Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om forældelse af krav i henhold til gældsbrev fra 1993. Sagen blev foretaget i fogedretten i november 2015 inden indgivelsen af klagen til Ankenævnet.

Sagsnummer: 391/2015
Dato: 21-09-2016
Ankenævn: John Mosegaard, Inge Kramer, Kjeld Gosvig-Jensen, Troels Hauer Holmberg, Finn Borgquist
Klageemne: Forældelse - udlån
Ledetekst: Indsigelse om forældelse af krav i henhold til gældsbrev fra 1993. Sagen blev foretaget i fogedretten i november 2015 inden indgivelsen af klagen til Ankenævnet.
Indklagede: Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelser mod et lån optaget i 1993. Sagen blev foretaget i fogedretten i november 2015 inden indgivelsen af klagen til Ankenævnet.

Sagens omstændigheder

I december 1993 optog en af klageren personligt ejet virksomhed et lån på 370.637,03 kr. i Sparekassen Nordjylland (nu Spar Nord Bank).

Klageren har oplyst, at virksomheden på et ikke nærmere anført tidspunkt efterfølgende gik konkurs.

Banken har fremlagt en årsoversigt for 2001 til klageren, hvoraf fremgår, at gælden udgjorde 154.970,90 kr. excl. skyldige påløbne, men ikke betalte renter. Banken har oplyst, at beløbet blandt andet indeholder et beløb på 144.349,95 kr. opgjort af fogedretten i 1994 samt omkostninger på 1.368,75 kr. tilkendt af fogedretten i 1995.

Banken har ligeledes fremlagt et brev fra november 2007 til klageren, hvori den bad ham om at indgå en afdragsordning vedrørende betaling af gælden på 154.970,90 kr. excl. forfaldne renter.

Den 3. juli 2015 anmodede banken klageren om at betale et skyldigt beløb, som den opgjorde til i alt 239.384,95 kr. incl. renter og omkostninger. Beløbet udgjorde både restgælden på lånet og overtræk på en driftskredit.

Den 8. oktober 2015 sendte banken det skyldige beløb i henhold til gældsbrevet i fogedretten og bad om, at fogedretten foretog udlæg hos klageren for et beløb på 143.519,12 kr. med tillæg af 3 års renter samt omkostninger, der tidligere var tilkendt af fogedretten, i alt 222.113,45 kr.

Den 17. november 2015 var der møde i fogedretten. Af en udskrift af fogedbogen fremgår, at fogedretten blev beklædt med en ikke-jurist, og at klageren erklærede sig ude af stand til at betale. Der blev foretaget udlæg i klagerens bil. Klageren tilbød at afdrage gælden med 2.000 kr. om måneden. Det skyldige beløb incl. et fogedgebyr på 1.400 kr. blev opgjort til 223.513,45 kr.

Banken har oplyst, at den i oktober 2015 ligeledes indledte en inkassosag mod klageren ved indgivelse af et betalingspåkrav til retten vedrørende et skyldigt beløb på 17.271,50 kr. hidrørende fra overtræk på en kassekredit.

Den 26. november 2015 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Under sagens forberedelse i Ankenævnet frafaldt banken kravet mod klageren vedrørende overtrækket på kassekreditten.

Banken har oplyst, at klagerens gæld til banken herefter alene udgør det beløb, som fogedretten den 17. november 2015 opgjorde til 223.513,45 kr.

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Spar Nord Bank skal frigøre ham for gælden i henhold til gældsbrevet fra 1993.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at gælden er forældet. Banken har ikke gjort noget for at inddrive gælden i 23 år.

På fogedretsmødet i november 2015 blev der fremlagt en 23 år gammel gæld fra et konkursramt vognmandsfirma. Der var ingen fremmødt fra banken. Der var alene telefonisk kontakt med en medarbejder fra banken.

Han gjorde på fogedretsmødet indsigelse mod gælden. Gælden skulle i henhold til enighed mellem ham, hans afdøde far og banken modregnes i en gældssanering.

Han havde imidlertid ikke andet valg end at erkende gældsforholdet på fogedretsmødet. Der blev foretaget udlæg i hans bil.

De ekstra omkostninger og renter, der er påløbet gælden, er i øvrigt alt for høje.

Spar Nord Bank har anført, at klageren på fogedretsmødet den 17. november 2015 erkendte gældsforholdet på de 223.513,45 kr. Klageren er herefter afskåret fra at gøre indsigelser gældende over for banken.

Gælden er ikke forældet. Banken har fremlagt dokumentation for afbrydelse af forældelse i 2001 og igen i 2007.

Banken er ikke bekendt med, at klageren har været under gældssanering.

Ankenævnets bemærkninger

Sagen vedrørende klagerens skyld til banken i henhold til gældsbrevet fra 1993 blev foretaget i fogedretten den 17. november 2015. Af en udskrift af fogedbogen fremgår, at fogedretten blev beklædt med en ikke-jurist. Klageren erklærede sig ude af stand til at betale. Der blev foretaget udlæg i klagerens bil. Klageren tilbød at afdrage gælden med 2.000 kr. om måneden. Det skyldige beløb blev opgjort til 223.513,45 kr.

Klageren har oplyst, at han i første omgang gjorde indsigelse mod gælden på fogedretsmødet, men herefter valgte at erkende gælden.

Da klageren på fogedretsmødet erkendte gældsforholdet og indgik en afviklingsaftale vedrørende gælden, finder Ankenævnet, at klageren herefter må være afskåret fra at gøre indsigelse mod gælden.

Banken har efter indgivelsen af klagen til Ankenævnet oplyst, at den frafalder kravet mod klageren vedrørende overtrækket på kassekreditten.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.