Krav om erstatning for indfrielse af rentetilpasningslån til overkurs som følge af, at der ikke var samtidighed mellem fastrenteperioden og den afdragsfrie periodes udløb.
| Sagsnummer: | 21707059/2017 |
| Dato: | 14-02-2018 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Søren H. Christiansen, Lars K. Madsen, Morten Bruun Pedersen og Anna Marie Schou Ringive. |
| Klageemne: |
Rådgivning - ansvar
Refinansiering - profil Indfrielse - aftale Afdragsfrihed - erstatning |
| Ledetekst: | Krav om erstatning for indfrielse af rentetilpasningslån til overkurs som følge af, at der ikke var samtidighed mellem fastrenteperioden og den afdragsfrie periodes udløb. |
| Indklagede: | BRFkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens krav om erstatning for indfrielse af rentetilpasningslån til overkurs som følge af, at der ikke var samtidighed mellem fastrenteperioden og den afdragsfrie periodes udløb.
Sagens omstændigheder
Klageren optog i 2006 på grundlag af et forudgående lånetilbud et 30-årigt rentetilpasningslån på 1.011.500 kr. i BRFkredit med en et-årig fastrenteperiode og ti års afdragsfrihed fra den 3. april 2006 til den 31. december 2015. Lånet havde pant i klagerens ejerlejlighed.
Det fremgik af lånetilbuddet af 31. december 2006, at lånet var inkonverterbart. Sammen med lånetilbuddet modtog klageren instituttets daværende LånGuide. Under punktet ”Rentetilpasningslån” på side 21 i LånGuiden fremgik blandt andet:
”Rentetilpasingslån i kroner
...
Rentetilpasningslån er ydet på baggrund af inkonverterbare obligationer. Det betyder, at lånet inden for en fastrenteperiode ikke kan opsiges og indfries til kurs 100. På grund af obligationernes korte løbetid vil kursen dog typisk ikke være langt fra 100. På refinansieringstidspunktet vil lånet altid med et vist varsel kunne indfries til kurs 100.
…
Rentetilpasning
…
Ved hver rentetilpasning har du mulighed for at aftale en ny fastrenteperiode. Du kan vælge, at renten skal være fast i mellem 1 og 10 år. Ønsker du en ny fastrenteperiode, skal du kontakte BRFkredit senest den 20. november i det år, hvor refinansieringen skal finde sted. For valg af ny fastrenteperiode betales der et gebyr.
…”
Sammen med lånetilbuddet modtog klageren endvidere Standardiseret Europæisk Informationsblad. Af punkt 12 i informationsbladet fremgik følgende:
”12. Førtidig eller ekstraordinær indfrielse
Lånet kan kun opsiges til kontant indfrielse til kurs 100 til den sidste bankdag i december i en fastrenteperiodes sidste år. Opsigelsen skal ske med varsel.
Bortset fra december i en fastrenteperiodens sidste år kan lånet til enhver tid indfries med obligationer svarende til obligationsrestgælden. Denne indfrielse kan ske uden opsigelse og uden varsel.”
Den 30. juli 2007 indgik klageren og instituttet en aftale om en ny fastrenteperiode på fem år, hvorefter lånet fra den 1. januar 2008 blev rentetilpasset hvert femte år i resten af lånets løbetid.
I et brev af 17. april 2012 orienterede instituttet klageren om, at opsigelses- og ændringsfristen for rentetilpasningslånet blev ændret. Det fremgik af brevet, at klagerens lån næste gang skulle rentetilpasses den 1. januar 2013, og at fristen for opsigelse eller ændring af lånets vilkår var sidste bankdag i oktober 2012.
Af et brev af 20. august 2012 fra instituttet til klageren fremgik blandt andet:
”Sidste frist er 31. oktober 2012, hvis du vil ændre på dit rentetilpasningslån
Renten på dit rentetilpasningslån skal tilpasses 1. januar 2013. Hvis du ønsker at ændre på dit lån med virkning fra næste fastrenteperiode, kan du gøre det frem til 31. oktober 2012. Ønsker du at ændre den afdragsfri periode, skal du dog kontakte os senest 15. oktober, så vi kan nå at gennemføre dine ændringer. Gør du ingenting, bliver lånet automatisk rentetilpasset 1. januar 2013.
…
Få gode råd om rentetilpasningen
Er du i tvivl om, hvad der er det rigtige for dig, så ring til os på 70 10 21 00 alle ugens dage kl. 9 – 21 eller regn selv på ’Mine lån’ på brf.dk.”
Af en oversigt, der var vedlagt det ovennævnte brev, fremgik blandt andet:
”...
Oplysninger om dit lån
Restgæld den 1. januar 2013: 1.011.500 kr.
Afdragsfrihed frem til 31. december 2015
…
Foretager du dig intet, fortsætter dit lån med ny fast rente i 5 år
Ændrer du ikke på lånet, bliver det automatisk rentetilpasset den 1. januar 2013 med ny fast rente i 5 år.
3. Den afdragsfri periode slutter den 31. december 2015
Du har afdragsfrihed på dit lån frem til den 31. december 2015. Til den tid skal du begynde at afdrage på dit lån. Fortsætter du med fast rente i 5 år, skal renten på dit lån næste gang fastsættes den 31. december 2017. Det betyder, at afdragsfriheden ophører i løbet af den kommende periode med fast rente. Din ydelse vil derfor stige undervejs i fastrenteperioden, fordi du efter den 31. december 2015 begynder at afdrage på lånet.
Ønsker du at ændre på dit lån
Hvis du ønsker at ændre på lånet med virkning fra næste fastrenteperiode, kan du gøre det frem til den 31. oktober 2012. Ønsker du at ændre den afdragsfri periode, skal du dog kontakte os senest den 15. oktober, så vi kan nå at gennemføre dine ændringer.
Få et godt råd
Ring til os på 70 10 21 00 alle ugens dage kl. 9 – 21 eller regn selv på ’Mine lån’ på brf.dk”
Klageren foretog sig ikke noget efter modtagelsen af de ovennævnte breve, og lånet blev herefter rentetilpasset den 1. januar 2013 med en ny fast rente i fem år.
Da afdragsfriheden på lånet udløb den 31. december 2015, var klageren nødt til at optage et nyt afdragsfrit lån for at have råd til at blive boende i sin ejerlejlighed.
BRFkredit ønskede ikke at tilbyde klageren et nyt afdragsfrit lån. Klageren var derfor nødt til at henvende sig til et andet realkreditinstitut, der accepterede at tilbyde klageren et nyt afdragsfrit lån. Klageren har oplyst, at han betalte en overkurs på 63.748,20 kr. i forbindelse med indfrielsen af lånet i BRFkredit.
I en mail af 5. april 2016 til BRFkredit anførte klageren, at han ikke havde fået tilstrækkelig rådgivning af instituttet om ændringen af renteaftalen, og at instituttet havde pådraget sig et erstatningsansvar.
I en mail af 13. april 2016 til klageren afviste instituttet at have pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.
Parternes påstande
Den 13. juli 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at BRFkredit A/S skal betale en erstatning på 63.748,20 kr. svarende til overkursen ved indfrielse af hans realkreditlån.
BRFkredit A/S har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at BRFkredit ikke har ydet forsvarlig rådgivning og dermed har pådraget sig et rådgivningsansvar.
Aftalen om en ny fastrenteperiode på fem år indeholdt ikke oplysning om, at lånet skulle indfries til overkurs, såfremt der skulle optages et nyt lån med henblik på at få etableret en ny afdragsfri periode efter udløbet af de ti år. Instituttet har ikke klart og tydeligt oplyst, at indfrielse af lånet i en fastrenteperiode medførte, at lånet kun kunne indfries til overkurs.
Instituttet burde have gjort ham opmærksom på, at en forlængelse af den fem-årige renteperiode ville medføre udfordringer, hvis lånet skulle omlægges ved den afdragsfrie periodes udløb. Instituttet har på intet tidspunkt rådgivet ham om dette.
Brevene fra 2012 fra instituttet til ham indeholdt heller ikke oplysning om det uheldige i, at der ikke var samtidighed mellem fastrenteperioden og den afdragsfrie periodes udløb.
Instituttet har ikke ydet professionel rådgivning, og han har således lidt et tab som følge af, at han har været nødt til at optage et nyt lån i et andet realkreditinstitut og indfri sit lån i BRFkredit i en fastrenteperiode til overkurs.
BRFkredit A/S har anført, at instituttet ikke har handlet ansvarspådragende.
Klageren havde indgået en aftale med instituttet om et rentetilpasningslån på de vilkår, som fremgik af aftalegrundlaget samt efterfølgende indgåede aftaler om ændringer.
Klageren modtog tilstrækkelig oplysning og rådgivning om egenskaberne ved et rentetilpasningslån, herunder opsigelses- og indfrielsesmulighederne.
Af aftalegrundlaget fremgik, at lånet var ydet som et 30-årigt rentetilpasningslån med mulighed for ti års afdragsfrihed, samt at lånet var inkonverterbart og ikke inden for en fastrenteperiode kunne opsiges eller indfries til kurs 100. Disse vilkår for lånet havde klageren accepteret og været bekendt med siden aftaleindgåelsen.
Der findes ikke et god skik rådgivningsskema i sagen, idet dette først blev lovpligtigt for institutterne i 2007 i forbindelse med den såkaldte SDO-lovgivning.
Det var ikke muligt at yde mere end ti års afdragsfrihed på lånet. Klageren havde selv placeret afdragsfriheden i perioden fra den 3. april 2006 til den 31. december 2015. Klageren havde modtaget oplysning om, at den afdragsfrie periode udløb midt i en fastrenteperiode, og at ydelsen ville stige undervejs i den kommende fastrenteperiode samt, at såfremt klageren fortsatte med en fast rente i fem år, ville rentetilpasning næste gang ske den 31. december 2017.
Klageren var endvidere blevet oplyst om, at såfremt han ønskede at ændre på lånet med virkning fra næste fastrenteperiode, kunne han gøre det frem til den 31. oktober 2012, ligesom ændringer i den afdragsfrie periode skulle ske senest den 15. oktober 2012.
Realkreditinstituttet havde, i god tid inden rentetilpasningen af lånet, opfordret klageren til at kontakte instituttet med henblik på at finde den bedste løsning for klageren.
Realkreditinstituttet var ikke bekendt med, at klageren ønskede ny afdragsfrihed ved udløb af den afdragsfrie periode.
Klageren kunne ikke indfri lånet til kurs 100, uanset om instituttet kunne tilbyde klageren et nyt lån eller ej, da klageren først henvendte sig til instituttet midt i en ny fastrenteperiode.
Ankenævnets bemærkninger
I 2006 optog klageren på grundlag af et forudgående lånetilbud et 30-årigt rentetilpasningslån på 1.011.500 kr. i BRFkredit med en et-årig fastrenteperiode og ti års afdragsfrihed fra den 3. april 2006 til den 31. december 2015.
Den 30. juli 2007 indgik klageren og realkreditinstituttet en aftale om en ny fastrenteperiode på fem år, hvorefter lånet fra den 1. januar 2008 blev rentetilpasset hvert femte år i resten af lånets løbetid.
Ved breve af henholdsvis 17. april 2012 og 20. august 2012 orienterede realkreditinstituttet blandt andet klageren om, at renten på rentetilpasningslånet skulle rentetilpasses den 1. januar 2013 for de næste fem år, og at han havde afdragsfrihed frem til den 31. december 2015. Hvis han ønskede at ændre på lånet med virkning fra næste fastrenteperiode, kunne det ske frem til 31. oktober 2012.
Det fremgik af lånetilbuddet, at lånet var inkonverterbart. Det fremgik endvidere af LånGuiden og af det standardiserede Europæiske Informationsblad, der var en del af lånetilbuddet, at lånet ikke inden for en fastrenteperiode kunne indfries til kurs 100. I brevet af 20. august 2012 gjorde realkreditinstituttet klageren opmærksom på, at der ikke var samtidighed mellem fastrenteperioden og den afdragsfrie periodes udløb.
Ankenævnet finder herefter, at klageren havde modtaget tilstrækkelig oplysning og rådgivning om egenskaberne ved et rentetilpasningslån, herunder opsigelses- og indfrielsesmulighederne. Klageren vidste også – og blev i august 2012 mindet om – at den afdragsfrie periode udløb i 2015, det vil sige midt i en fastrenteperiode. Endvidere havde klageren fornødent grundlag for at vide, at han havde mulighed for at ændre fastrenteperioden inden den 31. oktober 2012, således at fastrenteperioden udløb samtidig med udløbet af den afdragsfrie periode.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.