Fradrag for inkassoomkostninger i indbetalinger på lån. Indberetning af renter til skattemyndighederne.
| Sagsnummer: | 35/1997 |
| Dato: | 25-08-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Inkasso - fordeling af indbetalinger på omkostninger, renter og hovedstol
Inkasso - inkassoomkostninger m.v. |
| Ledetekst: | Fradrag for inkassoomkostninger i indbetalinger på lån. Indberetning af renter til skattemyndighederne. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 30. april 1992 ydede indklagedes Års afdeling klageren et lån på 152.000 kr. til indfrielse af et eksisterende lån og til nedbringelse af klagerens kassekredit hos indklagede. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.000 kr., første gang den 31. maj 1992. Af indklagedes almindelige lånebetingelser, hvortil der henvistes i gældsbrevet, fremgår bl.a.:
"Misligholdelse m.v.
.....
13. Omkostninger ved varetagelse af pengeinstituttets interesser ifølge gældsbrevet/kassekredit-kontrakt betales af debitor."
På grund af misligholdelse overgav indklagede i februar 1994 klagerens engagement til inkasso hos en advokat i Års. Engagementet blev pr. 23. februar 1994 opgjort til 124.125,66 kr. Heraf var 123.751,70 kr. restgælden på lånet, mens restbeløbet på 373,96 kr. vedrørte klagerens lønkonto.
I forbindelse med en udlægsforretning blev lånet den 22. april 1994 opgjort til 130.164,06 kr. i fogedretten i Roskilde.
I maj 1994 accepterede indklagede en afdragsordning på 2.000 kr. månedligt frem til januar 1995, hvor en retssag mellem klageren og dennes arbejdsgiver forventedes at være afsluttet. Aftalen blev indgået via en advokatforbindelse i Roskilde, til hvem klageren frem til januar 1995 betalte 9 ydelser, i alt 18.000 kr.
Klageren blev i december 1994 tilkendt 120.000 kr. Dommen blev af modparten anket til landsretten, hvorpå indklagede i januar 1995 stillede krav om salg af klagerens bil, i hvilken indklagede havde pant.
Den 31. januar 1995 underskrev klageren en salgsfuldmagt til advokatforbindelsen vedrørende bilen, som blev solgt den 15. februar 1995 for 46.000 kr.
Ved skrivelse af 8. marts 1995 til klageren opgjorde advokatforbindelsen restgælden således:
"Opgjort i fogedretten pr. 2. april 1994: | kr. | 130.164,06 |
Renter 12% p.a. fra 7. marts 1994 til 7. marts d.å. | kr. | 13.070,68 |
indbetalt a/c | kr. | -18.000,00 |
Provenu ved salg af bil: | kr. | -46.000,00 |
Til rest | kr. | 79.234,74 |
med tillæg af renter 12% p.a. af kr. 59.751,70 indtil betaling sker."
Ved fogedretten i Roskilde fik indklagede den 4. maj 1995 udlæg i klagerens tilgodehavende i henhold til byretsdommen. Indklagedes fordring blev inklusive omkostninger opgjort til 80.949,74 kr.
Den 1. juni 1995 afregnede advokatforbindelsen sagen over for indklagedes advokat. Af klagerens indbetalinger på i alt 18.000 kr. havde advokatforbindelsen den 8. juli og 8. november 1994 fremsendt acontobeløb på henholdsvis 4.812,50 kr. og 6.000 kr. til advokaten. Omkostningerne til advokatforbindelsen var på i alt 6.087,50 kr. og udgifterne til fogedgebyr, udskrift og porto var på i alt 844 kr. Restbeløbet på 256 kr. blev med afregningen fremsendt til indklagedes advokat.
Den 3. august 1995 afregnede advokaten sagen over for indklagede. Advokatens honorar var på 1.375 kr. inklusive moms. Hertil kom et fogedgebyr på 930 kr. Advokaten havde afregnet 8.000 kr. à conto til indklagede og fremsendte yderligere 763,50 kr. svarende til klagerens indbetalinger på i alt 18.000 kr. med fradrag af omkostninger på i alt 9.236,50 kr. og acontobetalingerne på 8.000 kr.
I august 1996 blev landsretsagen afsluttet. Provenuet af sagen på 75.995,72 kr. blev i oktober 1996 fremsendt til indklagedes advokat, som afregnede beløbet over for indklagede med fradrag af yderligere salær på 1.000 kr. inklusive moms.
Af en kontoudskrift for lånet af 25. oktober 1996, som blev fremsendt til klageren, fremgår, at indklagede ikke havde tilskrevet rente i 1994 og 1995. Tilgodehavendet pr. 23. februar 1994 på 124.125,26 kr. var blevet nedbragt med betalingerne på i alt 8.763,50 kr. fra advokaten, provenuet af bilsalget på 46.000 kr. og provenuet af retssagen på 74.995,72 kr. Efter tilskrivning af rente på 5.633,56 kr. den 25. oktober 1996 var kontoens saldo 0,00 kr.
I januar 1997 fik klageren meddelelse om, at skattemyndighederne ikke kunne godkende et angivet fradrag i indkomståret 1995 for renteudgifter på 14.281 kr. til indklagede. Klageren rettede henvendelse til indklagede herom og modtog følgende opgørelse af 31. januar 1997 fra indklagedes advokat:
"Opgjort i fogedretten den 04.05.1995 | kr. | 80.949,74 |
Gebyr udskrift | kr. | 100,00 |
Renter 12% p.a. fra den 07.03.1995 til 23.10.1996 af kr. 59.751,70 | kr. | 11.671,50 |
kr. | 92.721,24 | |
Indgået provenu retssag | kr. | 75.995,72 |
kr. | 16.725,52 | |
Renter 12% p.a. fra den 23.10.1995 til 31.01.1997 af kr. 16.725,52 | kr. | 2.553,43 |
[Indklagedes] resttilgodehavende | kr. | 19.278,95" |
Advokaten meddelte samtidig, at indklagede havde afstået fra at gøre resttilgodehavendet gældende.
Ved klageskema af 29. januar 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ved skrivelse af 2. juni 1997 har klageren nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere udgifterne til advokaterne på i alt 10.236,50 kr., og at indklagede tilpligtes at bekræfte renteudgiften på 13.070,68 kr. i 1994, jf. advokatforbindelsens opgørelse af 8. marts 1995, over for skattevæsenet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indbetalingerne til advokatforbindelsen på 18.000 kr. og provenuet af retssagen på 75.995,72 kr. bør godskrives lånet med de fulde beløb, idet indklagedes advokatomkostninger er ham uvedkommende. I advokatens opgørelse af 8. marts 1995 og ved opgørelsen i fogedretten den 4. maj 1995 er hans indbetalinger til advokaten på i alt 18.000 kr medtaget for det fulde beløb. Af opgørelserne fremgår endvidere en rentebetaling på 13.070,68 kr., hvilket beløb han må kunne trække fra i skat. Da indklagede imidlertid kun har indberettet rentebeløbet på 5.633,56 kr., har skattemyndighederne ikke villet godkende et fradrag for renter ud over dette beløb.
Indklagede har anført, at klagerens indbetalinger samt provenuet af bilsalget med fradrag af inkassoomkostninger er blevet godskrevet indklagedes tilgodehavende. Indklagede har givet afkald på restfordringen opgjort af advokaten til 19.278,95 kr. Med hensyn til rentefradraget henvises til reglerne om akkordering. Sagen er behandlet korrekt i henhold til gældende regler.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede var efter almindelige regler og efter den citerede bestemmelse i indklagedes almindelige lånebetingelser berettiget til at forlange, at klageren skulle godtgøre indklagede dennes advokatomkostninger og andre omkostninger i forbindelse med inkassosagen. Klagerens påstand om tilbagebetaling af det samlede omkostningsbeløb på 10.236,50 kr. kan derfor ikke tages til følge.
I opgørelsen af restgælden pr. 8. marts 1995 fra indklagedes advokatforbindelse er medtaget et beløb på 13.070,68 kr. i renter for tiden 7. marts 1994 til 7. marts 1995. Når henses til, at klageren i samme periode indbetalte 18.000 kr. til advokaten, finder Ankenævnet, at han har krav på at blive stillet således, at det anførte rentebeløb anses for betalt. Klagerens påstand om, at indklagede skal bekræfte dette over for skattevæsenet, tages derfor til følge som nedenfor bestemt.
Som følge heraf
Indklagede bør over for skattevæsenet bekræfte, at klageren i tiden fra 7. marts 1994 til 7. marts 1995 har betalt 12.070,68 kr. i renter til indklagede. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.