Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Omkostninger i forbindelse med tilbagekaldelse af inkassosag.

Sagsnummer: 177 /1997
Dato: 12-12-1997
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Mette Reissmann, Ole Simonsen
Klageemne: Inkasso - berettigelse af overgivelse til inkasso
Inkasso - inkassoomkostninger m.v.
Ledetekst: Omkostninger i forbindelse med tilbagekaldelse af inkassosag.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved skrivelse af 24. maj 1993 til klagerne opsagde indklagede på grund af misligholdelse klagernes engagement. I skrivelsen, hvoraf fremgår, at engagementet var på i alt 301.084 kr. i henhold til fire forskellige lån eller kreditter, hedder det:

"Gælden må være indfriet inden 14 dage fra dato, da sagen ellers uden yderligere varsel vil blive overdraget til retslig inkasso."

Da klagerne ikke indfriede engagementet, overgav indklagede sagen til retslig inkasso. Den 24. august 1993 indgav indklagedes advokat to fogedrekvisitioner til retten i Roskilde. Den ene vedrørte to lån, der blev opgjort til i alt 141.921,91 kr.; den anden rekvisition vedrørte et tredje lån og blev opgjort til i alt 78.762,78 kr.

Fogedrekvisitionerne, der er fremlagt under sagen, bærer påtegning om at have været fremlagt i fogedafdelingen i retten i Roskilde den 4. oktober 1993 og er opgjort til henholdsvis 142.921,91 kr. og 79.442,78 kr. svarende til de beløb, for hvilke der var begæret fogedforretning, tillagt fogedgebyrer og mødesalærer på henholdsvis 1.000 kr. og 680 kr. Rekvisitionerne er endvidere påført fremlæggelsesstempel den 9. november 1993, men i denne forbindelse er ikke tilføjet opgørelsesbeløb.

Indklagede har oplyst, at den ene af klagerne den 2. december 1993 tilbød at afdrage engagementet på nærmere anførte vilkår, hvilket blev accepteret. Den 17. december 1993 tilbagekaldte indklagedes advokat fogedsagerne mod klagerne. Der er ikke sket yderligere salær-/gebyrtilskrivning i forbindelse med sagens fremlæggelse i fogedretten den 9. november 1993.

I juni 1994 afregnede advokaten sagen til indklagede, idet klagerne indtil da havde overholdt afviklingen.

Klagerne har den 5. maj 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede "tilbagebetaler de uretmæssige hævninger".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Sekretariatet har under sagen forberedelse anmodet et rådgivningsfirma, der repræsenterer klagerne, om nærmere at præcisere klagernes påstand. Rådgivningsfirmaet er trods gentagne påmindelser og trods udsættelse fra sekretariatet ikke fremkommet med en præcisering.

Klagerne har anført, at indklagede har opkrævet inkassoomkostninger, selv om sagen blev trukket tilbage fra fogedretten.

Indklagede har anført, at man som følge af misligholdelse var berettiget til at lade sagen foretage i fogedretten. Fogedretten tilkendte den 4. oktober 1993 indklagede omkostninger. Indklagedes senere tilbagekaldelse af fogedsagen bevirker ikke, at klagerne ikke skal betale allerede tilkendte omkostninger.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at indklagede har været berettiget til at søge sine tilgodehavender inddrevet via fogedretten. Ved sagernes foretagelse i fogedretten den 4. oktober 1993 fik indklagede tilkendt omkostninger med henholdsvis 1.000 kr. og 680 kr., således at indklagedes krav i henhold til de to fogedrekvisitioner blev opgjort til i alt henholdsvis 142.921,91 kr. og 79.442,78 kr. Det følger af Ankenævnets vedtægters § 5, stk. 1, at Ankenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til fogedrettens fastsættelse af omkostninger.

Ankenævnet lægger til grund, at der som oplyst af indklagede ikke er sket yderligere salær-/gebyrtilskrivning i forbindelse med sagens fremlæggelse i fogedretten den 9. november 1993.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagernes påstand til følge, hvorfor

Klagen tages ikke til følge.