Afvikling af engagement.
| Sagsnummer: | 302 /1991 |
| Dato: | 21-08-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Søren Geckler, Peter Møgelvang Hansen |
| Klageemne: |
Budgetkonto - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Afvikling af engagement. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 29. september 1989 meddelte indklagedes Hjørring afdeling klageren, at hans budgetkonto og lønkonto udviste negative saldi på henholdsvis 55.779,57 kr. og 1.657,71 kr. Afdelingen anmodede klageren om at indbetale overtrækket på lønkontoen og nedbringe overtrækket på budgetkontoen, således at det som aftalt androg 50.000 kr., inden klageren rejste til Spanien. Indklagede meddelte endvidere klageren, at der var registreret to PBS-betalinger i oktober 1989 på henholdsvis 842,56 kr. og 1.819 kr. samt en betaling af restskat til Hjørring kommune, som indklagede kun ville honorere, såfremt klageren indbetalte beløbene.
I midten af oktober 1989 afholdtes et møde mellem afdelingen og klageren. Der er ikke enighed imellem parterne om, hvad der aftaltes på dette møde. Ved denne lejlighed pantsatte klageren to tasker indeholdende sølvtøj til indklagede til sikkerhed for sit engagement. Den 27. november 1989 rykkede afdelingen klageren for indbetaling af overtræk på hans engagement på ialt 16.028,16 kr., ligesom man returnerede ubetalte opkrævninger bl.a. fra Kreditforeningen Danmark. Afdelingen rykkede herefter klageren for indbetaling af overtræk ved skrivelser af 4. december 1989, 3. januar 1990 og 7. februar 1990. Efter yderligere brevveksling mellem klageren og indklagede opsagde afdelingen ved skrivelse af 24. juli 1990 såvel klagerens som dennes ægtefælles engagement til fuld indfrielse inden 14 dage. Ægtefællernes samlede gæld udgjorde pr. denne dato ca. 430.000 kr. Den 6. august 1990 overgav indklagede engagementet med klageren og ægtefællen til retslig inkasso.
Efter at der mellem klageren og indklagede havde været foretaget forhandlinger om afvikling af engagementet meddelte indklagedes advokat den 15. januar 1991, at han agtede at fremme en tidligere indledt fogedsag mod klageren og ægtefællen. Efter yderligere brevveksling mellem klageren og indklagede, hvorunder klageren klagede over indklagedes handlemåde, blev der den 18. juni 1991 foretaget udlæg i klagerens aktiver af fogedretten i Hjørring. Ved klageskema af 19. juni 1991 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at give ham en undskyldning for indklagedes behandling af sagen, at indklagede tilpligtes at give ham reel behandling under sagens videre forløb, at indklagede tilpligtes at stille inkassosagen i bero samt at indklagede tilpligtes at godtgøre advokatomkostninger i forbindelse med sagens behandling og inkassosagen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Der er herefter mellem indklagede og klageren indgået en afviklingsaftale i oktober 1991, hvorefter inkassosagen er stillet i bero. Afdelingen har debiteret klagerens konto for 34.922,20 kr., hvilket udgør de samlede omkostninger i forbindelse med inkassosagen. Klageren har ligeledes modtaget en ønsket opgørelse over restgælden på engagementet hos indklagede.
Klageren har anført, at han i forbindelse med sygdom i familien aftalte med sine døtre, at han i efteråret 1989 sammen med sin ægtefælle kunne tage ophold i døtrenes bolig i Spanien. Forinden afrejsen afholdtes et møde i afdelingen, hvor det aftaltes, at indklagede ville foranledige klagerens regninger betalt, medens han var bortrejst, selv om der ikke på det aktuelle tidspunkt ville være dækning herfor på budgetkontoen. Det aftaltes, at overtræk på budgetkontoen skulle inddækkes ved, at klageren realiserede kunstgenstande på en kunstauktion i efteråret 1990. Klageren deponerede på egen foranledning sølvtøj til en værdi af ca. 180.000 kr. Derudover havde indklagede sikkerhed i pantebreve i klagerens ejendom i Danmark, ligesom klagerens og ægtefællens pensioner hver måned indgik på hans og ægtefællens konto hos indklagede. Indklagede opfyldte imidlertid ikke sin del af aftalen, idet indklagede undlod at betale regninger som aftalt. Pga. uregelmæssig postgang til Spanien modtog klageren ikke underretning om manglende betalinger eller rykkerskrivelserne fra indklagede. Da klageren først på et meget senere tidspunkt blev opmærksom på den manglende betaling af regninger, medførte dette, at han var nødsaget til at antage en advokat med deraf følgende omkostninger. Klageren kunne ikke afvente kunstauktionen i 1990, men måtte afhænde kunstgenstandene på et tidligere tidspunkt, hvorved disse kun indbragte ca. en tredjedel af, hvad de ville have kunnet indbringe, såfremt de var blevet afhændet på kunstauktionen. Klageren har opgjort sit tab i forbindelse med realisation af kunstgenstandene til ca. 100.000 kr. og sine advokatomkostninger til ca. 15.000 kr. Derudover kommer inkassoomkostninger, klageren er blevet påført som følge af, at indklagede har overgivet sagen til retslig inkasso.
Klageren har endvidere anført, at han i løbet af marts måned 1990 forsøgte at få sin faste ejendom omprioriteret i henhold til lov nr. 842 20. december 1989 om hjælp til tvangsauktionstruede ejendomme. Klageren fremsendte kopi af en skrivelse fra Kreditforeningen Danmark med tilhørende bilag i udfyldt stand til afdelingen. På trods heraf ekspederede indklagede ikke sagen, hvorved klageren gik glip af muligheden for at optage et sådant lån. Derudover har klageren, anført, at han ønsker sin egen og ægtefællens gæld samlet på én konto, ligesom han ønsker at opnå fradragsret for renterne af sit engagement med indklagede. Endelig har klageren anført, at indklagede uden hans samtykke eller uden at han har været tilstede, har åbnet de af ham deponerede forseglede tasker indeholdende sølvtøj.
Indklagede har anført, at det på det i oktober 1989 afholdte møde aftaltes, at klageren under sit ophold i Spanien måtte udstede eurochecks for 4.000 kr. om måneden, og at en overtrækstilladelse på budgetkontoen på 50.000 kr. blev forlænget til 1. maj 1990 under forudsætning af, at klageren afhændede sin bil, som indklagede havde pant i. Ved samme lejlighed pantsatte klageren 2 tasker angiveligt indeholdende sølvtøj. I Spanien udstedte klageren eurochecks for et større beløb end aftalt, hvilket medførte, at der ikke indestod tilstrækkelige beløb på lønkontoen til overførsel til budgetkontoen. Indklagede kunne således ikke længere betale klagerens faste udgifter over budgetkontoen pga. overtræk. Klageren er gentagne gange blevet anmodet om at nedbringe overtrækket, og det skyldes klagerens egne forhold, at sagen har udviklet sig som sket.
Indklagede bestrider, at man skulle have åbnet de omhandlede tasker uden klagerens tilstedeværelse. Hvad angår det af klageren i marts måned 1990 søgte omprioriteringslån, modtog afdelingen kopi af Kreditforeningen Danmarks brev til klageren. Afdelingen modtog imidlertid ikke ansøgningsskemaet i udfyldt stand, hvorfor sagen ikke blev fremmet yderligere. Indklagede ønsker ikke at samle engagementet på én konto, da klageren og ægtefællen endnu ikke har ønsket at underskrive et frivilligt forlig, hvoraf det skulle fremgå at engagementet var samlet på en fælles konto. Sammenlægning kan ikke ske uden ægtefællens skriftlige samtykke, da ægtefællen derved påtager sig hæftelse for klagerens gæld. Indklagede har standset renteberegningen, og denne renteberegning kan ikke sættes i gang igen, så længe klageren og ægtefællen ikke ønsker at underskrive et frivilligt forlig eller gældsbreve vedrørende deres engagement. Standsningen af renteberegningen er hjemlet i den for pengeinstitutter gældende regnskabsbekendtgørelse § 40, stk. 9, hvorefter pengeinstitutter skal ophøre med at beregne renter, når en fordring må anses for uerholdelig. Det er således en betingelse for genoptagelse af renteberegningen, at indklagede har en begrundet formodning om, at tilgodehavendet inkl. renter ville blive tilbagebetalt.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke godtgjort, at indklagede, forinden klageren rejste til Spanien, gav tilsagn om, at man ville foranledige alle klagerens regninger betalt, selv om der ikke var dækning på klagerens budgetkonto. Indklagede har derfor været berettiget til at afvise at betale regninger, for hvilke der ikke var dækning, og til at overgive engagementet til retslig inkasso, da overtrækket trods adskillige rykkere ikke blev inddækket. Det findes heller ikke godtgjort, at indklagede i øvrigt har begået fejl i forbindelse med behandlingen af klagerens engagement.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.