Afgørelse

Krav om aflysning af pantsat ejerpantebrev med pant i klagerens ejendom

Indledning

Sagen vedrører klagerens krav om, at FIH Erhvervsbank A/S’ skal aflyse et pantsat ejerpantebrev med pant i klagerens ejendom efter at fogedretten har nægtet at fremme en udlægsbegæring fra banken.

Sagens omstændigheder

Klageren er gift med M, som efter det oplyste var direktør i og medlem af bestyrelsen i et selskab X, der var kunde i FIH Erhvervsbank. Klageren var ikke kunde i FIH Erhvervsbank.

Den 27. juli 2008 indgik X en erhvervskreditaftale med banken, hvorved X fik et stående lån på 57.600.000 kr., der skulle tilbagebetales den 31. marts 2009.

Banken fik til sikkerhed for lånet pant i to ejerpantebreve, og M stillede en selvskyldnerkaution.

Det ene ejerpantebrev var på 30.700.000 kr. og deponeret af X med sikkerhed i en ejendom.

Det andet ejerpantebrev var på 3,2 mio. kr. med oprykkende panteret i en ejendom ejet af klageren. Det blev stiftet den 25. juli 2008, og klageren håndpantsatte samme dag ejerpantebrevet til banken.

Ejerpantebrevet med pant i klagerens ejendom blev tinglyst med oprykkende prioritet efter et realkreditlån på 1.255.600 euro. Det fremgik af ejerpantebrevet, at Justitsministeriets pantebrevsformular A var gældende. I pkt. 4 i pantebrevsformularen fremgår, at debitor har pligt til at underrette kreditor om bopælsforandring. Af pkt. 4 fremgår yderligere:

”…

Påkrav fra kreditor, herunder opsigelse, kan afsendes til eller fremsættes på den af debitor senest oplyste bopæl uanset bopælsforandring, medmindre kreditor er bekendt med debitors nye bopæl. Bliver kreditor opmærksom på, at en opsigelse som følge af bopælsforandring ikke er kommet frem til debitor, skal kreditor straks give debitor meddelelse om opsigelsen, såfremt debitors nye bopæl fremgår af folkeregistreret eller anden let tilgængelig kilde.

…”

X blev ved dekret af den 12. december 2008 taget under konkurs.

Den 17. december 2008 anmeldte banken et krav i konkursboet på 49.624.324,49 kr. Det fremgik af anmeldelsen, at banken til sikkerhed for sit krav blandt andet havde håndpant i klagerens ejerpantebrev.

Samme dag den 17. december 2008 sendte banken et brev til klageren med oplysning om konkursen. Banken kaldte samtidig sit pant i ejendommen. Brevet blev sendt til den adresse, der var angivet som klagerens adresse i ejerpantebrevet og håndpantsætningserklæringen.

Af en udskrift fra Boligsiden.dk fremgår det, at ejendom A’s offentlige vurdering på daværende tidspunkt var 2,8 mio. kr., og at ejendommen den 13. februar 2009 havde været udbudt til salg til 15 mio. kr.

Den 28. maj 2009 sendte banken et anbefalet brev til klageren til samme adresse som tidligere med en rykker om betaling af 3.200.000 kr. Af brevet fremgik blandt andet:

”…

Da vi desværre må konstatere, at De trods vores påkravsbrev af 1.05.2009 ikke har betalt … skal vi hermed opfordre dem til at indbetale beløbet omgående.

Beløbet skal indbetales senest 10 dage fra dato.

Hører vi ikke fra Dem inden nævnte frist, vil der straks derefter og uden yderligere varsel blive indledt inkassoskridt overfor Dem.

…”

Konkursbehandlingen i X blev afsluttet den 6. januar 2010, og selskabet blev opløst samme dato.

Den 17. august 2012 blev klagerens ejendom af en ejendomsmægler vurderet til en udbudspris på 6 mio. kr.

Den 8. juni 2015 sendte bankens advokat et brev til klageren til en adresse i Italien og anmodede klageren om at betale det sikrede beløb med tillæg af renter og omkostninger samlet 3.958.301,47 kr. Af brevet fremgik yderligere:

”…

Beløbet bedes indbetalt til vores kontor senest 10 dage fra dags dato. …

Hvis beløbet ikke er indbetalt hertil senest 10 dage fra afsendelsen af dette brev, kan jeg uden yderligere varsel indgive begæring om tvangsauktion over den af ejerpantebrevet omfattede ejendom …

Denne meddelelse bedes betragtet som et påkrav efter inkassolovens § 10.

…”

Et enslydende brev blev sendt til klagerens adresse i Danmark, som den var angivet i ejerpantebrevet og håndpantsætningserklæringen.

Den 10. juli 2015 sendte bankens advokat en begæring om pantebrevsudlæg til forauktionering i klagerens ejendom til fogedretten.

Ved processkrift af den 28. oktober 2015 påstod klageren via sin advokat afvisning, subsidiært at udlægsbegæringen blev nægtet fremme og mere subsidiært at sagen blev udsat.

Banken har fremlagt en persondatarapport fra erhvervsdatabasen BiQ, udskrevet den 5. november 2015, hvor det fremgik, at klageren havde adresse i Italien.

Fogedretten, der var besat af en juridisk dommer, nægtede ved kendelse af 13. november 2015 at fremme sagen. Af kendelsen fremgik blandt andet:

”…

Det fremgår, at … [klageren] var og er gift med … [M], der var direktør i debitorselskabet. Pantsætningen af ejerpantebrevet til fordel for selskabet skete godt 4 måneder før selskabet gik konkurs. [Klageren] … har anført, at der var tale om pantsætning for gammel gæld.

[Klageren] … har i processkriftet benægtet at være blevet informeret om indhold og konsekvenserne af pantsætningen. Heroverfor foreligger der ingen oplysninger for fogedretten om, hvilken information FIH Erhvervsbank A/S måtte have givet [klageren] … inden pantsætningen om forhold af betydning for bedømmelsen af risikoen ved pantsætningen.

Ejerpantebrevet havde prioritet efter et realkreditlån på 1.255.600 euro, svarende til 9,5 mio. kr. Ifølge et fremlagt værditjek havde ejendommen omkring pantsætningstidspunktet en værdi på 6 mio. kr. Det må på den baggrund antages, at der ikke var nogen friværdi i ejendommen på pantsætningstidspunktet, og at ejerpantebrevet således var uden reel værdi.

Fogedretten finder på denne baggrund, at de fremsatte indsigelser om tilsidesættelse af pantsætningen efter de anførte bestemmelser, herunder navnlig aftalelovens § 33 og § 36, er bestyrket i en sådan grad, at det er betænkeligt at fremme sagen ved fogedretten, jf. retsplejelovens § 501, stk. 1.

Fogedretten bemærker i den forbindelse, at Lov om Finansiel Virksomhed § 48, der finder anvendelse på tredjemandspant, jf. § 4, stk. 11, i sin nuværende formulering trådte i kraft den 1. juli 2015. Efter ændringsloven (L2014-12-23 nr. 1490) § 14, stk. 5 og stk. 7, finder § 48 stk. 1, 2, 3, 4, 9 og 10 ikke anvendelse på aftaler om tredjemandspant, der er indgået før lovens ikrafttræden.

…”

Den 1. december 2015 skrev klagerens advokat en mail til bankens advokat, hvor banken blandt andet blev anmodet om at aflyse ejerpantebrevet.

Bankens afviste ved mail af 6. december 2015 at aflyse sit pant med henvisning til, at fogedretten ikke havde pålagt banken dette.

Klageren indbragte den 29. februar 2016 sagen for Ankenævnet.

I et udskrift fra Det Centrale Personregister dateret den 30. marts 2016 fremgår det, at klageren den 15. februar 2008 udrejste til Italien. Klagerens adresse var angivet til en adresse i Ungarn.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at FIH Erhvervsbank skal aflyse ejerpantebrevet, og at Ankenævnet skal påtale at FIH Erhvervsbank ikke har overholdt inkassolovens § 10, før sagen blev indbragt for fogedretten, subsidiært at Ankenævnet bør udtale kritik af, at FIH Erhvervsbank ikke har aflyst ejerpantebrevet i overensstemmelse med fogedrettens kendelse.

FIH Erhvervsbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke har efterlevet fogedrettens afgørelse ved at afvise hendes begæring om at aflyse det omhandlede pantebrev, selvom det ved kendelsen blev bestemt, at pantsætningen ikke var eksigibel. Banken accepterede fogedrettens kendelse ved ikke at kære den til landsretten, og bankens manglende aflysning af pantebrevet kan bedst karakteriseres som chikane af hende.

Fogedrettens prøvelse af indsigelser og bevisførelse herom er ikke begrænset, som anført af klageren, hvilket også fremgår af noten til retsplejelovens § 501 i Karnovs Lovsamling. I U 2001.663 V, der vedrørte tilsidesættelse af en kaution i medfør af blandt andet aftalelovens § 33 og § 36, var der under fogedsagen bevisførelse i form af omfattende afhøring af ansatte fra banken.

Det er i strid med reglerne om retsafgørelsers retskraft at påberåbe sig, at der kan ske yderligere prøvelse af klagerens indsigelser under en sag for de civile domstole.

Fogedrettens kendelse er endelig og retskraftig, og den skal lægges til grund for Ankenævnets afgørelse.

Fogedretten fandt, at pantebrevet ikke kunne danne grundlag for udlæg, og banken har ikke godtgjort nogen loyal interesse i at undlade en aflysning af sin panteret. Princippet herom følger også af U 1981.300 H, hvor en panthaver blev tilpligtet at ombytte en pantesikkerhed, da den pågældende panthaver ikke havde nogen loyal interesse i at modsætte sig dette.

Fogedrettens begrundelse for kendelsens udfald skal tillægges behørig vægt. Banken har i strid hermed søgt at bortfortolke begrundelsen og dens henvisning til aftalelovens § 33 og § 36. Banken var og er forpligtet til at løse hende fra sikkerheden, da pantebrevet efter fogedrettens kendelse blot er en formel rest efter et ugyldigt løfte, der ikke kan vågne op på et senere tidspunkt. Banken skal således i overensstemmelse med fogedrettens kendelse aflyse sit pant.

Overholdelse af inkassolovens § 10:

Banken har ikke overholdt inkassolovens § 10, da hun aldrig modtog et påkrav og først under klagesagen blev bekendt med påkravene fremlagt af banken. Hun flyttede i februar 2008 til Italien og anmeldte adresseændring til folkeregistret. Tilsvarende anmeldte hun også i 2012 sin flytning til Ungarn. Hun har på intet tidspunkt skjult sin aktuelle og faste bopælsadresse, hvilket også fremgår af udskriften fra Borger.dk. Hun modtog ikke bankens breve, da banken ikke sendte dem til den korrekte adresse.

Hun har ikke kendskab til, at hendes ejendom i 2009 var udbudt til 15 mio. kr.

Hun var ikke debitor på lånet til banken, men tredjemandspantsætter uden personligt gældsansvar. Hun var derfor ikke forpligtet til at oplyse sin adresse til banken. Banken havde modsat i medfør af lov om finansiel virksomhed § 48 en pligt til at sikre sig, at hun modtog underretninger. Pligten indebar, at banken burde have foretaget adressesøgning i folkeregistre, hvor hendes aktuelle adresse fremgik.

FIH Erhvervsbank har anført, at den mellem parterne indgående pantsætningsaftale er gyldig.

Fogedretten nægtede ved kendelsen at fremme udlægget med henvisning til retsplejelovens § 501, stk. 1.

Banken blev ikke pålagt at aflyse sin sikkerhed i klagerens ejendom. Fogedretten tog ikke stilling til gyldigheden af pantsætningsaftalen. Den fandt indsigelserne ”bestyrket” i en sådan grad, at det ville være betænkeligt at fremme sagen, der for fogedretten ikke blev eller kunne blive oplyst fuldt ud.

Banken kan ud fra en loyalitetsbetragtning ikke blive pålagt at aflyse sit pant. Banken fik ved håndpantsætningserklæring af 25. juli 2008 pant i klagerens ejendom. Banken har noteret sig, at ejerpantebrevet ikke uden en domstolsafgørelse om gyldigheden heraf kan tjene som grundlag for en tvangsfuldbyrdelse. Banken har dog fortsat interesse i at opretholde sikkerheden og modtage provenu i forbindelse med et eventuelt salg af klagerens ejendom.

Afgørelsen U 1981.300 H vedrørte spørgsmålet om pligt til ombytning af en sikkerhed i form af tinglyst skadesløsbrev på en ejendom med en bankgaranti, og den er usammenlignelig med denne sag, der vedrører en uhjemlet aflysning af en aftalt sikkerhed.

Hvis banken skal tilpligtes at aflyse sit pant, skal det ske ved en dom afsagt af de almindelige domstole og efter en realitetsbehandling af sagen. Fogedretten tog alene stilling til selve tvangsfuldbyrdelsen og ikke til spørgsmålet om kravets beståen.

Ankenævnet kan således ikke behandle spørgsmålet om håndpantsætningens gyldighed. En stillingtagen hertil vil kræve bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Overholdelse af inkassolovens § 10:

Inkassolovens § 10 blev iagttaget forud for indledningen af fogedsagen. En eventuel manglende iagttagelse heraf vil i øvrigt ikke have betydning for nærværende klagesag. Spørgsmålet om overholdelsen af bestemmelsen har ikke nogen økonomisk betydning og vedrører ikke en konkret økonomisk tvist.

Banken orienterede klageren om selskabets konkurs ved brev af den 17. december 2008, hvorved banken også gjorde sin panteret gældende.

Den 28. maj 2009 blev der rykket for betaling, og banken anmodede herefter i april 2015 sin advokat om at inddrive bankens tilgodehavende hos klageren.

Den 8. og den 9. juni 2015 sendte advokaten et påkrav efter inkassolovens § 10 til klageren. Påkravet blev sendt til en italiensk adresse, som var den for banken sidst kendte adresse, der også fremgik af personrapporten for BiQ.dk, og til en dansk adresse. Brevet til den danske adresse kom ikke retur.

Inkassolovens § 10 pålægger ikke en kreditor pligt til at foretage søgning i CPR-registret forud for afsendelsen af påkrav. Den almindelige obligationsretlige loyalitetsforpligtelse indebærer derimod, at en debitor har pligt til at give sine kreditorer de nødvendige informationer for, at en kreditor kan komme i kontakt med vedkommende.

Det var således klagerens ansvar, at den korrekte adresse blev oplyst til banken. Banken har opfyldt inkassolovens § 10 ved at give påkrav med 10-dages varsel til klagerens sidst kendte adresse.

Det er endelig uden betydning for klagen og parternes økonomiske mellemværende om inkassolovens § 10 blev iagttaget.

Lov om finansiel virksomhed § 48 finder ikke anvendelse på tredjemandspantsætningsaftaler, der blev indgået før den 1. juli 2015, jf. lov nr. 1490 af 23. december 2014 § 14, stk. 5 og 7. Det samme resultat fremgik også af fogedrettens kendelse. Banken var derfor ikke forpligtet til at iagttage bestemmelsen.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren gav den 25. juli 2008 FIH Erhvervsbank håndpant i et ejerpantebrev på 3,2 mio. kr. i hendes ejendom til sikkerhed for et stående lån på 57 mio. kr. ydet af FIH Erhvervsbank til et selskab X, som klagerens mand var direktør i.

X blev den 12. december 2008 taget under konkurs, og banken kaldte ved brev af den 17. december 2008 sit pant over for klageren. Klageren modtog efter klagerens oplysninger ikke brevet eller efterfølgende rykkerskrivelser sendt af banken, da de blev sendt til adresser i Danmark og Italien, hvor klageren ikke længere havde sin registrerede bopælsadresse.

Bankens advokat sendte den 8. juni 2015 enslydende påkravsskrivelser til klagerens adresse i Italien og Danmark. De blev ikke besvaret, og bankens advokat indleverede den 10. juli 2015 en udlægsbegæring til fogedretten.

Fogedretten nægtede i sin kendelse den 13. november 2015 at fremme sagen i medfør af retsplejelovens § 501, stk. 1, med henvisning til klagerens indsigelser mod udlægget.

Ankenævnet finder ikke, at banken på baggrund af fogedrettens kendelse er forpligtet til at aflyse sin panteret i klagerens ejendom.

Klageren har ikke godtgjort et økonomisk tab som følge af en eventuel overtrædelse af inkassolovens § 10, stk. 1. Klageren får herefter ikke medhold i denne del af klagen.

Ankenævnet har ikke herved taget stilling til, om pantsætningsaftalen er gyldig.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen for så vidt angår aflysningen af ejerpantebrevet og spørgsmålet vedrørende inkassolovens § 10, stk. 1.