Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om bevis for krav i henhold til indekskontrakter

Sagsnummer: 464 /2020
Dato: 11-06-2021
Ankenævn: Henrik Waaben, Jesper Claus Christensen, Jimmy Bak, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn
Klageemne: Indekskonto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om bevis for krav i henhold til indekskontrakter
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om bevis for krav i henhold til indekskontrakter.

Sagens omstændigheder

Den 31. december 1969 indgik klageren, der er født i 1945, en Aftale om pristalsreguleret aldersopsparing med Kjøbenhavns Handelsbank (nu Danske Bank). Klageren har fremlagt kopi af aftalen.

Af aftalen fremgik blandt andet:

”OPRETTELSE AF KONTO

  1. Ved nærværende aftale oprettes mellem kontohaveren og banken seks indekskontrakt(er) med grundbeløb i henhold til loven. Banken opretter i kontohaverens navn en indekskonto, der forrentes med bankens højeste indlånsrente, for tiden 8½ % p.a., og en overrente, for tiden ¼ % p.a.

INDBETALING

  1. Kontohaveren indskyder i indeværende kalenderår senest 31/12 en grundbetaling på det af aftalen omfattede antal indekskontrakter gange 53,93 kr. og i de efterfølgende kalenderår til og med 2011 senest den 31/12 en årlig betaling, der udgør grundbetalingen pristalsreguleret i henhold til loven. …

UDBETALING

  1. A. Fra den 1. i måneden efter kontohaverens fyldte 67. år udbetales kontoens indestående til denne i månedlige beløb af en sådan størrelse, som kontoens indestående forrentet gennem den aftalte udbetalingsperiode med grundrenten berettiger til. …
  2. Ophører indbetalingerne i utide, jf. pkt. 10, forbliver kontobeløbet indestående i banken til forrentning indtil udbetaling kan ske efter reglerne under pkt. 3A 1. punktum, medmindre kontrakten ophæves. På en konto vedrørende en sådan uopfyldt indekskontrakt kan der ikke foretages nye indskud.

10. Udeblivelse med betaling af indskud på en indekskontrakt ud over 1 år efter forfaldstidspunktet medfører bortfald af retten til indekstillæg på vedkommende indekskontrakt.”

Klageren har oplyst, at hun ikke kan huske, hvornår hun stoppede med at betale på indekskontrakterne. Hun tegnede indekskontrakterne sammen med sin far, og da hendes mor døde, lå hendes kontrakter i hendes mors dokumentmappe. Hun har ikke tænkt på dem, siden hun boede hjemme.

Hun har henvendt sig til banken flere gange for at få udbetalt de penge, som hun har indbetalt på kontrakterne, men banken har oplyst, at den ikke kender noget til indekskontrakterne.

Banken har oplyst, at den ikke kan gå længere tilbage end 1994 og har fremlagt klagerens årsopgørelse for 1994 fra banken. Det fremgår heraf, at klageren på daværende tidspunkt ikke havde nogen indekskontrakter/indekskonto i banken.

Parternes påstande

Den 28. november 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal udbetale de penge, som hun har til gode.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken er forpligtet til at udbetale de penge, som hun har til gode.

Hun har forgæves henvendt sig til banken flere gange med aftalen. Banken må kunne se, hvor meget hun har indbetalt, men banken har oplyst, at den ikke kender noget til indekskontrakterne.

Danske Bank har anført, at klageren har ikke dokumenteret, at hun har et krav mod banken.

Banken har ingen noteringer vedrørende de omtalte indekskontrakter. Det er dog lykkes at gå tilbage i bankens system til år 1994, som er det længste, det er muligt at gå tilbage til. Det fremgår af årsoversigten fra 1994, at klageren ikke har nogen indekskontrakter. Hvorvidt de er blevet udbetalt tidligere, eller de er §41-overført til et andet institut, eller om de overhovedet er blevet indbetalt, er ikke muligt for banken at opklare.

Havde klageren haft indekskontrakter i Danske Bank, ville hun løbende have modtaget årsoversigter og kontoudtog. Banken har opfordret klageren til at fremlægge eventuelle årsoversigter og kontoudtog fra banken, hvis hun har modtaget sådanne, hvilket klageren ikke har gjort.

Klageren har ikke løftet sin bevisbyrde for, at hun har et krav mod banken.

Et eventuelt krav mod banken er endvidere forældet.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren, der er født i 1945, har fremlagt en Aftale om pristalsreguleret aldersopsparing om oprettelse af seks indekskontrakter, som hun indgik den 31. december 1969 med Kjøbenhavns Handelsbank (nu Danske Bank). Hun har ikke fremlagt yderligere dokumentation for sit eventuelle krav mod banken.

Banken har fremlagt klagerens årsopgørelse for 1994 fra banken og oplyst, at den ikke kan gå længere tilbage i sit system. Det fremgår af årsopgørelsen fra 1994, at klageren på daværende tidspunkt ikke havde nogen indekskontrakter/indekskonto i banken.

Ankenævnet lægger i overensstemmelse hermed til grund, at klageren ikke siden 1994 har haft nogen indekskontrakter/indekskonto i Danske Bank. På grund af den medgåede tid finder Ankenævnet ikke, at det kan pålægges banken at fremlægge yderligere dokumentation for, at klagerens eventuelle krav mod banken ikke længere består. Ankenævnet finder derfor ikke, at banken skal udbetale noget beløb til klageren.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.