Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om tilbagebetaling af gebyr for påførsel af rykningspåtegning på ejerpantebrev, der ikke indeholdt omprioriteringsklausul.

Sagsnummer: 229 /2003
Dato: 14-10-2003
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Anne Dehn Jeppesen, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Ejerpantebrev - rykning
Gebyr - omprioritering
Ledetekst: Spørgsmål om tilbagebetaling af gebyr for påførsel af rykningspåtegning på ejerpantebrev, der ikke indeholdt omprioriteringsklausul.
Indklagede: BG Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav om tilbagebetaling af gebyr for påførsel af rykningspåtegninger på et ejerpantebrev, der var håndpantsat til indklagede.

Sagens omstændigheder.

Den 30. april 2003 afsagde Højesteret dom i en sag, hvorefter en panthaver i henhold til et sælgerpantebrev ikke kunne anses for berettiget til at opkræve et gebyr for meddelelse af respektpåtegning på pantebrevet i forbindelse med debitors omprioritering af ejendommen. Af pantebrevets individuelle tekst fremgik, at det skulle respektere optagelse af realkreditlån mod, at nettoprovenuet blev afdraget ekstraordinært på pantebrevet.

Ved skrivelse af 5. maj 2003 rettede klagerne med henvisning til Højesterets dom henvendelse til indklagede med krav om, at indklagede tilbagebetalte gebyr i forbindelse med klagernes tidligere gennemførte låneomlægninger.

Ved skrivelse af 8. maj 2003 meddelte indklagede, at der i klagernes tilfælde var tale om et ejerpantebrev, der ikke indeholdt en omprioriteringsklausul, hvorfor indklagede ikke havde haft pligt til at respektere nyoptagne lån i forbindelse med låneomlægninger. Opkrævning af gebyr havde derfor ikke været i strid med den nu foreliggende højesteretsdom.

Ved skrivelse af 22. maj 2003 anmodede klagerne indklagede om dokumentation for, at indklagede havde haft hjemmel til at opkræve gebyrer i forbindelse med de gennemførte låneomlægninger.

Ved skrivelse af 16. juni 2003 anførte indklagede, at såfremt låneomlægningerne var sket via indklagede, havde klagerne ved hver enkelt låneomlægning indgået en særskilt aftale om vilkårene for omlægningen. Det var indklagedes opfattelse, at det fremgik af disse aftaler, hvilke omkostninger der var forbundet med omlægningen. Var omlægningen derimod foretaget af klagerens realkreditinstitut, havde indklagede i hvert tilfælde oplyst over for dette, at man ville rykke samt anført betingelserne herfor herunder størrelsen af et gebyr. Indklagede henviste endvidere til, at det af indklagedes almindelige forretningsbetingelser havde fremgået, at man opkrævede gebyr for serviceydelser.

Under sagen er fremlagt kopi af det omhandlede ejerpantebrev. Dette er på 210.000 kr. og udstedt i 1991. Ejerpantebrevet, der ikke indeholder nogen omprioriteringsklausul, er påført fem respektpåtegninger, henholdsvis den 2. september 1993, 19. juni 1995, 28. april 1997, 16. marts 1999 og 8. august 2000. I alle tilfælde er indklagede anført som anmelder af påtegningerne. Den 31. maj 1994 er tinglyst en meddelsespåtegning.

Parternes påstande.

Klageren har den 19. juni 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale i alt 4.600 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at indklagede bør tilbagebetale seks gange 750 kr. svarende til antallet af respektpåtegninger.

Det er nu fastslået af Højesteret, at indklagedes gebyr er ulovlige, idet pantebrevet ikke indeholder aftale om, at der opkræves gebyr ved respektpåtegning.

Indklagede har anført, at Højesteret alene har taget stilling til, at hvis et pantebrev indeholder en omprioriteringsklausul, indebær denne klausul en pligt for kreditor til at påføre pantebrevet påtegning om respekt af det nye lån, og at panthaver ikke kan kræve gebyr for denne ekspedition, hvis der ikke er hjemmel hertil i pantebrevet.

Klagernes ejerpantebrev indeholder ikke en omprioriteringsklausul, og man var derfor ikke forpligtet til at respektere nyoptagne lån. Indklagede var berettiget til at opkræve gebyr for ekspeditionerne.

Klagerne har i øvrigt ikke dokumenteret at have betalt gebyr til indklagede eller størrelsen af eventuelle gebyrer.

Under alle omstændigheder er der kun tale om 5 gebyrer, der alle er påført respektpåtegninger. Hertil kommer, at gebyrerne er betalt uden forbehold af klagerne.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagernes ejerpantebrev på 210.000 kr. indeholder ikke nogen omprioriteringsklausul, hvorefter ejerpantebrevet på nærmere vilkår respekterer optagelse af et realkreditlån. Det var derfor nødvendigt i forbindelse med de omprioriteringer, som klagerne har gennemført vedrørende deres ejendom, og som skulle ske sådan, at ejerpantebrevet respekterede de nye lån, at påføre ejerpantebrevet påtegning i hvert enkelt tilfælde om, at ejerpantebrevet rykkede for et nyt realkreditlån.

Ankenævnet finder, at indklagede i forbindelse med klagernes omprioriteringer har været berettiget at stille krav om betaling af gebyr for påførsel af respektpåtegning på ejerpantebrevet.

Allerede som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.