Bidragsforhøjelse.
| Sagsnummer: | 21605115 /2017 |
| Dato: | 09-03-2017 |
| Ankenævn: | |
| Klageemne: |
Bidrag - forhøjelse
|
| Ledetekst: | Bidragsforhøjelse. |
| Indklagede: | Totalkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
21605115
Bidragsforhøjelse.
Klageren havde i sin ejendom et tilpasningslån F1 ydet af det indklagede realkreditinstitut i 2009. Af den for lånet udstedte låne- og pantsætningsaftale samt af instituttets Långuide pr. november 2015 fremgik det, at bidrag og beregningsprincipper kunne ændres efter instituttets beslutning. Instituttet forhøjede pr. 1. oktober 2013 og pr. 1. januar 2015 bidraget på klagerens lån fra oprindelig 0,60 pct. til 1,1244 pct., ligesom kursfradraget i point pr. 1. januar 2015 steg fra 0,10 til 0,30. I juni 2015 indgik parterne en refinansieringsaftale om profilændring fra F1 til F3. I februar 2016 varslede instituttet på ny bidragsforhøjelse til 1,3996 pct. Klageren protesterede efterfølgende forgæves over den forhøjede bidragssats med henvisning til, at han netop havde skiftet refinansieringsprofil for at undgå forhøjede bidragssatser på F1-lånet.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet skulle annullere bidragsstigningen som urimelig, jf. aftalelovens § 36, subsidiært at der kunne ske indfrielse af F3 lånet uden kurstab og omkostninger. Instituttet påstod frifindelse
Nævnet fandt ikke grundlag for efter aftalelovens § 36 at tilsidesætte instituttets generelle hjemmel til at ændre bidrag. Nævnet henviste til, at vilkår som de omhandlede, der i princippet indebærer en ensidig adgang for den ene kontraktpart til at ændre bidragsbetalingen i et løbende kundeforhold, er udbredt på realkreditområdet, og at Nævnet i sin praksis har fundet ikke generelt at kunne tilsidesætte sådanne vilkår som urimelige. Baggrunden herfor var, at aftaler om realkreditlån er langvarige aftaleforhold, som ikke kan opsiges af realkreditinstituttet, og at der derfor må levnes instituttet en vis mulighed for at ændre enkelte elementer i sådanne aftaler. I de offentligretlige regler om god skik er det således også forudsat, at der efter omstændighederne kan ske ændringer i bidragssatsen. Afgørende for, om Nævnet efter offentligretlige og formueretlige regler kan tilsidesætte bidragsforhøjelser i en sag som denne, var efter Nævnets opfattelse, om bidragsforhøjelsen fremstod som vilkårlig og urimelig. I forhold til den konkrete bidragsforhøjelse var der ud fra niveauet for tilsvarende lån og belåningsgrader i branchen ikke grundlag for at anse bidragsforhøjelsen for åbenbart urimelig, og der var heller ikke grundlag for at anse bidragsforhøjelsen, der var foretaget ensartet for kunder og lån, for vilkårlig. Nævnet frifandt som følge af det anførte realkreditinstituttet.
K E N D E L S E
afsagt den 9. marts 2017
JOURNAL NR.: 2016-01-05-115-T
INSTITUT: Totalkredit A/S
KLAGEEMNE: Bidragsforhøjelse.
DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 10. februar 2017
SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen
NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Jakob Bjerre
Bent Olufsen
Lars K. Madsen
Anne Vibeke Ellegaard Povlsen
SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:
Klageren har i sin ejendom et tilpasningslån på 3.920.000 kr., som er ydet som F1 lån af det indklagede realkreditinstitut i 2009.
Af den for lånet udstedte låne- og pantsætningsaftale fremgår følgende af de særlige bestemmelser:
”Vilkår for lånet
For lånet gælder de af …(indklagedes)… bestyrelse til enhver tid fastsatte vilkår for långivningen og obligationsudstedelsen.
…
Der henvises i øvrigt til de til debitor udleverede ”Almindelige forretningsbestemmelser” i Långuiden samt ”Særlige bestemmelser” i nærværende låne- og pantsætningsaftale.
…
Bidrag
Som en del af ydelserne betales et bidrag, hvis størrelse og beregningsmåde fastsættes af …(indklagede)… Bidragets størrelse oplyses i forbindelse med udbetaling af lånet.
Bidrag og beregningsprincipper kan ændres efter …(indklagedes)… beslutning. Meddelelse herom vil i såfald blive givet til debitor med mindst 3 måneders varsel forud for en termin.
…(Indklagede)… kan desuden fastsætte specielle bidragssatser og/eller beregningsprincipper for særlige lån eller grupper af lån. Meddelelse om ændringer i bidrag og/eller beregningsprincipperne herfor kan gives i en terminsopkrævning. Ændres bidraget, ændres terminsydelsen i forhold hertil.”
Indklagede fremsendte den 27. maj 2013 følgende brev til klageren om nye priser:
”Nye priser på realkreditlån
Realkreditinstitutterne bliver mødt med skærpede lovkrav til, hvor meget kapital vi skal have som sikkerhed for vores udlån. Når prisen på denne kapital så samtidig er høj, og vores tab er vokset, betyder det, at vores omkostninger ved at producere realkreditlån stiger kraftigt. For at dække disse omkostninger må vi hæve priserne.
Det betyder, at …(indklagede)… fra 1. oktober 2013 forhøjer bidragssatserne på realkreditlån. Forhøjelsen betyder samtidig en mere entydig sammenhæng mellem pris, låntype og belåningsgrad. Lån uden afdrag bliver dyrere end lån med afdrag, og variabelt forrentede lån bliver dyrere end fastforrentede lån. De nye bidragssatser bevirker, at alle lån fra …(indklagede)… følger samme prisstruktur.
Det nye bidrag opkræver vi første gang sammen med ydelsen ved udgangen af december måned 2013.
Hvad betyder det for dig?
Låntype Tilpasningslån (F1) variabel rente
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,6000
Ny årlig bidragssats fra 01.10.2013 i pct. 0,9368
Restgæld pr. 30.09.2013 i kr. 3.920.00,00
Terminsydelse december 2013 i kr. 12,883,99
Bidragsændringens betydning for ydelsen i kr. 3.300,64
Bidragssatsen er blevet fastsat ud fra det belåningsinterval, der var gældende, da lånet blev udbetalt. Terminsydelsen er udregnet ud fra dagens renteniveau. Renteændringer frem til 1. oktober 2013 påvirker ydelsen.
Forhøjelsen af bidragssatsen følger de regler og betingelser, som fremgår af dine lånevilkår.”
Indklagede varslede den 28. august 2014 på ny ændrede priser over for klageren:
”Nye priser på realkreditlån
1.januar 2015 forhøjer …(indklagede)… bidragssatser og kursfradraget ved rentetilpasning. Bidraget og kursfradraget ændres, så det i højere grad modsvarer de omkostninger, kapitalkrav og risici, der er forbundet med den pågældende låntype.
…
Det nye bidrag opkræver vi første gang som en del af din ydelse ved udgangen af marts måned 2015. Det forhøjede kursfradrag anvendes på lån, som rentetilpasses med virkning fra 1. januar 2015 eller senere.
Hvad betyder det for dig
Låntype Tilpasningslån (F1) variabel rente
Restgæld pr. 31. december 2014 i kr. 3.920.000,00
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,9368
Ny årlig bidragssats fra 1. januar 2015 i pct. 1,1244
Bidragsændringens betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. (før skat) 1.838,48
Nuværende kursfradrag i kurspoint 0,10
Nyt kursfradrag fra 1. januar 2015 i kurspoint 0,30
Kursfradragsændringens vejl. betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. fra førstkommende
Rentetilpasning (før skat) 1.960
Bidragssatsen er fastsat ud fra belåningsintervallet på lånets tilbudstidspunkt. Lånets ydelse påvirkes både af beskrevne bidragsændring og renteændringer ved førstkommende rentetilpasning.
Ændring i ydelsen som følge af ændring i kursfradraget er vejledende og afhænger af renteniveauet på rentetilpasningstidspunktet.
Forhøjelsen af bidragssatsen og kursfradraget følger de regler og betingelser, som fremgår af dine lånevilkår.”
Indklagede bekræftede den 29. juni 2015 over for klageren en mellem parterne indgået refinansieringsaftale vedrørende ændring af lånets refinansieringsprofil fra F1 til F3 pr. 1. oktober 2015.
Indklagedes Långuide pr. 6. november 2015 indeholder følgende afsnit om bidrag:
”Bidrag
Bidragets størrelse og beregningsmetode fastsættes i forbindelse med ydelse af lånet.
Bidraget beregnes som en procentsats af lånets restgæld (dvs. af kontantrestgælden for kontantlån og af obligationsrestgælden ved obligationslån). Betalingen sker forholdsmæssigt som en del af lånets terminsydelse.
Bidragssatsen ved lånets udbetaling er afhængig af den belånte ejendom, afdragsprofil, låntype, lånets hovedstol og belåningsinterval (lånets prioritetsstilling i forhold til den kontante låneværdi for ejendommen).
Belåningsintervallet fastlægges via en værdiansættelse af ejendommen ved lånoptagelsen. Værdiansættelse foretages af …(indklagede)… på den af …(indklagede)… valgte måde. Belåningsintervallet fastlægges på ny ved en efterfølgende omlægning af lånet, gældsovertagelse eller relaksation. Bidragssatsen ændres ikke som følge af ordinære afdrag eller ved ændring af lånets prioritetsstilling som følge af f.eks. en indfrielse af foranstående lån.
Kursskæring (kursfradrag ved udbetaling/refinansiering og kurstillæg ved indfrielse) er afhængigt af den valgte låntype – herunder hyppigheden hvormed lånetypen refinansieres. Se nærmere om kursfradrag og kurstillæg i de almindelige forretningsbestemmelser for obligationshandel.
Gældende gebyrer fremgår af …(indklagedes)… prisblad, som kan findes på …(indklagedes hjemmeside)…
Ændring af bidrag, gebyrer og andet vederlag (herunder kursskæring).
Bidrag, gebyrer og andet vederlag er variable.
Lånets bidrag og beregningsmetoden for bidrag kan således ændres i lånets løbetid, eksempelvis så bidraget beregnes og eventuelt løbende reguleres på grundlag af flere eller andre forhold end ved lånets udbetaling, herunder låntagerspecifikke forhold. …(Indklagede)… kan endvidere ændre eller indføre nye former for gebyrer eller andet vederlag (herunder kursskæring og kurtage) i eksisterende låneforhold.
Ændringer af bidrag og beregningsmetoden for bidraget samt ændring eller indførelse af nye former for gebyrer eller andet vederlag (herunder kursskæring og kurtage) kan i eksisterende låneforhold være begrundet i aktuelle eller forventede omkostningsmæssige, markedsmæssige, lovgivningsmæssige, risikomæssige, konkurrencemæssige, forretningsmæssige eller lignende forhold samt låntagerspecifikke forhold. Du kan nedenfor se eksempler på sådanne forhold. Listen er ikke udtømmende.
a) Ændringer i lovgivning, retspraksis og myndighedspraksis,
b) Ændringer i krav og forventninger fra ratingbureauer og investorer, herunder krav og forventninger af betydning for prissætningen på obligationerne bag …(indklagedes)… udlån,
c) Omkostningsudviklingen, eksempelvis som følge af
* øgede omkostninger til fremskaffelse af kapital,
• ændrede krav til kapitalgrundlag, kapitalberedskab, likviditet eller solvens,
• øgede skatter eller afgifter,
• øgede distributionsomkostninger eller
• generelle garantiordninger,
d) Øgede tab eller risiko for tab, nedskrivninger eller hensættelser til tab,
e) Behov for ændringer i sammensætningen af …(indklagedes)… låneportefølje, eksempelvis en reduktion af mængden af lån med variabel rente
f) Behov for at motivere …(indklagedes)… kunder til at vælge udvalgte produkter, eksempelvis lån med afdrag,
g) Øgede risici, herunder operationelle risici,
h) Faldende ejendomspriser eller strukturelle udviklinger i ejendomsmarkedet,
i) Administrative forhold eller behov for bedre udnyttelse af …(indklagedes)… kapacitet og ressourcer,
j) Øvrige forhold, som indebærer behov for øget indtjening eller en ændret prisstruktur,
k) Låntagers betalingsmisligholdelse,
l) Ændringer i låntagerspecifikke forudsætninger, herunder låntagers økonomiske forhold eller sammensætningen, omfanget eller rentabiliteten af låntagers engagement med …(indklagede)… eller
m) Ændringer i den pantsatte ejendoms belåningsgrad, værdifasthed eller omsættelighed.
Ændringer vedrørende bidrag samt væsentlige ændringer vedrørende andet vederlag meddeles individuelt til låntager med 3 måneders varsel til en termin med virkning fra førstkommende termin. Ændringer begrundet i udefrakommende forhold, som …(indklagede)… ikke har indflydelse på, kan dog ske uden varsel. Øvrige ændringer, herunder ændringer vedrørende gebyrer eller morarente samt mindre væsentlige ændringer vedrørende andet vederlag annonceres med 3 måneders varsel i …(indklagedes)… prisblad, som er tilgængeligt på …(indklagedes hjemmeside)…”
Indklagede varslede den 4. februar 2016 på ny bidragsforhøjelser over for klageren:
”Den 1. juli 2016 forhøjer …(indklagede)… bidragssatserne. Det gør vi, fordi …(indklagede)… skal leve op til myndighedernes krav og markedets forventninger til vores kapital- og indtjeningsforhold. Både krav og forventninger er steget kraftigt siden finanskrisens start – og stiger stadig. Derfor skal vi i …(indklagede)… øge indtjeningen. På den måde kan vi lægge tilstrækkeligt til side som sikkerhed for de lån vi yder, tiltrække kapital i markedet på bedst mulige vilkår og dække omkostningerne til forrentning af denne kapital. Det er en væsentlig forudsætning for, at vi fortsat kan tilbyde stabile boliglån til danskerne.
Dit lån i …(indklagede)… har ikke fast rente i hele løbetiden og er uden afdrag. Hvis du vælger et lån med fast rente og med afdrag, falder din bidragssats til den laveste i …(indklagede)… Det skyldes, at myndighederne kræver, at færre boligejere vælger lån med variabel rente og lån uden afdrag.
Se, hvad forhøjelsen koster jer
Låntype Tilpasningslån (F3) variabel rente
Restgæld pr. 1. juli 2016 i kr. 3.920.000,00
Nuværende årlig bidragssats i pct. 1,0244
Ny årlig bidragssats fra 1. juli 2016 i pct. 1,3996
Bidragsændringens betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. (før skat) 3.676,96
I betaler den nye bidragssats første gang 1. oktober 2016. Desuden ændrer jeres rente sig ved næste rentetilpasning. Derfor ændrer jeres samlede betaling sig også.”
Klageren protesterede i e-mail af 10. maj 2016 til indklagede over den varslede bidragsforhøjelse:
”Jeg har modtaget besked om, at mit bidrag vil stige væsentligt for mit F3 lån, et lån, som jeg netop skiftede til for at undgå forhøjede bidragssatser på mit F1 lån. Der er tale om endnu en markant forhøjelse på ca. 17.000 kr. om året – og grundet kurstabet har jeg reelt ingen mulighed for at omlægge før F3 perioden er udløbet. Dette finder jeg særdeles urimeligt, hvorfor jeg ønsker at klage til Realkreditankenævnet – men først skal der klages til jer.
Dette er hermed gjort.”
Indklagede besvarede samme dag klagerens henvendelse:
”Tak for din mail, jeg tænker, at ingen er glade for prisstigninger, og bidragsændringerne er kun foretaget, da det er en nødvendighed for fremtiden.
Vores mulighed for at ændre bidrag og gebyrer er beskrevet i låne- og pantsætningsaftalen og i vores almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån og for obligationshandel, som fremgår af Långuiden.
Jeg har gennemgået den nuværende og kommende bidragssats på dine 2 lån, bidragssatserne er korrekt beregnede og vi kan derfor ikke ændre dem.
Jeg vil dog foreslå, at du ved lejlighed kontakter din sædvanlige rådgiver i …(det låneformidlende pengeinstitut)…, med henblik på at få beregnet om du har den optimale finansiering af ejendommen.
Du kan læse yderligere om bidragsændringen på vores web: …”
Klageren indbragte efterfølgende sagen for Realkreditankenævnet.
PARTERNES PÅSTANDE:
Klageren påstår indklagede tilpligtet principalt at annullere bidragsstigningen som urimelig, jf. aftalelovens § 36, subsidiært at acceptere indfrielse af F3 lånet uden kurstab og omkostninger.
Indklagede påstår frifindelse.
KLAGERENS FREMSTILLING:
Klageren oplyser, at han omlagde sit F1 lån på små 4 mio. kr. til et F3 lån, netop fordi omkostningerne ved F1 lånet ville stige markant. Kort tid herefter meddelte indklagede ham, at bidragssatsen på hans nye F3 lån steg årligt med 16.-17.000 kr.
Han kan ikke komme ud af lånet igen på grund af et kurstab på 90.000 kr. (beregnet af hans bank) og oplever således en stigning på godt og vel 60 pct. Dette er ikke rimeligt.
Indklagedes standardbetingelser, som indklagede henviser til, er ikke rimelige, når en så stor stigning kan ske. Hele forudsætningen for aftalen med indklagede er således væk.
Der er desuden tale om så væsentlige konsekvenser, at dette vilkår burde være fremhævet bedre i indklagedes standardvilkår. Reelt set rammer indklagede ham med tilbagevirkende kraft, da man grundet kurstabet er uden mulighed for at komme ud af lånet til indklagede uden omkostninger til kurstab, gebyrer, afgifter mv.
Han mener i øvrigt, at indklagedes standardvilkår bør efterprøves i forhold til den procentvise stigning, som han er udsat for, dvs. om en så stor stigning er rimelig, jf. aftalelovens § 36.
INDKLAGEDES FREMSTILLING:
Indklagede oplyser, at klageren den 19. oktober 2009 på grundlag af lånetilbud af 14. oktober 2009 fik udbetalt et 30-årigt tilpasningslån (F1) på 3.920.000 kr. Lånet blev etableret med indledende afdragsfrihed frem til den 30. september 2019.
Bidraget på lånet blev fastsat til 0,50 pct. ud fra et belåningsinterval på 0-80 pct. på baggrund af en belåningsvurdering på 4.900.000 kr.
Bidraget blev med virkning pr. den 1. april 2012 forhøjet til 0,60 pct. med virkning pr. den 1. oktober 2013 til 0,9368 pct. og med virkning pr. den 1. januar 2015 til 1,1244 pct.
I forbindelse med refinansieringen den 1. oktober 2015 blev lånets profil ændret til tilpasningslån (F3) med afdragsfrihed frem til den 30. september 2019. Lånet refinansieres næste gang den 30. september 2018.
Bidraget blev ved profilændringen fastsat til 1,0244 pct. ud fra et belåningsinterval på 0-80 pct. og blev med virkning pr. den 1. juli 2016 forhøjet til 1,3996 pct.
Gennemførsel af bidragsforhøjelsen i 2016
Med virkning fra 1. juli 2016 forhøjede indklagede bidragssatserne på alle eksisterende og nye lån til private kunder. Derfor modtog alle privatkunder med lån hos indklagede et brev med oplysning om, hvad forhøjelsen betød for netop deres lån. Brevet indeholdt en begrundelse for forhøjelsen. Derudover har indklagede på sin hjemmeside offentliggjort en redegørelse for bidragsforhøjelsen:
”Begrundelseskrav
Det danske realkreditsystem har en række unikke kendetegn. Et af dem er, at du som låntager – uanset om du er boligejer eller erhvervsdrivende – igennem hele lånets løbetid er beskyttet mod en pludselig opsigelse af dit lån. Den beskyttelse har du ikke på dit banklån. Banker kan nemlig frit og uden varsel til enhver tid kræve, at du betaler dit lån tilbage. Det kan vi som realkreditinstitut ikke, så længe du betaler dine ydelser.
Med andre ord forpligter realkreditinstitutter sig ved udbetaling af et lån til at låne pengene ud – og ikke pludselig kræve dem tilbagebetalt – i hele den periode, der er aftalt. Og da løbetiden ofte er 30 år, betyder det, at realkreditinstitutter har uopsigelige forpligtelser, der løber i årtier.
Øget krav om polstring.
Over så lang en periode kan kapitalkrav og omkostninger ved realkreditudlån ændre sig markant. Derfor kan et realkreditinstitut forhøje bidragssatserne, som er realkreditinstituttets pris for at yde og administrere lån. Bidragssatserne kan også forhøjes på de lån, der allerede er udbetalt. Og det er det, …(indklagede)… gør, når vi hæver bidragssatserne på …(indklagede-lån)… pr. 1. juli 2016.
Men vi kan ikke bare hæve bidragssatserne vilkårligt, for alle realkreditinstitutter skal kunne begrunde, hvorfor de forhøjer bidragssatserne. Det er fast anerkendt i lovgivningen om god skik for finansielle virksomheder – og i talrige afgørelser fra Realkreditankenævnet – at man forhøjer bidragssatserne, når man kan begrunde det.
…(Indklagedes)… mulighed for at hæve bidragssatserne er udførligt beskrevet i låneaftalerne og i …(indklagedes)… Almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån, som står i den LånGuide, man modtager, når man får et …(indklagede-lån)…
Hvorfor stiger bidragssatserne i …(indklagede)… pr. 1. juli 2016?
I det brev, alle kunder i …(indklagede)… har modtaget, begrunder vi forhøjelsen med, at kapitalkravene fra danske og internationale myndigheder til realkreditinstitutter er steget og fortsat stiger. De stigende kapitalkrav betyder, at …(realkreditkoncernen)… – som …(indklagede)… er en del af – skal stille mere og mere kapital som sikkerhed for de lån, vi har ydet og fortsat yder til danske boligejere og erhvervsdrivende.
Når myndighedernes krav stiger, øger investorerne og ratingbureauerne (tilsammen kaldet ”markedet”) samtidig deres forventninger til …(realkreditkoncernens)… kapitalgrundlag. Jo større tiltro investorer og ratingbureauer har til …(det koncernforbundne realkreditinstitut)…, jo lavere bliver renten på lånet. Vores kunder har derfor direkte fordel af, at både investorer og ratingbureauer har stærk tiltro til …(det koncernforbundne realkreditinstitut)… Derfor er det så afgørende, at vi lever op til markedets forventninger.
Kendte og ukendte krav i sigte.
Konkret medfører de øgede krav, at …(realkreditkoncernen)… ved indgangen til 2019 skal have ca. 70 mia. kr. i egentlig kernekapital (den regnskabsmæssige egenkapital fratrukket hybrid kernekapital og en række solvensmæssige fradrag).
Dette kapitalmål er fastsat på baggrund af de allerede kendte og vedtagne kapitalkrav fra danske og internationale myndigheder. Forhøjelsen af bidragssatserne pr. 1. juli 2016 har først og fremmest til formål at øge sandsynligheden for, at …(realkreditkoncernen)… kan leve op til dette kapitalmål. Vi har i dag en egentlig kernekapital på 60,5 mia. kr. Den skal øges med knap 10 mia. kr. i årene 2016-2018. Forhøjelsen af bidragssatserne øger …(realkreditkoncernens)… indtjening og betyder dermed, at vi kan lægge mere til side hvert år i bestræbelserne på at nå 70 mia. kr. inden udgangen af 2018.
Desuden øger forhøjelsen af bidragssatserne sandsynligheden for, at …(realkreditkoncernen)… kan honorere de fremtidige, endnu ikke vedtagne kapitalkrav, som der i disse år arbejdes på hos internationale myndigheder. Vi kender ikke det konkrete omfang af kravene endnu – men vi ved, at kapitalkravet efter 2019 er højere end de 70 mia. kr. Selv i minimumsversioner vil de krav, der arbejdes på, være en betydelig udfordring for …(realkreditkoncernen)… Lige nu er vores bedste estimat, at det er nødvendigt at øge den egentlige kernekapital med yderligere 15 mia. kr. – altså ud over de 70 mia. kr. – når de nye krav får effekt. Estimatet er forsigtigt og svarer til det niveau, man allerede nu har pålagt de fire største banker i Sverige. Og det er ikke usandsynligt, at kravet bliver højere.
Børsnotering er nødvendig
Derfor søger …(realkreditkoncernen)… en børsnotering. Dels får vi tilført kapital i forbindelse med selve børsnoteringen, dels får vi efterfølgende, som børsnoteret koncern, adgang til at hente yderligere kapital efter behov. For at gennemføre en børsnotering skal vi have en bedre indtjening end i dag – det vil fremtidige aktionærer kræve, og det er forhøjelsen af bidragssatserne med til at sikre. Og det er værd at bemærke, at forhøjelsen af bidragssatserne er langt mindre, end den ville være uden en børsnotering. Forhøjelsen af bidragssatserne på …(indklagedes)… udlån til privatkunder står ikke alene. De suppleres af markante besparelser i …(realkreditkoncernen)… og andre tiltag, der bidraget til at effektivisere koncernen.”
Baggrunden for indklagedes forhøjelse af bidragssatsen er yderligere uddybet i en redegørelse, som også er tilgængelig på indklagedes hjemmeside.
Hjemmel til bidragsforhøjelse
Det i denne sammenhæng relevante aftalegrundlag mellem klageren og indklagede udgøres af låne- og pantsætningsaftalen fra 2009. Denne suppleres af indklagedes Långuide fra varslingstidspunktet, der er godkendt af indklagedes bestyrelse.
Såvel låne- og pantsætningsaftalen som Långuiden indeholder bestemmelser om fastsættelsen af bidraget, herunder at det i lånets løbetid kan ændres af indklagede.
Anbringender
Det gøres til støtte for den fremsatte påstand gældende,
at der er hjemmel i låneaftalen til at forhøje bidragssatsen,
at den gennemførte bidragsforhøjelse er sket ensartet for alle kunder med samme låntyper,
at den skete forhøjelse af bidragssatsen er i overensstemmelse med aftalegrundlaget og varslet og begrundet i overensstemmelse med reglerne om god skik,
at bidragsforhøjelsen ikke er vilkårlig eller urimelig, og
at der derfor ikke er grundlag for at tilsidesætte den varslede forhøjelse af bidragssatsen.
ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:
Klageren anfægter indirekte hjemlen i aftalegrundlaget, hvorefter indklagede kan foretage bidragsforhøjelser, idet klageren finder, at det bør efterprøves, hvorvidt der som følge af forhøjelsens størrelse er grundlag for at tilsidesætte denne hjemmel og/eller forhøjelsen i medfør af aftalelovens § 36. Klageren anfører endvidere, at vilkåret om bidragsforhøjelse burde være bedre fremhævet i indklagedes standardvilkår, henset til betydningen heraf.
Indledningsvis bemærker Nævnet, at der ikke er tale om en låneomlægning, men om et profilskifte, og at klageren ved profilskiftet opnåede en mindre nedsættelse af bidraget, samt at F3 lån fortsat har et marginalt lavere bidrag end F1 lån.
Nævnet finder ikke grundlag for efter aftalelovens § 36 at tilsidesætte indklagedes generelle hjemmel til at ændre bidrag. Vilkår som ovenstående, der i princippet indebærer en ensidig adgang for den ene kontraktpart til at ændre bidragsbetalingen i et løbende kundeforhold, er udbredt på realkreditområdet. Nævnet har i sin praksis fundet ikke generelt at kunne tilsidesætte sådanne vilkår som urimelige. Baggrunden herfor er, at aftaler om realkreditlån er langvarige aftaleforhold, som ikke kan opsiges af realkreditinstituttet. Der må derfor levnes instituttet en vis mulighed for at ændre enkelte elementer i sådanne aftaler. I de offentligretlige regler om god skik er det således også forudsat, at der efter omstændighederne kan ske ændringer i bidragssatsen.
Afgørende for, om Nævnet efter offentligretlige og formueretlige regler kan tilsidesætte bidragsforhøjelser i en sag som denne, er
efter Nævnets opfattelse, om bidragsforhøjelsen fremstår som vilkårlig og urimelig.
I forhold til den konkrete bidragsforhøjelse er der ud fra niveauet for tilsvarende lån og belåningsgrader i branchen ikke grundlag for at anse bidragsforhøjelsen for åbenbart urimelig, og der er heller ikke grundlag for at anse bidragsforhøjelsen, der er foretaget ensartet for kunder og lån, for vilkårlig. Nævnet kan derfor ikke give klageren medhold.
Som følge af det anførte
b e s t e m m e s
Indklagede, Totalkredit A/S, frifindes.
Henrik Waaben / Susanne Nielsen