Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Eftergivelse af gæld.

Sagsnummer: 290/1989
Dato: 27-11-1989
Ankenævn: Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Akkord - afslag
Ledetekst: Eftergivelse af gæld.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 18. januar 1977 optog klageren et lån på 30.000 kr. i indklagedes Frederiksværk afdeling. Provenuet blev i perioden fra denne dato til den 15. februar 1977 overført til en anden konto i afdelingen, tilhørende et anpartsselskab under stiftelse, som klageren havde oprettet sammen med en anden person, som ligeledes havde optaget et lån på 30.000 kr., hvis provenu blev overført til anpartsselskabets konto.

For en del af klagerens øvrige engagement med afdelingen havde hans mor stillet sikkerhed i sin faste ejendom. Da engagementet blev misligholdt, blev ejendommen solgt på tvangsauktion, hvorved den sikrede del af afdelingens mellemværende med klageren blev delvist dækket.

Efter at indklagede i oktober 1988 havde rykket klageren for betaling af gælden, der pr. 29. september 1988 blev opgjort til ca. 74.000 kr., anerkendte klageren hos indklagede den 22. februar 1989 skriftligt at skylde det nævnte beløb, hvorefter en til fogedretten fremsendt anmodning om berammelse af udlægsforretning blev tilbagekaldt af indklagede.

Efter at klageren forgæves havde anmodet indklagede om at eftergive ham gælden, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at eftergive ham den afkrævede gæld.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren, der ikke har gjort gældende, at indklagede har givet tilsagn om at eftergive ham gælden, har til støtte for den nedlagte påstand redegjort for de betydelige økonomiske og personlige skadevirkninger, som det har medført for ham, at den virksomhed, til hvis brug lånet i sin tid blev optaget, måtte lukke.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at man på intet tidspunkt har givet klageren bindende løfte om at ville eftergive gælden, og at man ikke er indstillet herpå.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har ikke givet klageren et løfte om at ville eftergive gælden, og Ankenævnet har ingen mulighed for at pålægge indklagede at gøre dette.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.