Krav om erstatning ved investering i aktier
| Sagsnummer: | 299/2013 |
| Dato: | 12-12-2013 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning ved investering i aktier |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører, om Danske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens investeringer i et aktieselskab, der efterfølgende gik konkurs.
Sagens omstændigheder
Den 9. februar 2004 investerede klageren via BG Bank (division af Danske Bank) i 700 stk. ”Incentive” aktier til kurs 21 for 14.775 kr. (inkl. kurtage på 75 kr.) samt i 300 stk. ”Incentive” aktier til kurs 20,9 for 6.345 kr. (inkl. kurtage på 75 kr.).
Af en fremlagt mail af 28. august 2013 fra kurator fremgår, at Incentive A/S blev taget under konkursbehandling ved dekret afsagt af Sø- og Handelsrettens skifteret den 17. marts 2004 og at boet blev endeligt sluttet den 14. december 2012.
Klageren sendte den 31. august 2013 en mail til Danske Bank, hvori han klagede over ovennævnte værdipapirhandler. Klageren anså banken ansvarlig for sit tab på aktierne, der var blevet værdiløse, og anmodede om, at banken refunderede ham 21.120 kr. Klageren anførte, at banken på handelstidspunktet måtte have været vidende om den forestående konkurs.
Banken afviste ved brev af 3. september 2013 at imødekomme klagen.
Parternes påstande
Den 20. september 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale ham 21.120 kr. for de ”værdiløse” aktier.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han karakteriserer bankens adfærd i sagen som selskabstømning og bedrageri over for aktionærerne (ved såvel handel med de famøse aktier samt den efterfølgende konkurs), idet alle (inkl. kurator) men undtaget aktionærerne får fuld dækning.
Én afdeling i banken planlagde selskabets konkurs, medens en anden afdeling ivrigt solgte ud af aktierne trods bankens viden om, at aktierne var bestemt til at blive værdiløse.
Danske Bank har blandt andet anført, at klageren ikke har påvist, at der er et ansvarsgrundlag for banken.
Det er uafklaret, om klageren modtog rådgivning forud for købet af aktierne eller om handlerne blev gennemført på klagerens anmodning som ”ekspedition”.
Såfremt klageren modtog rådgivning, afvises det, at banken skulle have rådgivet klageren om køb af aktierne i Incentive A/S mod bedre vidende om selskabets økonomiske problemer.
Banken ville ikke have nogen fordel ved at anbefale klageren at købe aktier i et selskab med økonomiske problemer.
Bankens interne forretningsgange sikrer, at der ikke sker udveksling af fortrolige oplysninger på tværs af afdelingerne i banken.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende.
Forholdet er forældet, idet både købet af aktierne og den efterfølgende konkurs for Incentive A/S fandt sted i 2004.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder, at klageren ikke kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier - herunder at aktiekursen kunne vise sig at falde eller at selskabet kunne gå konkurs, hvorved hans aktier ville blive værdiløse - hvilket klageren selv må bære risikoen ved.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Danske Bank - i forbindelse med klagerens to aktieinvesteringer den 9. februar 2004 - har begået fejl eller forsømmelser, som kan medføre et erstatningsansvar.
Et erstatningskrav er endvidere forældet, jf. § 3 i lov om forældelse. Klageren fik eller burde således have fået kendskab til sit krav ved selskabets konkurs i 2004. Forældelsesfristen på tre år var derfor udløbet, da klageren den 20. september 2013 indbragte sagen for Ankenævnet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.