Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indfrielse til overkurs, fortolkning af formulering af indfrielsesklausul.

Sagsnummer: 49/2000
Dato: 05-09-2000
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen
Klageemne: Udlån - særlige indfrielsesvilkår
Udlån - indfrielse
Ledetekst: Indfrielse til overkurs, fortolkning af formulering af indfrielsesklausul.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører fortolkningen af nogle særlige indfrielsesvilkår indeholdt i to lån ydet af indklagede til klageren.

Sagens omstændigheder.

Ved to gældsbreve etableret i november 1995 ydede indklagede klageren to lån på 290.000 kr. og 100.000 kr. Lånene blev ydet med en fast rente på henholdsvis 11% og 9% p.a. de første ti år henholdsvis fem år. Af gældsbrevene fremgår bl.a.:

"Forrentning:

Det lånte beløb forrentes fra afregningsdagen og i en periode på [10 år/5 år] frem (rentesikringsperioden) med en fast rente på [11%/9%] om året.

.....

Efter [10 års/5 års] periodens udløb overgår lånet til variabel rente med en rentesats svarende til den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rente for tilsvarende nye lån med samme låneformål, løbetid, ejendomstype og pantmæssige placering i ejendommen.

.....

Opsigelse/indfrielse:

Debitor har ret til, når som helst og uden varsel, at opsige lånet. I begge tilfælde skal debitor betale det skyldige beløb samt renter til indfrielsesdagen og omkostninger.

Der gælder dog følgende særlige vilkår ved indfrielser i rentesikringsperioden:

Indfrielsesbeløbet beregnes ved at tilbagediskontere lånets årlige betalinger i den resterende del af rentesikringsperioden. Betalingerne tilbagediskonteres til indfrielsesdagen med en referencerente der er summen af den effektive rente før skat gældende på indfrielsesdagen på [8% Dansk Stat stående lån 20006 (fondskode 991864) plus et tillæg på 2,25% / 8% Dansk Stat stående lån 2001 (fondskode 991872), plus et tillæg på 1,25% point].

Er renteniveauet faldet fra oprettelsen til indfrielsen, skal lånet indfries til overkurs således, at der skal betales mere end den aktuelle restgæld. Er renteniveauet steget fra oprettelsen til indfrielsen, kan lånet indfries til underkurs således, at der skal betales mindre end lånets aktuelle restgæld.

Eksempler på indfrielseskurser ved forskellige renteniveauer og restløbetider, fremgår af bilag til nærværende gældsbrev.

Efter udløb af rentesikringsperioden kan restgælden indfries til kurs 100."

I efteråret 1999 overvejede klageren at indfri begge lån. I denne forbindelse beregnede indklagede en indfrielseskurs pr. 7. oktober 1999 for lånene på henholdsvis 115,63 og 103,27. Klageren var ikke enig i denne beregning og fortsatte lånenes normale afvikling.

Parternes påstande.

Ved klageskema af 1. februar 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at han opnår "mulighed for indfrielse jævnfør lånedokumenternes indfrielsesvilkår i rentesikringsperioden".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det af gældsbrevenes indfrielsesvilkår fremgår, at ved indfrielse i rentesikringsperioden beregnes indfrielsesbeløbet "ved at tilbagediskontere lånets årlige betalinger i den resterende del af rentesikringsperioden".

Indklagedes beregninger tager derimod udgangspunkt i lånets nuværende nominelle restgæld, men det fremgår ikke af gældsbrevenes formulering, at restgælden ved rentesikringsperiodens udløb skal betales ved indfrielse i rentesikringsperioden.

Indklagedes opgørelse af indfrielseskurserne pr. 7. oktober 1999 overstiger "den tilbagediskonterede værdi af lånets årlige betalinger i den resterende del af rentesikringsperioden". Indklagedes fortolkning af de særlige indfrielsesvilkår er ikke i overensstemmelse med vilkårenes formulering.

Indklagede har anført, at ved indfrielse i rentesikringsperioden skal debitor betale lånets aktuelle hovedstol samt en eventuel overkurs.

Debitor har ret til når som helst og uden varsel at opsige lånet. Ved opsigelse og indfrielse skal debitor "betale det skyldige beløb samt renter til indfrielsesdagen og omkostninger".

Klageren har ved sin underskrift på gældsbrevene erkendt at skylde de lånte beløb på henholdsvis 290.000 kr. og 100.000 kr. En førtidig indfrielse ændrer ikke herpå.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af gældsbrevene fremgår, at det beløb, der skal betales ved indfrielse af lånene i rentesikringsperioden, "beregnes ved at tilbagediskontere lånets årlige betalinger i den resterende del af rentesikringsperioden".

Selv om det ikke fremgår eksplicit af lånets formulering, finder Ankenævnet det uantageligt, at klageren ikke herudover er forpligtet til at betale restgælden ved rentesikringsperiodens udløb, idet klageren herved ville opnå en ugrundet berigelse på indklagedes bekostning.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.