Renteforhøjelser, nye renteberegningsprincipper for nye udlån. Generelle renteændringer, forlænget løbetid.
| Sagsnummer: | 87/1993 |
| Dato: | 25-08-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
Rente - udlån |
| Ledetekst: | Renteforhøjelser, nye renteberegningsprincipper for nye udlån. Generelle renteændringer, forlænget løbetid. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 15. juli 1987 ydede indklagede klageren et lån på 162.207 kr., som skulle afvikles med 2.800 kr. månedligt, første gang 31. august 1987. Af gældsbrevet fremgik, at lånet forrentedes med "... den af sparekassen til enhver tid fastsatte rente, for tiden 11,000% p.a.". For lånet, der i gældsbrevet er betegnet som et billån, afgav klagerens far selvskyldnerkautionserklæring; der blev ikke i øvrigt stillet sikkerhed for lånet. Klageren har oplyst, at lånet skulle anvendes til køb af en bil.
Ifølge kontoudskrift pr. 31. december 1992 var lånets restgæld denne dato 82.947,32 kr.
Klageren rettede i januar 1993 henvendelse til indklagede om lånets restgæld. Klageren anførte, at med en rente på 11% og en månedlig ydelse på 2.800 kr. var det samlede beløb, som klageren skulle tilbagebetale indklagede, ca. 226.000 kr. Da klageren frem til december 1992 havde betalt 179.200 kr., var lånets restgæld inklusive renter således 46.800 kr. Lånets restgæld ultimo 1992 på 82.947 kr. ville med den aktuelle rente betyde et samlet tilbagebetalingsbeløb på ca. 104.000 kr. Klagerens merudgift for lånet ville således blive 104.000 kr. med fradrag af 46.800 kr., eller i alt 57.200 kr. Da indklagede ikke havde orienteret klageren om den skete prisforhøjelse, anmodede klageren om, at lånets restgæld berigtigedes. Ved skrivelse af 19. januar 1993 til klageren anførte indklagede, at lånets rente var variabel og havde været stigende siden lånets etablering.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet er tilbagebetalt efter betaling af ialt 226.000 kr. som oprindeligt aftalt.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede på intet tidspunkt har orienteret ham om renteændringer, som heller ikke er fremgået af årlige kontooversigter. Han har derfor ikke haft anledning til at overveje at flytte lånet. Lånet er endvidere ikke etableret som et billån, men som et almindeligt kautionslån.
Indklagede har anført, at lånet ikke har fast, men variabel, rente. Siden lånets etablering er der generelt sket en forhøjelse af renteniveauet. Gældsbrevet indeholder ingen angivelse af løbetid, men alene en aftale om en fast ydelse, som ikke ændres ved renteændringer. Ved stigende renteniveau medfører det forlængelse af løbetiden. Lånet er etableret som et billån sikret ved kaution i stedet for løsøreejerpantebrev, og der er ikke rentesatsforskelle på pantesikrede billån og kautionssikrede billån. Renteændringerne har været annonceret i indklagedes lokalområde, ligesom rentesatser fremgår af opslag i indklagedes ekspeditionslokaler, men da klageren er bosiddende uden for lokalområdet, har han antageligvis ikke fået kendskab til de foretagne renteændringer gennem de foretagne annonceringer eller opslagene i indklagedes afdelinger. I august 1991 ændredes rentesatserne for nye billån, således at renten er afhængig af udbetalingen. Med 25% udbetaling fastsattes renten til 13,5% p.a., uden udbetaling til 16,75% p.a. De eksisterende billån fortsatte i det hidtidige renteniveau, og for disse var renten på samme tidspunkt 15,25%. Pr. 31. december 1992 var renten på disse lån, herunder klagerens, 16,25%.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af gældsbrevet, at lånets rente er variabel, og klageren måtte indse, at en forhøjelse af renten ville indebære et større samlet tilbagebetalingsbeløb og - med uændret ydelse - en forlængelse af løbetiden. Det må lægges til grund, at lånet er ydet som et billån, og at dets rente til enhver tid har fulgt den af indklagede fastsatte rente for tilsvarende lån. Det oplyste om indførelsen i 1991 af ændrede rentefastsættelsesprincipper for nye billån giver ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har været uberettiget til at fastsætte renten for ældre billån, herunder klagerens, som sket. Indklagede har ikke været forpligtet til at give underretning om renteændringer i kontoudskrifter og - oversigter, således som det nu er foreskrevet i kreditaftalelovens § 15, stk. 4.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.