Afgørelse

Omprioritering. Efterstående panthavere. Tilbagerykning. Fastkursaftale. Ophævelse.

Klageren havde i sin ejendom et lån til det indklagede realkreditinstitut samt et ejerpantebrev, som var håndpantsat til klagerens pengeinstitut. Den 14. april 2004 udarbejdede instituttet et lånetilbud vedrørende omlægning af det indestående lån. I henhold til lånetilbudet kunne lånet først udbetales, når der forelå tinglyst anmærkningsfrit pantebrev. Samme dag udarbejdede instituttet en tinglysningsaftale, i henhold til hvilken instituttet skulle forestå låneomlægningen. Af tinglysningsaftalen fremgik det, at låneomlægningen skulle gennemføres den 28. april til kurser i henhold til samtidigt indgåede fastkursaftaler, at ejerpantebrevet skulle rykke for det nye lån, og at instituttet var bemyndiget til at indhente rykningstilsagn. Pengeinstituttet afviste efterfølgende at rykke for det nye lån. Sammen med juni-terminen blev klageren afkrævet et beløb på 18.989 kr. vedrørende ophævelsen af fastkursaftalen. Klageren meddelte den 24. juni 2004 instituttet, at instituttet efter hendes opfattelse ikke var berettiget til at opkræve beløbet hos hende, idet instituttet ikke havde klarlagt, hvorvidt der forelå rykningstilsagn inden iværksættelse af fastkursaftalerne. Instituttet fastholdt kravet mod klageren med den begrundelse, at pengeinstituttet havde givet instituttet et mundtligt rykningstilsagn, og at pengeinstituttet efterfølgende ikke ville vedstå sit rykningstilsagn, idet pengeinstituttet senere var blevet gjort bekendt med, at der var indgivet en konkursbegæring mod klagerens samlever, hvilket klageren i øvrigt ikke havde oplyst realkreditinstituttet om.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilbagebetale hende 18.989 kr. med tillæg af rente fra 30. juni 2004, indtil betaling sker, samt refundere alle omkostninger, der kunne henføres til inkasso af ydelsen for ophævelsen af fastkursaftalen. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke bevist, at klagerens pengeinstitut havde forpligtet sig til at rykke for det nye lån. Det havde efter Nævnets opfattelse påhvilet instituttet som professionel långiver på realkreditområdet at sikre sig, at der forelå et bevissikret tilsagn om rykning fra pengeinstituttet, forinden der blev indgået en forpligtende fastkursaftale. Det fulgte heraf, at instituttet måtte bære risikoen for, at låneforretningen ikke kunne gennemføres. Instituttet havde derfor med urette opkrævet beløbet på 18.989 kr. hos klageren og blev tilpligtet at tilbagebetale klageren dette beløb. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilkende klageren yderligere beløb.