Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Antal.

Sagsnummer: 352/1997
Dato: 27-02-1998
Ankenævn: Niels Waage, Niels Busk, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Gebyr - rykkergebyr
Ledetekst: Antal.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Til finansiering af klagerens køb af 8 anparter i et vindmøllelaug ydede indklagede klageren et lån på 32.170 kr. ved gældsbrev af 18. juni 1991. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 615 kr., første gang den 31. juli 1991. Herudover skulle lånet afvikles ekstraordinært hvert år med et beløb svarende til udlodning på mølleanparter, som lå til sikkerhed for lånet.

Den 21. januar 1993, hvor lånet var i restance med 6.495 kr., indbetalte klageren 10.000 kr. på lånet. Efter indbetalingen var lånets restgæld 17.577,86 kr.

Under sagen er der fremlagt kontoudskrift for lånet for perioderne 31. marts 1992 - 31. december 1993 og 1. februar 1996 - 13. marts 1997. Af kontoudskrifterne fremgår, at lånet hvert kvartal i 1996 blev debiteret 6 rykkergebyrer à 99,99 kr. (599,94 kr.), i alt 2.399,76 kr.

Den 30. september 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre de rykkergebyrer, der er tillagt lånet, med tillæg af rente.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Indklagede har oplyst, at lånet den 22. december 1997 blev indfriet ved salg af anparterne, og at overskydende provenu blev tilsendt klageren i check.

Klageren har anført, at han ved lånets etablering forventede, at indtægterne fra anparterne kunne dække omkostningerne og afdragene på lånet. Han forespurgte til lånet i december 1992 og indbetalte efterfølgende 10.000 kr. til dækning ud i fremtiden. Der blev ikke aftalt en forhøjelse af lånet. I 1994 udlejede og fraflyttede han sin lejlighed. Den 31. januar 1996 blev lejligheden solgt. Efter fraflytningen modtog han hverken årsopgørelser, rykkerskrivelser eller andre henvendelser fra indklagede. Ved indklagedes henvendelse om lånet i marts 1997 var han uforstående over for restgældens størrelse. En væsentlig del udgør gebyrer for rykkere, som han ikke har modtaget. I stedet for at vedblive med at fremsende rykkere burde indklagede have opsagt lånet og søgt restgælden inddrevet på anden måde.

Indklagede har anført, at det i 1992 blev aftalt med klageren at forhøje lånet med daværende restancebeløb, men at klageren aldrig henvendte sig for at underskrive gældsbrev om forhøjelsen. På grund af lånets restance dækkede indbetalingen på 10.000 kr. kun ca. 5 fremtidige ydelser. Indklagede fik ikke meddelelse om, at klageren var flyttet. Kontoudskrifter vedrørende lånet er fremsendt til klageren og ikke returneret til indklagede. I 1996 rettede man henvendelse til møllelaugets formand, fordi rykkerskrivelserne kom retur fra postvæsenet. Der er automatisk udskrevet rykkere to gange om måneden, hver den 10. og 25. Den 1. januar 1996 steg indklagedes rykkergebyrer fra 50 kr. til 99,99 kr. Før 1. april 1994 var rykkergebyret 10 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må lægges til grund, at lånet var misligholdt i hvert fald fra og med den ydelse, der forfaldt til betaling den 30. juni 1993, idet indbetalingen på 10.000 kr. i januar 1993 på grund af restancen kun var tilstrækkelig til at dække 5 fremtidige ydelser. Det lægges endvidere til grund, at lånet herefter kun blev afviklet med udlodninger på anparterne og ikke med den i gældsbrevet aftalte ydelse på 615 kr. månedligt. Ifølge indklagede blev klageren løbende rykket for indbetaling af ydelserne, idet der blev udskrevet 2 rykkere hver måned. Ankenævnet finder, at indklagedes adgang til at opkræve gebyr for fremsendelse af rykkerskrivelser er betinget af, at det har været rimeligt af afgive dem. Heraf følger bl.a., at der må være et maksimum for antallet af gentagne rykkerskrivelser, for hvilket der kan kræves gebyr. Dette maksimum er i Ankenævnets faste praksis fastsat til 3 rykkerskrivelser, idet kreditor i hvert fald, når dette antal gentagne rykkerskrivelser er afgivet, i almindelighed bør tage stilling til, om restgælden, hvis der er adgang hertil, bør opsiges til indfrielse, om restance bør inddrives, eller om der bør indrømmes henstand med restance i form af forlængelse af lånets løbetid eller på anden måde. Det anførte normale maksimum for antallet af gebyrbelagte rykkerskrivelser sigter til en sammenhængende periode, i hvilken låntageren til stadighed har været i restance, selv om der måtte være foretaget indbetalinger i perioden.

Efter det anførte findes indklagede ikke at have været berettiget til at kræve gebyr for mere end 3 rykkerskrivelser efter den 30. juni 1993.

Som følge heraf

Indklagede skal inden 4 uger refundere de rykkergebyrer på klagerens lån, der er opkrævet efter den 30. juni 1993 - bortset fra de tre første - med tillæg af lånets rente fra de respektive debiteringstidspunkter frem til lånets indfrielse den 22. december 1997 og herefter med tillæg af rente efter renteloven til betaling sker. Klagegebyret tilbagebetales klageren.