Afgørelse

Beregning af låneomlægning.

Det indklagede realkreditinstitut fremsendte den 11. august 1999 pr. telefax til klageren en konsekvensberegning vedrørende omlægning af et gammelt 6 pct. kontantlån til et 8 pct. obligationslån. Ifølge konsekvensberegningen var denne vejledende, og det fremgik, at kurserne på låneomlægningstidspunktet ville have indflydelse på det endelige resultat. I konsekvensberegningen var der forudsat optaget et 8 pct. obligationslån på 575.000 kr. til kurs 99,70, og det gamle lån var forudsat indfriet til kurs 91,65. Efter telefonisk anmodning fra klageren om endeligt lånetilbud og kurssikring fremsendte instituttet den 12. august 1999 et lånetilbud på et 8 pct. obligationslån på 601.000 kr., som var beregnet ud fra en udbetalingskurs på 98,80 og en indfrielseskurs på det gamle lån på 94,20, samt en bekræftelse på fastkursaftale til afvikling den 10. september 1999 til kurs 98,80. Klageren protesterede efterfølgende over, at det nye lån var blevet 26.000 kr. større end forudsat i konsekvensberegningen af 11. august 1999. Instituttet forklarede, at årsagen til, at det nye lån blev på 601.000 kr., var, at indfrielsen af det eksisterende lån med tillæg af omkostninger på det nye lån var blevet større end det i konsekvensberegningen anførte, samt at kursen på det nye lån var blevet mindre. Låneomlægningen blev gennemført den 10. september 1999 i overensstemmelse med fastkursaftalen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde ham en erstatning på 26.000 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet lagde til grund, at aftaleforholdet havde strakt sig over den 11. og 12. august 1999, og at kurserne den 12. august 1999 havde ændret sig markant i forhold til kurserne den 11. august 1999. I en sådan situation havde det påhvilet instituttet i forbindelse med klagerens henvendelse den 12. august 1999 konkret at gøre opmærksom på, hvorledes kurserne havde ændret sig, således at klageren fik mulighed for at forholde sig til de ændrede kurser og overveje, om han fortsat ønskede at omlægge sit lån. Det måtte efter Nævnets opfattelse betragtes som usikkert, om de manglende oplysninger ville påføre klageren et tab af en størrelsesorden som hævdet af klageren. Nævnet kunne derfor ikke give klageren medhold i det fremsatte krav. Nævnet tilpligtede derimod instituttet at betale samtlige klagerens omkostninger på 10.569 kr. ved låneomlægningen.