Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod restgæld på lån.

Sagsnummer: 338/2000
Dato: 29-12-2000
Ankenævn: John Mosegaard, Jette Frøland, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne: Inkasso - forældelse
Inkasso - inkassoomkostninger m.v.
Inkasso - rykkergebyrer
Gebyr - rykkergebyr
Inkasso - berettigelse af overgivelse til inkasso
Ledetekst: Indsigelse mod restgæld på lån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Klageren i denne sag har gjort indsigelse imod et krav fra indklagede om betaling af en restgæld vedrørende et lån etableret i 1988.

Sagens omstændigheder.

I september 1988 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et lån på 3.000 kr. Lånet skulle afvikles over 24 måneder med en månedlig ydelse på 163,71 kr. første gang 1. oktober 1988. Lånets rente var 1,7% pr. måned og var fast i lånets løbetid.

Af et kontoudtog fremlagt af indklagede fremgår, at klageren betalte ydelserne til og med september-ydelsen 1989, hvorefter lånets restgæld var på 1.794,47 kr. Ydelserne pr. 1. oktober og 1. november udeblev. Den 10. november 1989 er debiteret et rykkergebyr med 50 kr. Den 8. december 1989 indbetalte klageren 491,25 kr., hvorefter restgælden var 1.438,06 kr. Herefter betaltes ydelserne til og med marts 1990, hvor sidste ydelse blev betalt den 8. marts 1990, hvor restgælden var 1.013,20 kr. Derpå er debiteret rykkergebyr den 11. og 27. april samt 14. og 26. maj 1990 med hver 50 kr. Renter er debiteret ultimo april, maj og juni måned. Den 29. juni 1990 var lånets restgæld 1.284,85 kr.

Indklagede har anført, at man ultimo juni 1990 afskrev restgælden og henlagde sagen til senere optagelse.

Ved skrivelse af 8. maj 1995 fremsendte indklagedes inkassoafdeling skrivelse med opgørelse af indklagedes tilgodehavende. Indklagede tog udgangspunkt i gælden pr. 29. juni 1990 på 1.284,85 kr. Med tillæg af renter til 31. marts 1995 på 2.084,71 kr. og omkostninger 500 kr. opgjorde indklagede restgælden til 3.869,56 kr. Hvis klageren indgik en bindende betalingsaftale inden 30 dage, var indklagede indstillet på at nedskrive gælden til 1.284,85 kr. med tillæg af renter i afviklingsperioden. Klageren undlod at rette henvendelse.

Ved skrivelse af 18. januar 2000 rettede indklagede gennem sin advokat henvendelse til klageren med anmodning om indbetaling af restgælden, der blev opgjort således:

"Restgæld

1.284,85 kr.

Renter pr. 18. januar 2000, rentesats 20,4% p.a.

1.314,92 kr.

Omkostninger

613,00 kr.

I alt

3.212,77 kr.

Under sagens forberedelse har indklagede anført, at der ved beregningen af restgælden skal tages udgangspunkt i 1.201,46 kr. i stedet for 1.284,85 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 4. september 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at gælden er indfriet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han mener at have tilbagebetalt det fulde beløb, men han har ikke gemt girokvitteringer for betalingerne, der er sket på posthus.

Indklagede har anført, at klageren alene har indbetalt ydelsen til og med marts 1990, på hvilket tidspunkt der resterede et restbeløb.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det kan ikke anses for godtgjort, at klageren har indfriet lånet.

Ved opgørelsen af lånets nuværende restgæld skal der tages udgangspunkt i restgælden pr. 8. marts 1990, hvor sidste ydelse betaltes, og hvor restgælden herefter var 1.013,20 kr. De renter, der blev debiteret henholdsvis den 28. marts, 27. april, 26. maj og 29. juni 1990 er omfattet af den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908, jf. dennes § 1, stk. 1, nr. 2, og er således forældede.

I overensstemmelse med Ankenævnets praksis med hensyn til maksimum for gebyrbelagte rykkerskrivelser var indklagede berettiget til at debitere gebyr for 3 rykkerskrivelser eller i alt 150 kr. Til de foran anførte 1.013,20 kr. kan herefter lægges 150 kr., således at lånets restgæld kan opgøres til 1.163,20 kr. med tillæg af 5 års rente.

Det lægges efter det foreliggende til grund, at lånet i forbindelse med misligholdelsen i 1990 ikke formelt blev opsagt og overgivet til inkasso. Indklagedes inkassoafdeling tilskrev klageren 8. maj 1995, hvorefter sagen i januar 2000 blev overgivet til inkasso ved advokat. Ankenævnet finder, at indklagede efter det da forløbne tidsrum i forbindelse med genoptagelse af sagen i januar 2000 burde have undladt at overgive sagen til inkasso ved advokat uden forudgående henvendelse til klageren vedrørende kravet. Ankenævnet finder derfor, at indklagede bør frafalde inkassoomkostninger.

Som følge af det anførte

Indklagede skal nedsætte sit krav mod klageren i overensstemmelse med det ovenfor anførte. Klagegebyret tilbagebetales klageren.