Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Forudsætning for frigivelse som debitor.

Sagsnummer: 527/2009
Dato: 01-02-2010
Ankenævn: Kari Sørensen, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Bent Olufsen og Astrid Thomas.
Klageemne: Udlån - hæftelse
Ledetekst: Forudsætning for frigivelse som debitor.
Indklagede: Handelsbanken
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav om delvis betaling af et beløb, som Handelsbanken har modtaget fra et pant stillet til sikkerhed for et lån.

Sagens omstændigheder.

I 1990 underskrev klagerens forældre M og F et gældsbrev vedrørende en gæld på 633.166,62 til Lokalbanken, nu Handelsbanken. Af gældsbrevet fremgår, at M stillede sikkerhed med et depot, hvori det er oplyst, at der blandt andet beroede en livsforsikringspolice.

I Lokalbankens brev af 31. juli 1991 til M hedder det som følger:

"…
Under henvisning til tidligere telefonsamtale skal vi herved for god ordens skyld bekræfte at banken kan tiltræde, at De udtræder som debitor på ovennævnte udlån og samtidig indtræder som selvskyldnerkautionist på samme for et begrænset beløb på kr. 250.000,-.

Samtidig forudsættes Deres bestående sikkerhedsdepot nr. 6300 150363 uændret pantsat med de i depotet beroende effekter, p.t. 6 stk. aktier i Lokalbanken samt livspolice stor kr. 240.000,- med Kgl. Brand.

…"

I december 1995 døde M. Lokalbanken modtog i denne forbindelse 299.414 kr. vedrørende livsforsikringspolicen.

Handelsbanken har oplyst, at gælden på lånet efter realisation af yderligere sikkerheder var ca. 158.000 kr.

I februar 2009 rettede klageren henvendelse til Lokalbanken med henvisning til, at banken havde modtaget 299.441 kr. fra livsforsikringen, men at M alene havde kautioneret for 250.000 kr. Banken besvarede henvendelsen med henvisning til, at den havde accepteret, at M var udtrådt som debitor mod at kautionere for 250.000 kr., idet det pantsatte depot fortsatte uændret.

Parternes påstande.

Klageren har den 25. maj 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Handelsbanken skal betale 49.414 kr. med tillæg af morarente fra den 20. december 1995.

Handelsbanken har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken bør betale differencen mellem M’s kautionsforpligtelse på 250.000 kr. og det modtagne beløb på 299.414 kr., eller 49.414 kr.

Han er enearving efter M.

Handelsbanken har anført, at det af brevet af 31. juli 1991 fremgår, at forudsætningen for at frigive M fra den solidariske hæftelse var, at pantet i livsforsikringen blev opretholdt. Denne forudsætning forekommer logisk henset til de faktiske forhold på tidspunktet for brevets udfærdigelse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter indholdet af bankens brev af 31. juli 1991 til M finder Ankenævnet ikke grundlag for at finde sikkerhedsdepotet ændret, således at det alene var pantsat til sikkerhed for M’s kautionsforpligtelse.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :



Klagen tages ikke til følge.