Akkord. Afviklingsaftale.
| Sagsnummer: | 103/1994 |
| Dato: | 17-10-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Akkord - indgåelse
|
| Ledetekst: | Akkord. Afviklingsaftale. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne sag vedrører, om der mellem klageren og indklagede er indgået en aftale om udstedelse af saldokvittering vedrørende klagerens lån eller, såfremt dette ikke kan er tilfældet, en aftale om, at restgælden på lånet skulle nedskrives, således at lånet kunne afvikles på 3 - 4 år ved månedlig betaling af 300 kr.
I 1979, hvor et af klageren ejet aktieselskab anmeldte betalingsstandsning, havde klageren et personligt lån hos indklagede med en restgæld på ca. 65.000 kr. (primo 1979). Indklagede har oplyst, at lånet da blev afviklet med 833,33 kr. månedligt.
Ifølge klageren indgik han i 1979 en mundtlig aftale med en medarbejder hos indklagede om, at lånet skulle afvikles ved, at indklagede overtog et håndpantsat pantebrev til kurs 100, eller ca. 47.000 kr., og kontant modtog 10.000 kr., hvorefter indklagede skulle eftergive lånets restsaldo. Indklagede bestrider dette og har henvist til en skrivelse af 1. juni 1979, hvoraf fremgår at man erklærede sig villig til at lade det håndpantsatte ejerpantebrev rykke i forbindelse med omprioritering mod at modtage 11.447 kr. Pr. 4. marts 1980 modtog man fra den daværende Provinsbank 10.000 kr. i denne forbindelse.
Af påtegninger på gældsbrevet for lånet fremgår, at klageren den 16. juni 1983 har underskrevet påtegning om, at lånet ekstraordinært er nedbragt med ca. 31.700 kr. til 23.409 kr. i forbindelse med, at det håndpantsatte pantebrev er udgået. Af påtegningen fremgår, at lånet herefter afvikles med en månedlig ydelse på 300 kr., og at ny aftale træffes senest i december 1983. Klageren har endvidere underskrevet påtegninger fra marts og juni 1984, hvorefter lånet, hvis restgæld er angivet, fortsat afvikles med 300 kr. månedligt.
I skrivelser af 9. december 1985 og 7. maj 1986 til klageren erklærede indklagede sig indforstået med, at lånet fortsat afvikledes med 300 kr. månedlig. Af sidstnævnte skrivelse fremgik, at klageren, som har påtegnet skrivelsen, erklærede sig indforstået med, at lånets afvikling skulle tages op i april måned 1987.
Ved skrivelse af 9. september 1987 meddelte indklagede, at lånet, hvis restgæld var ca. 27.700 kr., måtte afvikles indenfor en rimelig periode og foreslog, at de månedlige indbetalinger forhøjedes til 500 kr. Som svar herpå anmodede klageren i skrivelse af 14. september 1987 om en "nedsættelse af lånets rest-hovedstol, som svarer til den nuværende månedlige indbetaling". Indklagede afslog at nedsætte restgælden, men erklærede at den hidtidige afvikling kunne fortsætte, dog således at der skulle træffes ny aftale i marts 1988.
I august 1988 foreslog indklagede igen at forhøje ydelsen til 500 kr. månedligt med henvisning til, at lånets restgæld var steget med ca. 1.000 kr. det seneste år. På et møde den 31. oktober 1988 anmodede klageren om en akkordordning eller rentenedsættelse. Dette afslog indklagede i skrivelse af 14. november 1988, idet man samtidig forlangte ydelsen forhøjet til 600 kr. månedligt. Klageren fortsatte med at afvikle lånet som hidtil.
I skrivelse af 4. februar 1993 meddelte indklagede, at man var indstillet på at nedsætte rentesatsen til 13% p.a. under forudsætning af, at ydelsen forhøjedes til 500 kr. månedligt svarende til en afvikling over 10 år; lånets restgæld var da ca. 34.800 kr. Det lykkedes ikke parterne at nå til enighed herom, og ved skrivelse af 11. juni 1993 opsagde indklagede engagementet til øjeblikkelig indfrielse. I skrivelse af 22. juni 1993 meddelte klageren, at han alene kunne afse 300 kr. månedligt, hvorfor han anmodede om en tilpasning af lånets restgæld. Klageren stillede sig endvidere uforstående overfor, at lånet var misligholdt, da han månedligt havde indbetalt 300 kr. som aftalt. I skrivelse af 23. juni 1993 meddelte indklagede, at man var villig til at udsætte en incassosag med henblik på at behandle klagerens anmodning om en akkord, idet man til brug herfor anmodede om bl.a. "årsbudget, en opgørelse over Deres samlede gæld, samt dokumentation for Deres indtægtsforhold."
Klageren afslog at fremkomme med et budget for sig selv og sin ægtefælle under henvisning til, at han alene hæftede for lånet. Den 13. januar 1994 meddelte indklagede, at engagementet var overgivet til incasso.
Den 10. februar 1994 underskrev klageren frivilligt forlig, hvorefter han erkendte at skylde i alt 39.966,77 kr. incl. incassoomkostninger samt renter til dato. Ifølge forliget skal beløbet afvikles med 500 kr. månedligt, men klageren har taget forbehold for Ankenævnets afgørelse.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes af meddele saldokvittering, subsidiært at nedsætte lånets restgæld således, at der kan ske afvikling over højst 4 år med en månedlig betaling på 300 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han med en navngiven medarbejder i 1979 indgik aftale om saldokvittering mod indbetaling af 10.000 kr. Beløbet blev betalt i marts 1980 og har intet at gøre med en omprioritering. Indklagede må subsidiært anses for at være indgået på en aftale, hvorefter hans gæld kan afvikles med betaling af 300 kr. månedligt over maksimalt 4 år.
Indklagede har anført, at man på intet tidspunkt har indgået aftale om akkord eller meddelt saldokvittering. Klageren har bl.a. anerkendt sin forpligtelse i skrivelsen fra 14. september 1987. Indklagede har været berettiget til at opsige restgælden som sket, idet klageren ikke ønskede at fremlægge budget til brug for behandlingen af anmodningen om en akkord.
Ankenævnets bemærkninger:
Det kan ikke anses for godtgjort, at indklagede i 1979-80 indgik aftale med klageren om at meddele denne saldokvittering. Det bemærkes herved, at klageren efterfølgende gentagne gange har bekræftet restgældens størrelse. Der foreligger heller ikke noget grundlag for at pålægge indklagede at nedsætte lånets restgæld. Ankenævnet finder endelig, at indklagede under de foreliggende omstændigheder var berettiget til at opsige restgælden og overgive sagen til incasso.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.