Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ikke pligt til delvis anbringelse i obligationer.

Sagsnummer: 116/1988
Dato: 28-11-1988
Ankenævn: Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Per Overbeck
Klageemne: Værdipapirer - formuestyring
Ledetekst: Ikke pligt til delvis anbringelse i obligationer.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I oktober 1985 indgik klageren en aftale med indklagede om formuestyring, ifølge hvilken indklagede skulle købe og sælge værdipapirer for klagerens regning og risiko. Indklagede bevilgede klageren et lån på 175.000 kr., som klageren indskød på en afregningskonto.

De på kontoen indestående beløb skulle ifølge aftalen placeres i "Aktier. Obligationer." Køb og salg skulle foretages efter indklagedes bedste skøn med efterfølgende advis til klageren. Tab og gevinst skulle bæres alene af klageren og ville i enhver henseende være indklagede uvedkommende. Ifølge den aftale klageren valgte, skulle investeringshorisonten være 3-10 år, og der ønskedes næsten maksimal sikkerhed. (4 ud af 5 mulige på skala for sikkerhedskrav).

I perioden fra oktober 1985 til 1987, hvor værdipapirerne blev solgt, opkøbte indklagede i alt 15 forskellige værdipapirer - alle aktier - hos Guiness, Bat industries, Novistar Int. Corp, General Mills, Jardine Strategic Holdings, Hopewell Holding Ltd, Abbey Life, Fisker og Nielsen A og B, The Hongkong Land Co., De Danske Sukkerfabrikker, Phønix C, ØK Holding, Codan Forsikring, Philips og Privatbanken. I perioden opstod et samlet kurstab på 30.000 kr., og det samlede tab på afregningskontoen efter regulering med rente, udbytte og depotgebyr var 21.000 kr.

I skrivelse af 4. februar 1988 rettede klageren henvendelse til indklagedes direktion og påpegede, at indklagede ikke havde opfyldt den indgåede aftale, idet indklagede kun havde investeret i aktier og ikke som fastlagt i aftalen både i aktier og obligationer.

Hertil svarede indklagede i skrivelse af 11. februar 1988, at indklagede på intet tidspunkt havde forpligtet sig til at lægge en del af klagerens portefølje i obligationer. Endvidere henviste indklagede til klagerens mulighed for i hele aftaleperioden at have aflyst aftalen med 14 dages varsel.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte 25-50% af tabet, der af klageren er opgjort til ca. 54.000 kr. incl. renter af det ydede lån.

Indklagede har påstået frifindelse.

Til støtte for den nedlagte påstand har klageren anført, at indklagede ifølge aftalen skulle have investeret i såvel aktier som obligationer, hvilket ville bevirke, at gevinst/tab ville have opvejet hinanden.

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand har indklagede anført, at klageren løbende er blevet orienteret om indklagedes investeringer ved udsendelse af fondsnotaer til klageren. Købene af værdipapirer er sket for lånte midler, og en placering i obligationer over den aftalte investeringsperiode ville derfor ikke have givet et positivt afkast, idet obligationsrenten i hele perioden har været mindre end renten på investeringskreditten.

Heroverfor har klageren anført, at indklagede var bekendt med rentesatserne ved aftalens indgåelse, hvorfor indklagede på dette tidspunkt kunne og burde have oplyst klageren om, at man alene ville placere de lånte midler i aktier, samt at de foretagne investeringer, som indklagede anså for ikke risikobetonede, gav et større underskud, end investering i obligationer ville have givet.

Ankenævnets bemærkninger:

Den indgåede aftale om formuestyring findes ikke efter sin ordlyd at udelukke, at samtlige midler placeres i aktier, og klageren har ikke tilkendegivet, at han ønskede en vis del af midlerne placeret i obligationer. Når endvidere henses til, at klageren løbende har modtaget fondsnotaer, hvoraf det fremgik, at der alene blev købt aktier, finder klagerens påstand ikke at kunne tages til følge.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.