Spørgsmål om påtegning på børns konti om begge forældres accept ved hævning måtte anses for bortfaldet ved ophør af fælles forældremyndighed.
| Sagsnummer: | 123 /1998 |
| Dato: | 02-09-1998 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Umyndighed - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om påtegning på børns konti om begge forældres accept ved hævning måtte anses for bortfaldet ved ophør af fælles forældremyndighed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet, om en påtegning på to børns konti om begge forældres accept ved hævning må anses for ophævet i forbindelse med ophør af fælles forældremyndighed.
Sagens omstændigheder.
I 1989 aftalte klageren og dennes daværende samlever, S, fælles forældremyndighed over parrets to børn, en datter og en søn født i henholdsvis 1984 og 1989.
I sommeren 1996 ophævede klageren og S samlivet.
På foranledning af klageren og S blev der den 10. december 1996 påført henholdsvis datterens og sønnens indlånskonto hos indklagede en påtegning, hvorefter der kun kunne hæves på kontiene med tilladelse fra både klageren og S.
Den 26. februar 1997 accepterede klageren en anmodning fra S om overførsel af 6.000 kr. fra sønnens til datterens konto.
Ved dom af 4. juli 1997 blev forældremyndigheden over børnene tillagt klageren alene.
Med tilladelse fra både klageren og S blev der den 1. august 1997 udbetalt 3.646 kr. fra datterens konto.
Primo 1998 afslog indklagede en anmodning fra klageren om ophævelse af påtegningen på kontiene.
Parternes påstande.
Den 14. april 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at påtegningen ændres, således at fremtidige hævninger alene skal tiltrædes af hende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at påtegningen blev påført de to konti på et tidspunkt, hvor hun og S havde fælles forældremyndighed over børnene. Da hun efter dommen af 4. juli 1997 er blevet tillagt forældremyndigheden alene, bør påtegningen ophæves, således at hun kan udføre sin værgeforpligtelse i overensstemmelse med gældende regler om anbringelse af umyndiges midler. Hun har forgæves forsøgt at formå S til at give samtykke til udbetalinger til børnene, ligesom S har afvist at udlevere de til kontiene knyttede bøger.
Indklagede har anført, at man ikke anser sig for berettiget til at ændre påtegningen uden S's samtykke.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved påtegningen af 10. december 1996 blev det mellem klageren og S aftalt, at udbetalinger til børnene kun kunne finde sted i det omfang, der dem imellem var enighed herom. Den omstændighed, at den fælles forældremyndighed over børnene er ophørt, medfører ikke, at denne aftale er bortfaldet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.