afgivet et tegningsønske. Klageren har anført, at han annullerede bankens automatiske salg, da han "havde andre planer med tegningsretterne".
Banken har oplyst, at klagerens beholdning af ikke benyttede tegningsretter blev slettet af Værdipapircentralen efter udløbet af tegningsperioden.
Af bankens "Depotbestemmelser i Nordea" fremgår:
"…
Nytegning
Hvis tegningsfristen gør det muligt, sender banken meddelelse, når der i Statstidende indbydes til nytegning af aktier og/eller obligationer med fortegningsret. Inden for fristen træffer depotejer beslutning om:
- nytegning,
- salg af tegningsretter,
- køb eller salg af supplerende/overskydende tegningsretter.
Hvis banken ikke har modtaget svar inden fristens udløb og penge til brug for køb/tegning, er banken berettiget, men ikke forpligtet til at sælge tegningsretterne bedst muligt. Banken påtager sig ikke ansvaret for, at et salg kan gennemføres.
Ikke benyttede tegningsretter, der er registreret i Værdipapircentralen, vil efter tegningsperioden blive slettet af Værdipapircentralen uden meddelelse til depotejer.
…"
Parternes påstande.
Klageren har den 17. september 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark skal erstatte værdien af de tabte tegningsretter.
Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han annullerede bankens automatiske salg, da han "havde andre planer med tegningsretterne".
Efter annulleringen af tegningsretterne indgik de ikke mere i hans depot. Herefter kontaktede han gentagne gange sin bankrådgiver, som ikke var ledig. Han fik dermed ikke den ønskede kontakt. Han har ikke kunnet se på sin telefon, at hun har forsøgt at ringe tilbage.
Han fik ikke nogen advarsel om, at tegningsretterne ville udgå af depotet ved annulleringen og dermed blive værdiløse, hvis det ikke lykkedes ham at få kontakt til sin rådgiver inden tegningsretternes udløb den 9. december 2009.
Han har handlet i god tro i hele forløbet og havde som almindelig privatkunde ikke - og burde ikke have - kendskab til, at tegningsretterne ville gå tabt ved annulleringen, så han anser det for bankens pligt at erstatte den tabte værdi.
Nordea Bank Danmark har anført, at det tydeligt fremgår af bankens brev af 20. november 2009, at banken ville sælge tegningsretterne bedst muligt, hvis klageren ikke afgav en tegningsordre inden fristens udløb den 3. december 2009.
Klageren valgte selv at annullere dette salg, som skulle have sikret, at klageren ikke mistede værdien af tegningsretterne efter tegningsperioden.
Bankens depotbestemmelser indeholder regler for nytegning af aktier. Klageren var således informeret om, at ubenyttede tegningsretter ville blive slettet efter tegningsperiodens udløb uden meddelelse herom til ham.
Banken håndterede aktieemissionen korrekt og begik ikke fejl, da klagerens tegningsretter blev slettet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Nordea Bank Danmark begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med, at klagerens tegningsretter blev slettet fra hans depot.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.