Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om klage vedrørende indsigelse mod afregningskurs ved stop loss indfrielse af CHF-lån skal afvises som erhvervsmæssig. Låneaftale indgået af interessentskab, der efterfølgende blev opløst.

Sagsnummer: 217/2015
Dato: 29-04-2016
Ankenævn: Vibeke Rønne, Finn Borgquist, Anders Holkmann Olsen, Troels Hauer Holmberg, Michael Reved
Klageemne: Valuta - øvrige spørgsmål
Formalitetsafgørelse - ankenævnets kompetence
Udlån - udlandslån/valutalån
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst: Spørgsmål om klage vedrørende indsigelse mod afregningskurs ved stop loss indfrielse af CHF-lån skal afvises som erhvervsmæssig. Låneaftale indgået af interessentskab, der efterfølgende blev opløst.
Indklagede: vestjyskBANK
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører, om klage vedrørende indsigelse mod afregningskurs ved stop loss indfrielse af CHF-lån skal afvises som erhvervsmæssig.

Sagens omstændigheder

Klagerne er to brødre og den enes søn. Klagerne stiftede i 2003 et interessentskab, gennem hvilket de drev en virksomhed med udlejning af husbåde. Interessentskabet optog i 2006 et valutalån i vestjyskBANK til finansiering af virksomheden.

Den 17. november 2011, hvor gælden på valutalånet var 505.952 schweizerfrank (CHF), blev der i tilknytning til lånet indgået en stop loss aftale til CHF-kurs 625.

Den 31. juli 2012 ophørte interessentskabet. Selskabets engagement med banken overgik herefter til klagerne personligt.

Den 15. januar 2015 skete der en brat stigning i CHF-kursen. På baggrund af stop loss aftalen blev lånet lukket/omlagt til danske kroner til kurs 800,2.

Klagerne beregnede et tab på 881.369 kr. i forhold til, hvis lånet var blevet lukket/omlagt til stop loss kursen på 626.

Parternes påstande

Den 2. juli 2015 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at vestjyskBANK skal betale en erstatning på 881.369 kr. med tillæg af procesrenter fra den 4. juni 2015.

vestjyskBANK har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Efter anmodning fra parterne afgøres det i første omgang, om Ankenævnet har kompetence til at behandle klagen.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at klagen ikke bør afvises som erhvervsmæssig. Engagementet overgik til dem som privatpersoner i forbindelse med ophøret af interessentskabet. Grundet en EU-dom blev husbåde ikke længere betragtet som erhverv, hvorfor interessentskabet blev afmeldt moms og opløst.

Deres udlejning af husbådene, indbringer en beskeden indtægt på 100.000 kr.-130.000 om året til deling. Husbådene ejes også af dem privat i lige sameje. Det skattemæssige svarer til at udleje et privatejet sommerhus, hvor man bliver beskattet af et eventuelt overskud.

Klagen bør heller ikke afvises af bevismæssige grunde. Der er ikke uenighed om de faktiske omstændigheder. Sagens afgørelse beror på en fortolkning af aftalegrundlaget.

vestjyskBANK har anført, at klagen bør afvises som erhvervsmæssig.

Der er tale om et erhvervslån til finansiering af husbåde, som udelukkende anvendes til udlejning.

Husbådene er erhvervsaktiver, der indgår i virksomhedens regnskab både resultat- og balancemæssigt.

Interessentskabet nævnes uændret ved navn i regnskaberne, og gældsforholdet betragtes derfor også af klagerne som uændret.

Lånet blev alene ændret til cpr. nr. på klagernes foranledning, idet interessentskabet ophørte på grund af nye lovregler om på grund af nye lovregler omkring moms. Ændringen skete ikke, fordi husbådene blev betragtet som private.

Klagen bør endvidere af bevismæssige grunde afvises som uegnet til behandling i nævnet, idet det ikke er muligt at afgive forklaring for nævnet.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet behandler klager vedrørende private kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende kan behandles, hvis klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende falder i øvrigt uden for Ankenævnets kompetence.

Klagerne driver i fællesskab en virksomhed med udlejning af husbåde. Virksomheden blev finansieret med et CHF-lån i vestjyskBANK. Klagen vedrører effektueringen af en stop loss aftale i tilknytning til lånet.

Efter en samlet vurdering af engagementets karakter finder Ankenævnet, at klagen vedrører erhvervsforhold, og at den adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privatkundeforhold. Ankenævnet finder herefter, at klagen ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3, jf. stk. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.