Spørgsmål om fremsendelse af kontoudskrift med overtræksmeddelelse berettigede til opkrævning af rykkergebyr
| Sagsnummer: | 34/2002 |
| Dato: | 07-08-2002 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Kåre Klein Emtoft, Ole Reinholdt, Niels Bolt Jørgensen. |
| Klageemne: |
Gebyr - rykkergebyr
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om fremsendelse af kontoudskrift med overtræksmeddelelse berettigede til opkrævning af rykkergebyr |
| Indklagede: | BG Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om indklagede i forbindelse med fremsendelse af kontoudskrift med overtræksmeddelelse var berettiget til at beregne sig et rykkergebyr.
Sagens omstændigheder.
Den 20. november 2001 fremsendte indklagede en kontoudskrift til klageren vedrørende dennes løbende konto. Af kontoudskriften fremgår, at der som følge af transaktioner den 24. og 25. oktober 2001 var opstået et overtræk på 790,64 kr. Den 20. november 2001 var der debiteret et rykkergebyr på 100 kr., således at overtrækket pr. denne dato var på 890,64 kr. Af kontoudskriften fremgår endvidere:
"De bedes bemærke, at Deres konto er i overtræk.
Ekspeditionsgebyr for denne meddelelse er trukket på Deres konto.
Vi beder Dem venligst indbetale beløbet, der fremgår af kontoudskriften, eller træffe aftale med os om afvikling.
Samtidig gør vi opmærksom på, at der beregnes forhøjet rente af overtrækket."
Overtrækket blev inddækket den 27. november 2001.
I perioden 18. januar 2001 - 31. januar 2002 blev der fremsendt kontoudskrift for kontoen på følgende datoer: 18. januar, 8. marts, 20. marts, 17. maj, 19. august, 26. august, 28. september, 20. november og 31. december 2001 samt 31. januar 2002. Kontoudskrifterne frem til og med 26. august 2001 er nummereret 33 - 38; de efterfølgende er nummereret 1 - 4.
Indklagede har oplyst, at der i forbindelse med indklagedes sammenlægning med et andet pengeinstitut skete en ændring i indklagedes edb-system i august 2001. Udskrift nr. 38 pr. den 26. august 2001 blev udsendt i forbindelse med systemkonverteringen. Før konverteringen blev kontoudskrifter sendt, når der var fyldt op med posteringer og ved rentetilskrivningen pr. den 20. marts 2001. Efter systemkonverteringen blev udskrift sendt kvartalsvis, herunder ved den nye årlige rentetilskrivningstermin pr. den 31. december 2001. Fra og med årsskiftet 2001/2002 sendes kontoudskrift månedsvis.
Af indklagedes almindelige forretningsbetingelser fremgår:
"2. | Bankens ret til refusion af udgifter til tredjemand og omkostninger påført ved uforudset udvikling i kundeforholdet |
Ud over de i pkt. 1 nævnte ydelser er banken berettiget til at kræve betalt af kunden: | |
….. | |
- | bankens udgifter i tilfælde af, at kundeforholdet misligholdes, herunder gebyr for udsendelse af rykkerbreve, forsikringspræmier, retsafgifter, juridisk bistand mv.; |
…... | |
Oplysning om ovennævnte gebyrer og satser findes i den under pkt. 1.d. nævnte prisbog." |
Af indklagedes prisliste fremgår:
"Rykkerskrivelse ved overtræk/restance 100 kr. pr. stk."
Ved lov nr. 462 af 7. juni 2001 blev der indsat en ny § 9 a i lov om renter ved forsinket betaling mv. Af § 9 a fremgår bl.a.:
"§ 9 a. For rykkerskrivelser vedrørende fordringer i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1, kan den erhvervsdrivende kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr). ……
Stk. 2. Der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. inkl. moms for hver rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse."
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:
"Til nr. 3
Der foreslås en ny bestemmelse i renteloven om rykker- og inkassogebyrer.
I bestemmelsens stk. 1 fastlægges anvendelsesområdet for de foreslåede regler. Det foreslås, at reglerne skal finde anvendelse på rykkerskrivelser, dvs. skrivelser, som sendes til forbrugeren med påmindelse om at opfylde en indtruffet forpligtelse i anledning af forbrugerens misligholdelse af parternes aftale. Ved "skrivelser" forstås alle læsbare meddelelser, uanset om disse fremsendes på traditionel vis ved et brev eller på anden måde, f.eks. ved e-mail.
………
Skrivelser, som ikke sendes i anledning af en indtrådt misligholdelse, f.eks. pengeinstitutters fremsendelse af kontoudtog til kunder, er ikke omfattet. Uden for anvendelsesområdet falder således også påkravsskrivelser, der sendes, før der er indtrådt misligholdelse - ofte for at fastslå et forfaldstidspunkt."
Parternes påstande.
Den 21. januar 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre rykkergebyret.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at kontoudskriften pr. den 20. november 2001 ikke er en rykkerskrivelse, som indklagede kan beregne sig gebyr for.
Kontoudskriften fremstår som en almindelig kontoudskrift. Der er således f.eks. ikke en overskrift, der viser, at der er tale om rykkerskrivelse, men alene en angivelse af, at der er tale om "Udskrift nr. 2".
Indklagede kan ikke alene på baggrund af sin påståede hensigt med udsendelsen af kontoudskriften beregne sig et rykkergebyr.
Da han første gang rettede henvendelse til indklagedes afdeling og gjorde indsigelse imod rykkergebyret, blev det meddelt, at der i november 2001 var sendt et særskilt brev som rykkerskrivelse. Efterfølgende blev det meddelt, at indklagede havde noteret, at udskrifter skulle sendes hver tredje måned, hvorfor udskriften pr. den 20. november 2001 var ekstraordinær. Indklagede har nu under sagen meddelt, at man selv bestemmer, hvor ofte udskrifter skal sendes.
Der kan kun opkræves rykkergebyr, hvis der fremsendes en decideret rykkerskrivelse, da gebyret skal dække de hermed forbundne udgifter. Der kan ikke opkræves gebyr for et par linier på en kontoudskrift, som han alligevel skulle have.
Af bemærkningerne til ændringen af renteloven vedrørende rykkergebyrer fremgår, at "skrivelser, som ikke sendes i anledning af en indtrådt misligholdelse, f.eks. pengeinstitutters fremsendelse af kontoudtog til kunder, er ikke omfattet".
Indklagede har anført, at kontoudskriften pr. den 20. november 2001 er en rykkermeddelelse, og at man har hjemmel til at opkræve rykkergebyr herfor. Det fremgår af teksten på kontoudskriften, at der rykkes for overtræk, og det er sædvanligt at benytte denne form for meddelelse til kunderne.
Klageren har misopfattet citatet fra lovbemærkningerne. Det fremgår, at skrivelser som ikke sendes i anledning af en indtrådt misligholdelse………. ikke er omfattet af hjemlen i § 9 a til at kræve rykkergebyret. Det anføres tillige: "Uden for anvendelsesområdet falder således også påkravsskrivelser, der sendes, før der er indtrådt misligholdelse - ofte for at fastslå et forfaldstidspunkt." Af bemærkningerne fremgår endvidere, at der ved "skrivelser" skal forstås alle læsbare meddelelser, uanset om de fremsendes på traditionel vis ved et brev eller på anden måde.
Rykkerskrivelsen i form af kontoudskriften med rykkertekst blev fremsendt, da det ved en gennemgang af afdelingens overtræksjournal den 20. november 2001 blev konstateret, at kontoen var i overtræk. Der var følgelig ikke tale om en ordinær udskrift. Kontoudskriften blev netop sendt i anledning af misligholdelsen.
Det fremgår af udskriften, at der er tale om en rykker, da klageren gøres opmærksom på, at kontoen er overtrukket, og da klageren samtidig bedes indbetale beløbet, der fremgår af udskriften.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer - Peter Blok, Ole Reinholdt og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:
Det må lægges til grund, at kontoudskriften pr. den 20. november 2001 ikke var en ordinær kontoudskrift, men blev fremsendt alene som følge af det overtræk, der var opstået i forbindelse med transaktionerne den 24. og 25. oktober 2001, og som ikke var blevet inddækket af klageren. Kontoudskriften indeholder de oplysninger og det påkrav om betaling, som normalt fremgår af en rykkerskrivelse. Vi finder derfor, at kontoudskriften må anses for en rykkerskrivelse, og at klagen ikke bør tages til følge.
To medlemmer - Kåre Klein Emtoft og Lisbeth Baastrup - udtaler:
Vi finder, at kontoudskriften ikke kan anses for en rykkerskrivelse, grundet at kontoudskriften bærer betegnelsen "Udskrift nr. 2" og ikke eksplicit giver udtryk for, at kontoudskriften har funktion af en rykkerskrivelse. Vi finder derfor, at indklagede ikke var berettiget til at opkræve et rykkergebyr, og at klagen bør tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.