Opgørelse af gæld i henhold til kassekredit overgivet til inkasso, størrelse af overtræksrente.
| Sagsnummer: | 3/2000 |
| Dato: | 24-05-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lars Christensen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Forældelse - udlån
Kassekredit - overtræksrente Rente - overtræk |
| Ledetekst: | Opgørelse af gæld i henhold til kassekredit overgivet til inkasso, størrelse af overtræksrente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører indklagedes opgørelse af gælden i henhold til en kassekredit, der er overgivet til inkasso.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.
Ved kreditkontrakt af 21. april 1986 ydede indklagede H en kassekredit på 50.000 kr. M påtog sig selvskyldnerkaution for kreditten, som skulle genforhandles den 1. maj 1987. Af kreditkontrakten fremgår i øvrigt bl.a.:
"2. Foruden kreditten, renter og provision samt portoudgifter kan banken kræve særskilt betalt af debitor:
......
e. en af banken fastsat overtræksrente og/eller provision for dispositioner ud over aftalt maksimum."
Af indklagedes almindelige forretningsbetingelser fremgår bl.a.:
"7. Overtræksrente og rykkergebyr m.v.
Hvis en konto overtrækkes, kommer i restance eller udnyttes i strid med aftalen, kan banken kræve overtræksrente eller morarente, gebyr for at udsende rykkerbreve samt udgifter ved juridisk bistand til inkassation m.v.
Størrelsen af rykkergebyret fremgår af bankens rykkerbrev (eller prisliste). Overtræksrente m.v. oplyses på forespørgsel fra kunden."
Kreditten blev ydet til driften af en landbrugsejendom på 20,5 hektar, som klagerne købte på samme tidspunkt.
Fra og med den 12. juni 1986 oversteg saldoen på kassekreditten det i kreditkontrakten fastsatte maksimum.
Den 1. oktober 1989 ophørte klagerne med driften af ejendommen.
Den 30. november 1989 underskrev klagerne en erklæring om selvskyldnerkaution og håndpant, hvorefter M påtog sig at indestå som selvskyldnerkautionist for enhver forpligtelse, herunder vekselforpligtelse, som H havde eller senere måtte få over for indklagede.
Pr. den 4. december 1990 ophørte de automatiske rentetilskrivninger på kreditten. Af kontoudskrifterne fremgår, at den seneste rentetilskrivning fandt sted den 20. september 1990, hvorefter saldoen var 151.551,30 kr. (negativ).
I perioden 3. oktober 1990 - 9. november 1994 indbetalte klagerne i alt 11.100 kr. på kreditten, hvorved saldoen blev nedbragt til 140.451,30 kr.
Af kontoudskrifterne for 1991-99 fremgår en "ekstra trækningsret" eller "bevilget overtræk" begyndende med 145.551,30 kr. svarende til saldoen den 20. marts 1991, og herefter løbende nedskrevet med 1.000 kr. pr. måned.
Da indbetalingerne på kreditten ophørte efter den 11. september 1994, overgav indklagede sagen til inkasso hos en advokat, som ved skrivelse af 29. maj 1995 til H anmodede om betaling af 140.451,30 kr. med tillæg af renter 23% p.a. fra den 4. december 1990 til 29. maj 1995, 144.918,44 kr. og inkassosalær, 3.371,77 kr., svarende til i alt 288.741,51 kr.
Sagen blev indbragt for fogedretten primo 1999, men blev afvist, idet tvangsfuldbyrdelsesklausulen, jf. retsplejelovens § 478, ikke stod anført i kreditkontrakten.
Den 8. oktober 1999 fremsendte advokaten en påkravsskrivelse til klagerne, idet gælden blev opgjort til 433.932,25 kr., svarende til 140.451,30 kr. med tillæg af renter 23% p.a. fra 4. december 1990 til 8. oktober 1999, 285.709,18 kr., inkassoomkostninger, 3.371,77 kr. og fogedgebyr 4.400 kr.
Indklagede udtog samtidig - den 8. oktober 1999 - stævning mod klagerne ved retten i Skjern om betaling af
"...... kr. 140.451,30, tillige med: renter 23,00% p.a. af oprindelig hovedstol på kr. 140.451,30 fra 04.12.90, samt omkostninger i forhold til den oprindelige hovedstol på kr. 140.451,30."
Klagerne gjorde indsigelse mod kravet.
Den 17. januar 2000 blev sagen af retten udsat på forelæggelse for Ankenævnet.
Parternes påstande.
Den 4. januar 2000 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet. I klageskemaet har klagerne anført, at de ønsker at opnå, at indklagede "overholder de af ombudsmanden fastsatte regler om oplysningspligt for pengeinstitutter".
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at engagementet ikke var erhvervsmæssigt. Driften omfattede 15 hektar. 5 hektar var strandenge, hedeareal og skov. De havde begge lønarbejde, idet jorden højst kunne give et afkast på årligt 30.000 kr. Der var således tale om et hobbylandbrug.
Overtrækket blev accepteret og bevilget af indklagede. Kreditten blev ikke genforhandlet den 1. maj 1987. I 1989 og 1990 var der korrespondance om udsættelse og genoptagelse af betaling, men først den 29. maj 1995 blev der rejst krav om inddækning af overtrækket.
Der er ikke aftalt en månedlig ydelse og kreditkontrakten er derfor ikke misligholdt.
Indklagedes krav om betaling af en rente på 23% p.a. afvises. De har frem til den 11. september 1994 indbetalt på kontoen til dækning af tilskrevne renter.
Indklagede har overtrådt de af ombudsmanden fastsatte regler for pengeinstitutters oplysningspligt, idet rentesatsen, herunder rentesatsen for overtræk, ikke fremgår af kreditkontrakten. Som følge heraf har indklagede alene krav på almindelig banklånsrente. For så vidt angår overtrækket må dette betragtes som et bevilget overtræk, idet indklagede ikke inden 3 måneder havde forlangt dette inddækket, hvorfor det er uberettiget at forlange overtræksrente.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført principalt, at klagen er erhvervsmæssig, idet kreditten blev ydet til erhvervsmæssigt formål og udelukkende har været anvendt hertil. Der kan ikke statueres en sådan lighed med et privat kundeforhold, som kan begrunde en behandling af sagen i Ankenævnet. Subsidiært bør klagen afvises, idet klagernes krav om overholdelse af retningslinier for oplysningspligt ikke er et formueretligt krav.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at kreditten ikke er omfattet af oplysningspligten i kreditaftaleloven, idet der er tale om et erhvervsengagement.
Det fremgår af såvel kreditkontrakten som de almindelige forretningsbestemmelser, at man er berettiget til at kræve en fastsat overtræksrente og/eller provision for dispositioner ud over aftalt maksimum. 3-måneders reglen i kreditaftaleloven vedrører alene forbrugerforhold.
Overtræksrentesatsen, som udgøres af produktrente på 11% p.a. med et tillæg på 12% p.a. er ikke urimelig. Den forhøjede rente dækker dels den meradministration, der er forbundet med inddrivelse af den misligholdte fordring, dels den stærkt forøgede risiko, der er forbundet med et misligholdt engagement.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter karakteren af den tvist, som klagen angår, og det oplyste om klagernes - nu ophørte - landbrugsvirksomhed, finder Ankenævnet, at klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privatkundeforhold, jf. vedtægternes § 2, stk. 2.
Det fremgår, at klagen vedrører klagernes indsigelser mod indklagedes krav om betaling af 140.451,30 kr. med tillæg af renter. Klagen vedrører derfor en formueretlig tvist, som kan behandles af Ankenævnet.
Indklagedes afvisningspåstand tages herefter ikke til følge.
Der foreligger ikke en formel opsigelse af kreditkontrakten, men det må lægges til grund, at indklagede i hvert fald den 29. maj 1995 stillede krav om indfrielse af kreditten.
Den 4. december 1990 ophørte den automatiske rentetilskrivning på kreditten, og klagernes efterfølgende indbetalinger på i alt 11.100 kr. blev pr. denne dato afskrevet på saldoen, der herved blev nedbragt til 140.451,30 kr. Denne saldo er alene omfattet af den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4. Det bemærkes herved, at rentetilskrivninger forud for den 4. december 1990 må anses for dækket gennem indbetalinger på kontoen.
Rente af gælden på 140.451,30 kr. er omfattet af den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908. Indklagede kan derfor alene kræve beløbet forrentet for en periode på 5 år forud for retssagens anlæg den 8. oktober 1999.
Indklagede er i henhold til kassekreditkontrakten og de almindelige betingelser berettiget til at beregne sig en overtræksrente/misligholdelsesrente. Ankenævnet finder imidlertid, at det af indklagede fastsatte tillæg på 12% til produktrenten i lyset af det nuværende renteniveau er urimeligt høj, og at rentesatsen bør nedsættes til produktrenten med tillæg af 6%.
Som følge heraf
Indklagede skal begrænse sit krav mod klagerne til 140.451,30 kr. med tillæg af renter 11% p.a. af 50.000 kr. og 17% p.a. af 90.451,30 kr. i perioden 8. oktober 1994 - 28. maj 1995 og 17% p.a. af 140.451,30 kr. fra den 29. maj 1995. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.