Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning begrundet i indsigelse om skattemæssigt tab som følge af manglende registrering af medejerskab/fuldmagt til depot i 2020.

Sagsnummer: 52/2021
Dato: 18-10-2021
Ankenævn: Bo Østergaard, Christina Bryanth Konge, Kritte Sand Nielsen, Jacob Ruben Hansen.
Klageemne: Depot - øvrige spørgsmål
Værdipapirer - skatteforhold
Ledetekst: Krav om erstatning begrundet i indsigelse om skattemæssigt tab som følge af manglende registrering af medejerskab/fuldmagt til depot i 2020.
Indklagede: Nordnet Bank AB
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning begrundet i indsigelse om skattemæssigt tab som følge af manglende registrering af medejerskab/fuldmagt til depot i 2020.

Sagens omstændigheder

Klageren S, der er samlevende med klageren C, har et værdipapirdepot -882 i Nordnet Bank. Parrets datter, D, der er født i 2020, havde endvidere et depot -779 i banken.

I perioden fra 19. oktober 2020 til januar 2021 korresponderede S og banken om medejerskab og fuldmagt til S’ depot:

Den 19. oktober 2020 meddelte S, at han ønskede at gøre D til medejer af depotet for at ”øge skalatrækket for beskatningen”, og at dette efter hans samtale med Skat skulle være muligt ved at tilføje en medejer. S spurgte, om banken kunne hjælpe med dette. Den 26. oktober 2020 sendte banken et link med en fuldmagtsblanket og anførte, at D kunne få adgang til depotet med en fuldmagt. Den 27. oktober 2020 meddelte S, at fuldmagten var blevet afvist, da D var mindreårig. Den samme dag meddelte banken:

”Jeg kan se du skriver ift. at tilføje en medejer af dit depot, og det er desværre ikke muligt hos os.

[medarbejder i banken] har sendt dig en fuldmagt, men det … gør ikke [D] til medejer. …”

Den 15. december 2020 sendte banken igen et link med en fuldmagtsblanket, og samme dag oprettede klagerne en fuldmagt til C til S’ depot via linket. Den 22. december 2020 spurgte S, om C’s medejerskab var kommet på plads. Den 29. december 2020 rykkede S for svar. Den 16. januar 2021 svarede banken:

” Depotet …779 har tilknyttet en fuldmagt til dig. Det er dog værd at understrege at dette (en fuldmagt) ikke gør depotet til fællesejet. … Det er ikke muligt at have depoter eje[t] 50/50.”

Den 18. januar 2021 noterede banken fuldmagten til C til S’ depot til ikrafttræden den 19. januar 2021. Den 27. januar 2021 oplyste banken, at den normale behandlingstid for oprettelse af en fuldmagt var to uger, men at banken som følge af ekstra travlhed havde haft en længere behandlingstid i december og januar.

Parternes påstande

Den 29. januar 2021 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordnet Bank AB skal betale en erstatning på ca. 23.700 kr.

Nordnet Bank AB har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har blandt andet anført, at de ansøgte om, at C fik andel/fuldmagt til S’ depot den 15. december 2020.  De handler aktier sammen på depotet. C havde købt en andel af depotet. S underskrev den 15. december 2020 en fuldmagt for at få dette registreret hos banken. S meddelte banken, at det var vigtigt, at medejerskabet blev registreret i 2020 grundet skat, fradrag og regnskab.

Det af banken anførte om, at en fuldmagt ikke har samme juridiske betydning som et fællesejet depot, afvises. Den oprettede fuldmagt har skattemæssig betydning ifølge Skat. Skat er indifferente om, hvorvidt der er tale om en fuldmagt, så længe aftalen er oprettet i 2020. S lavede en aftale med Skat om, at de ejer et fællesdepot, hvorefter Skat rådede ham til at få det bogført i banken senest i 2020. Tidspunktet for registrering af fuldmagten har således skattemæssig betydning.

Klagen drejer sig om manglende handling fra bankens side. Banken foretog sig intet. Banken har oplyst, at den normale behandlingstid er to uger, selvom sagen ville kunne være blevet klaret i løbet af fem minutter over telefonen. Som følge af bankens forsinkelser og forsømmelser blev medejerskabet først registreret i 2021, hvilket var for sent. De gik som følge heraf glip af en række fordele ved fælles ejerskab og blev pålagt urimelige omkostninger. De fik en merudgift på 23.700 kr. til Skat, da de ikke kunne benytte C’s aktiebeskatnings skalaknæk og fradrag for aktietab fra 2019.

Nordnet Bank AB har anført, at det ifølge de betingelser, der gælder i banken, ikke er muligt at oprette et fællesejet depot i banken. Der kan alene oprettes en fuldmagt, hvilket ikke har samme juridiske betydning. Banken gjorde i sine svar S opmærksom på, at der ikke kunne oprettes fællesejede depoter, og at der alene var mulighed for at oprette en fuldmagt. Banken har på intet tidspunkt oplyst, at man som kunde kan have et fællesejet depot. S fik tilsendt link til oprettelse af en fuldmagt ved sin henvendelse. S måtte ved oprettelse af fuldmagt via link indse, at der alene var tale om en fuldmagt.

S har henvist til en dialog med Skat og har anført, at han har lavet en aftale med Skat om ”at vi ejer et fællesdepot hvorefter SKAT har rådet mig om at få det bogført ved Nordnet i 2020 senest, for at kunne udfylde fordelingen i 2021”. Den anførte betingelse om at bogføre fælles ejerskab kan ikke ske ved at oprette en fuldmagt.

Den oprettede fuldmagt har ikke den af S anførte skattemæssige betydning. S har ikke dokumenteret sin påstand om, at oprettelsen af en fuldmagt ville være tilstrækkeligt til at opfylde Skats betingelser for registrering af medejerskab af et depot. Linket fra Skat, som S henviser til, er ikke relevant, da det omtaler reglerne for beskatning af ægtefæller med eget og fælles depot. Det forhold, at fuldmagten først blev registreret på S’ depot til ikrafttræden den 19. januar 2021, har således ingen betydning for S’ skattemæssige forhold og det af S anførte tab. 

S har selv ansvaret for de skattemæssige forhold ved sine depoter.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren S, der er samlevende med klageren C, har et værdipapirdepot i Nordnet Bank.

I oktober 2020 rettede S henvendelse til banken med ønske om, at parrets datter, D, blev tilføjet som medejer til depotet af skattemæssige årsager. Banken sendte et link til oprettelse af fuldmagt til D, og klagerne oprettede derefter en fuldmagt til D til depotet via linket. Banken afviste fuldmagten med henvisning til, at D var mindreårig. Banken meddelte endvidere, at det ikke var muligt at tilføje en medejer til depotet, og at den fremsendte fuldmagt ikke gjorde D til medejer. Den 15. december 2020 sendte banken et link med en ny fuldmagtsblanket, og klagerne oprettede samme dag en fuldmagt til C til depotet via linket. Den 18. januar 2021 noterede banken fuldmagten til C.

Klagerne har anført, at banken handlede ansvarspådragende, og at de blev påført et skattemæssigt tab som følge af bankens manglende registrering af medejerskab og/eller fuldmagt til C til depotet i 2020.

Banken gjorde i oktober 2020 S bekendt med, at det ikke var muligt tilføje en medejer til depotet. Ankenævnet finder ikke, at klagerne har godtgjort, at de blev påført et skattemæssigt tab ved, at fuldmagten først blev oprettet i bankens system i januar 2021 og ikke i december 2020. Ankenævnet finder således ikke, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar over for klagerne.

Klagerne får herefter ikke medhold i sagen.  

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i sagen.